At få en steaksalat med blommer og kantareller en flad torsdag, er virkelig en kærlighedserklæring i min bog!
Jeg tror den tager 20 minutter at lave! Så det er altså en af de kærlighederklæringer du ret hurtigt kan slynge om dig med!
De syrlige blommer er så gode i samspil med de smagfulde kantareller. Salaten er perfekt som aftensmad. Nyd den med groft brød, hvis du vil.
Salaten kan selvklart også laves uden kød og bruges som tilbehør.
Find meget mere kærlighed i mit gratis online magasin Lorang&Co og hver uge i ALT for Damerne.
Ingredienser
2 gode bøffer
lidt olivenolie
2-3 fed knuste hvidløg
salt og peber
200 g kantareller
mere salt
Dressing:
saft af 1 citron
½ fed hvidløg, fint revet
1 tsk dijonsennep
3-4 spsk. rødvinseddike
3 spsk olivenolie
1 nip sukker
salt og peber
2 tsk hakket estragon
Salat:
3 blommer
2 hjertesalater
Evt. lidt brøndkarse
Hovedret til 2
Steg bøfferne i lidt olivenolie med knuste hvidløg på siden. Steg dem rosa og krydr dem med salt og peber. Tag dem af panden og steg svampene i lidt mere olie. Krydr med salt.
Dressing:
Rør saft af 1 citron med lidt revet hvidløg, sennep, eddike og olivenolie. Smag til med sukker, salt og peber og med hakket estragon.
Salat:
Skær blommerne i både. Snit salaten i både og anret salat, blommer og brøndkarse på to tallerkner. Skær kødet i skiver og top kød, blommer og svampe på salaten. Dryp med dressingen og krydr evt. med salt og peber.
Servér straks, evt. med groft brød.