Verdens pæneste (og nemmeste) tal-kage
Uanset hvor gammel (eller ung) man bliver, så vækker denne kage lykke!
Den er pyntet igennem og smager skønt og friskt af citron og skum! Og så er det jo ganske enkelt verdens pæneste (og nemmeste) tal-kage (ish!).
Opskriften her er fra Lorang&Co.
Der er nok til 2 tal (A4 størrelse) – Så du kan altså godt blive 36 og stadig lave kagen, eller du kan lave den i endnu flere lag!
Tegn dit tal på et A4 papir og brug det som skabelon. Bundene kan laves dagen i forvejen.
Blend mel, mandelmel, flormelis, vaniljesukker og salt sammen. Kom det i en foodprocessor og blend smørret i med pulsefunktion. Eller smuldr det sammen i hånden).
Saml massen med pisket æg, det er ikke sikkert du skal bruge hele ægget. Arbejd hurtigt med dejen, og arbejd ikke for længe. Del dejen i 4. Rul dejen let flad, pak den i film og sæt den koldt i 30 minutter. Lav en form af papir eller pap på det tal du vil bage. Rul den kolde dej ud, evt. imellem to stykker bagepapir. Dejen skal være ca. A4 og ca. ½ cm tyk. Læg din skabelon på dejen og skær dit tal ud med en skarp kniv. Gentag med den anden del af dejen, så du har to ens tal. Bag bundene en af gangen ved 175 grader i 12-14 minutter. Lad dem køle helt af. Creme: Pisk fløden til skum. Rør mascarpone med lemoncurd og smag til med lidt limesaft. Vend masacarponecreme med flødeskum og fyld cremen i en sprøjtepose med en rund tylle. Læg den ene bund på dit serveringsfad eller bræt. Sprøjt små bobler af cremen på bunden. Du skal bruge ca. ¼ af cremen. Læg forsigtigt den anden bund ovenpå. Sprøjt yderligere ¼ af cremen på. Gentag med det andet tal. Pynt med rigeligt krymmel, bær og evt. spiselige blomster.