Jeg ELSKER kimchipandekager. Helt fantastiske, små fedtede pandekager – som snacks eller sammen med andre småretter, som et måltid.
Jeg laver små kimchipandekager – men du kan sagtens lave dem store og skære dem I firkanter. Det er lidt mere klassisk.
Jeg laver dem små og beregner 2-3 person hvis der er mange retter. Men ærligt kan jeg personligt spise 4-6 stykker!
Laver du ikke selv kimchi, kan du sagtens kæbe en færdig. Jeg har lavet disse pandekager med en klassisk kimchi fra Den Kinesiske Kæbmand i Torvehallerne – find den på køl.
Vil du have ekstra styrke, så kom kimchi chilipulver i dejen.
Og undlad endelig ikke dippingsaucen. Den passer sååå perfekt og giver den bedste oplevelse!
Ingredienser
2 dl hvedemel
1 dl kartoffelmel
2 æg
1/2 dl kimchilage
1/2-1 dl koldt vand
2 dl hakket kimchi
3 forårsløg, fint snittede
Salt
Evt. Kimchi chilipulver
Olie til stegning
Dippingsauce:
2 spsk. soja
1 tsk. sesamolie
2 tsk. risvineddike
1 spsk. vand
1 tsk. Kimchi chilipulver
Ca. 12 pandekager
Sådan gør du:
Pisk mel, kartoffelmel, æg, kimchilage og vand sammen. Rør kimchi, forårsløg og salt i.
Steg ca. 12 små pandekager i rigeligt olie på en stor, varm pande.
Dippingsauce:
Rør soja med sesamolie, chilipulver, eddike og vand.
Servér pandekager med lidt snittet forårsløg og dippingsauce.