En super frisk og skøn jordbærlemonade, i sjus-version.
Lav gerne en kæmpe portion og servér den i en bowle til en sommerfest eller en sløv lørdag aften.
Timian og jordbær spiller utroligt godt sammen. Vælg den bløde timian (oftest i potte) frem for den hårde, der ofte indeholde meget jord og som er svær at tygge i, hvis nu du skulle få lyst til at spise pynten!
Du kan bruge jordbær fra frost til siruppen, hvis du vil. Men brug friske i selve drinken.
Find mange flere opskrifter i mit gratis online magasin Lorang&Co!
Ingredienser
Sirup:
300 g jordbær
2 dl sukker
4 dl vand
3-5 kviste timian
Sjusser:
4-8 jordbær
8 kviste timian
12 cl vodka
4 spsk. citronsaft
iskold prosecco eller andre bobler
4 sjusser
Brug ikke verdens dyreste bobler til denne sjus. Men vælg ok og tørre bobler når du shopper.
Kom jordbær, sukker, timian og vand i en kasserolle og kog op i 15 minutter. Sluk og lad den trække i 15 minutter. Sigt (men pres ikke, så bliver lagen uklar). Køl den helt ned.
Kom friske jordbær i 4 høje glas. Knus dem i glasset med skaftet af en grydeske. Top med jordbærsaft, vodka, citronsaft og prosecco. Pynt med timian og servér straks med sugerør.