Almost baked beans

Jeg nyder disse ”hurtige” baked beans til morgenmad, som tilbehør til et aftensmåltid eller som en selvstændig lille ret. De bør i virkeligheden komme i ovnen og blive til rigtige baked beans, men jeg er ret vild med at grøntsagerne stadig har en smule bid og bønnerne ikke er helt smattede, så jeg spiser dem som de er.

Vil du have dine bønner baked, kan du tilsætte vand og evt.  lidt mosede tomater og bage dem ved 175 grader i mindst 1 time. – Rør i dem undervejs.

 

Opskriften er til 3-4 personer

 

 

300 g hvide bønner

3 laurbærblade

1 kvist timian

100 g bacon, i tern

1 stort løg, hakket

2 fed hvidløg, hakkede

1 grøn peber, i små tern

2 stilke bladselleri, i små tern

½ – 1 rød chili, i skiver

2 tsk. paprika, stærk eller mild – efter smag

200 g tomatpuré

5-6 spsk. æbleeddike

¼ -½ dl muscovadosukker (eller rørsukker)

ca. 3 dl kogevand fra bønnerne

salt

EVT.

4 æg

4 gode, fedtfattige pølser

olivenolie

tabasco

 

Sæt bønnerne i blød natten over. Hæld vandet fra dem og kog dem i rent vand med to laurbærblade og en kvist timian i 40-45 minutter, eller til de er akkurat møre. Dræn vandet fra, men gem det. Kassér laurbærblade og timian.

Rist baconen sprød på en varm pande. Tag den op og rist derefter løg og hvidløg i baconfedtet. Tilsæt peberfrugt, bladselleri og chili når løgene er klare. Lad det hele stege uden at det tager farve. Kom paprika, tomatpuré, eddike, sukker (efter smag)og 2 dl kogevand fra bønnerne ved og lad det koge op. Vend bønnerne med saucen og lad dem simre i 10 minutter. Spæd evt. undervejs med mere kogevand.

Steg evt. spejlæg og pølser og servér det til bønnerne.

 

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

Find mine opskrifter i ALT FOR DAMERNE hver uge & endnu flere på LORANGMINI.DK

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *