Nyd den sidste grønkål. Prøv denne nemme salat med sprød grønkål, søde æbler og syrlig kærnemælk.
Dressingen passer også super godt til en sprød iceberg, hvis du mere er til det.
Opskriften er god som tilbehør til 4.
1 granatæble
300 g ribbet grønkål
100 g valnødder
2 æbler
Dressing:
2 dl kærnemælk
1 spsk tyk yoghurt (10%)
½ – 1 spsk sukker
3 spsk citronsaft
Skær granatæblet i kvarte og ”vrid” kernerne ud. Sørg for at få fjernet alle de hvide, bitre hinder.
Hak grønkålen fint.
Rist nødderne i 1-2 minutter på en tør, varm pande. Lad dem køle lidt og hak dem groft.
Skær æblerne i tern.
Dressing:
Pisk kærnemælk og yoghurt sammen. Pisk sukker og citron i, så sukkeret opløses.
Servering:
Vend grønkål og æbletern med dressingen. Anret den på et fad og top med granatæble og valnødder. Servér straks
Se flere opskrifter på kålsalat.
Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Maria Warnke Nørregaard
Husk at du hver uge kan finde mine opskrifter i ALT for Damerne.
Okay, måske et dumt spørgsmål, men tænker tit over det… Hvis jeg nu lavede en kæmpe portion dressing, hvor lang ville den så kunne holde sig? 10 dage?
Nej, det er for længe – jeg ville ikke have den i køleskabet i mere end 3 max 4 dage 🙂 Kh L