Denne opskrift er fra JAGTEN PÅ DET GRØNNE GULD. Sussi laver skønne hyldeblomst kopkager med stevia og rabarber.
Jeg har lavet denne forenklede version med hvide bønner i.
Bønnerne giver en god fugtighed til kagerne og erstatter mel 100 %. Dels en sundere løsning, dels smart for gluten allergikere. Man kan ikke smage at kagerne er lavet af bønner. De smager stadig skønt – af kage!. Mandelmel kan købes, eller laves selv af malede mandler.
Kog dine egne bønner, helt møre, eller brug dåse bønner. Men skyl dem grundigt.
8 kager
KOPKAGE
240 g kogte, hel møre hvide bønner
100 g blødt smør
100 g sukker
50 g fint malet mandelmel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 tsk. fint revet økologisk citronskal
korn af ½ stang vanilje
3 små æg
2-3 spsk. koncentreret hyldeblomstsaft
FYLD
evt. kagecreme
TOPPING
flødeskum
ribs
evt. friterede hyldeblomster
Blend bønnerne i en foodprocessor. Kom smør og sukker i og blend igen. Tilsæt mandelmel, bagepulver, natron, citronskal og vaniljekorn. Blend æggene et lidt ad gangen.
Fyld massen i papirsforme og bag dem i en muffinform i en varm ovn ved 175 grader, ikke varmluft, i ca. 30-40 minutter. Tjek med en strikkepind at de er færdige.
Hæld lidt koncentreret hyldeblomstsaft på kagerne mens de er helt varme.
Lad kagerne køle helt inden du pynter dem.
Lav evt. et hul midt i kagen, fyld creme i og pynt kagerne med flødeskum, ribs og evt. friterede hyldeblomster
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: TV2
Hvor herligt at opskrifterne fra programmet kommer på din blog – de her muffins skal prøves – dog med den rabarbersaft, som venter på at blive brugt 🙂 God weekend!
Det lyder dejligt. Jeg skal nok se om jeg kan få de fleste med 🙂
Kh L
Hej Louisa
Man mand er glutenallergiker så jeg har med stor interesse set din kopkage med hvide bønner.
Mit spg. er derfor om man altid kan erstatte mel med hvide bønner. Det vil godt nok være super dejligt hvis man kan.
Så please sig JA 🙂
Mange sensommer hilsner
Dorthe
Hej Dorthe.
Nej det kan man desværre ikke. Men man kan tit i kager, fordi der er mange æg i og de stabiliserer kagen. Her har jeg måtte bruge lidt mandelmel også, for at den ikke skulle blive for “ægget”.Denne er en chokoladeversion.
Der er det chokoladen der får kagen til at sætte sig, så her behøves ingen mandelmel.
Håber At I alligevel blev inspirerede.
Kh L
Hej Louisa
Kan man bruge butter beans i denne opskrift? (eller det er måske det samme som hvide bønner? :))
Lige et bonus spørgsmål; Så i programmet på tv2 da du lavede rosensukker, genialt! 🙂 Kan man lave andre former for sukker med smag på den måde, evt. hyldeblomst sukker?
På forhånd tak 🙂
Hej Sidsel.
Du kan bruge både hvide bønner og butterbeans. Og du kan koge selv eller bruge dåse.
Og ja, du kan f.eks. prøve med kamille og lavendel. Jeg har ikke prøvet med hyldeblomster, men det lyder fantastisk!
God fornøjelse.
Kh Louisa