Brug cremen som forret, eller smid både laks og fennikel i en god bolle og tag den med på skovtur eller som madpakke.
Opskriften er til 6 personer som forret.
2 lime
2 spsk. flydende honning
2 spsk. olivenolie
1 fennikel, gerne med top
1 håndfuld plukket dild
salt
ENDVIDERE
300 g varmrøget laks
100 g cremefraiche 38%
salt
TILBEHØR
rugbrødscroutoner
Rør limesaft, honning og olie sammen. Skær fenniklen i ultratynde skiver og vend den i dressingen. Den kan trække i 5-15 minutter. Vend fennikeltoppe og dild i lige inden servering og smag til med salt.
Pluk laksen og rør den med cremefraiche. Det er nemmest med et stor piskeris. Smag til med salt og evt. 1 nip sukker.
Anret laksen toppet med fennikelsalat og servér straks med sprøde croutoner til.
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Stine Christiansen