Super nem kyllingeret, med masser af smag fra både panchetta, kapers og tomater. Hurtig, skøn hverdag!
Hvis du ikke kan skaffe panchetta, kan du bruge bacon eller parmaskinke.
Opskriften er til 2 personer
INGREDIENSER:
2 kyllingebryster
8 tynde skiver panchetta
olivenolie
2 fed hvidløg, i tynde skiver
1 dl hvidvin
250 g cherrytomater
3 spsk. kapers
1 spsk. smør
salt og peber
1 spsk. hakket persille
TILBEHØR: ristede kartofler
SÅDAN GØR DU:
Skær kyllingebrysterne i hver 4 stykker – 8 stykker i alt. Rul dem i panchetta og steg dem gyldne i olivenolie i en høj pande. Kom hvidløg ved og lad det tage en anelse farve. Tilsæt hvidvin og lad den reducerer til ca. halvdelen. Tilsæt tomater og lad dem simre i 1-2 minutter. tilsæt kapers og smør, kog op og smag til med salt og peber. Tag panden af varmen og vend persille i. Servér straks med ristede kartofler og evt. en sprød salat.
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann
Hej Louise.
Kunne man på en eller anden måde finde dine opskrifter med energifordeling i et cirkeldiagram? Jeg har fundet dig igennem feminas madplan-side, som ser rigtig spændende ud!!!
Mvh
Claus
Hej Claus.
Jeg har desværre ingen energiberegning på mine opskrifter….. Måske der findes en app eller et program hvor du selv kan intaste og få beregningen? Håber du alligevel vil spise med 😉
Kh Louisa