Her er en nem version, der også gør det muligt at bruge suppen som morgenmad!
Når jeg har virkelig travlt om morgnen, tager jeg et brev instant miso i lommen og drikker det til morgenmad, når jeg når frem på jobbet. Effektivt – men denne version er stadig voldsom nem, og klart at foretrække.
Opskriften er til 2-4 personer, alt efter hvornår på dagen den indtages (og af hvem, for pokker!)
1 ½ liter vand
2 kylingebryster, i strimler
100 g nudler, gerne udon
1 bundt forårsløg
100 g mørk miso
50 g babyspinat
2-3 spsk. soja
Kog vandet op i en elkedel.
Skær kyllingen i tynde strimler.
Hæld det kogende vand i en gryde og kom kyllingen i gryden og lad det koge i 1-2 minutter.
Kom nudlerne i vandet og lad det hele koge i yderligere 4-5 minutter, eller til nudlerne er møre og kyllingen gennemtilberedt.
Snit imens forårsløgene i tynde, skrå skiver.
Hæld lidt af vandet i en kop og rør misoen ud i det.
Tag gryden med nudler og kylling af varmen. Kom misoen i sammen med forårsløg og spinat.
Smag til med soja og servér straks.
TIP: miso kan købes i helsekosten. Jeg har brugt en mørk miso med rug. Du kan også finde den på www.naturesource.dk
Opskrift: Louisa Lorang
Footo: Line Falck