I disse dage laver jeg bunkevis af madpakker. Både hjemme, men også på Go Morgen Danmark, hvor du kan finde masser af inspiration!
I dag står den på havregrød. Ikke den varm slags, men en kold en, der kan pakkes i et sylteglas og tages med i skole, på arbejde eller hvor du nu får brug for noget sødt og sundt.
Pak skyrcreme med som topping, eller undlad den.
Det fedeste er at det hele skal laves dagen i forvejen. Så du skal bare sætte det i madpakken!
Pak evt. sammen med et lille køleelement eller en frossen vand eller lign, så den holder sig kold. Eller pak den i dit barns frugt, hvis du har små børn, der spidser frugt tidligt i skolen.
Og forresten i hele august får du 25 % på alle bøger i min lille shop ❤️Brug kuponkoden: madpakker
Opskriften giver ca. 2 portioner og kan også sagtens spises som morgenmad!
1 ½ dl fint valsede havregryn
1 dl revet gulerod
2 spsk. chiafrø
½ tsk. stødt kardemomme
2 tsk. stødt kanel
1 nip salt
1-2 spsk. rosiner
3 dl mælk
Skyrcreme:
1 moden banan
2 bløde dadler
2 dl skyr
1 tsk. vaniljepulver
Topping:
2 håndfulde blandede bær
evt. honning
Kom havregryn, gulerod, chiafrø, kardemomme og kanel i en sylteglas. Tilsæt salt, rosiner og mælk. Rør det hele grundigt rundt. Sæt låg på glassset og sæt det i køleskab natten over.
Rør rundt i grøden næste morgen.
Skyrcreme:
Blend banan og dadler. Rør begge dele med skyr og vanilje.
Top grøden med bær og evt. honning og pak forsigtigt i madpakken med skyrcreme on the side.
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Chris Tonnesen