Louisa: Hvad gør man, når ens barn kun spiser tre ting?
Lola: Starter med at slappe helt af, og husker på, at der er masser af år til at udvide kostrepertoiret.
Grundlæggende handler det om altid at sammensætte et måltid således, at der altid er én ting på bordet, som barnet godt kan lide. Derudover skal man sundhedsmæssigt kunne stå inde for alt på bordet.
Det betyder, at kan barnet fx kun lide rugbrød, pasta og pølser, så skal en af disse ting indgå i grundmåltidet.
Dermed kunne madplanen for en uge se således ud;
mandag – omelet og som tilbehør en tallerken med kvarte rugbrød kun med smør;
tirsdag – fuldkornspasta med godt tilbehør.
onsdag – en god pølse med godt tilbehør.
torsdag – fisk med godt tilbehør, samt en tallerken med kvarte rugbrød med smør.
fredag – kyllingeret, samt en tallerken med kvarte rugbrød med smør.
lørdag – farsbrød med grønt, samt en tallerken med kvarte rugbrød med smør.
søndag – ugens rester peppet op, samt en tallerken med kvarte rugbrød med smør.
Og ja, jeg har bevidst puttet gengangere ind alle syv dage for netop at understrege ensformigheden, og samtidig vise respekt for de tre ting, som barnet kan lide.
Men, server kun pasta og pølser en gang i løbet af ugen af hensyn til den øvrige families ønske om variation i maden.
Resten af familien skal være enige om absolut ikke at kommentere på barnets ensformige madindtag, der kun består af de tre favoritting, men som jo er sunde nok.
Efter ganske kort tid vil I få én på opleveren, fordi barnet ligeså stille og helt af sig selv, vil begynde at tage ting efter ting fra den øvrige mad på bordet. Især hvis det ikke er for sammenrodet.
Børn kan nemlig godt lide, at de kan se, hvad de spiser.