Dette er hvad jeg ønsker mig til morgenmad! Måske med et par tykke skiver ristet bacon til. Men perfekt morgenmad efter min smag. Virkeligheden står nok på røræg og tomatsalsa, hvilket også er fint….men tankerne er på denne!
OG den er også skøn som tilbehør eller som frokostret, by the way!
God søndag.
Lille ret eller tilbehør 2 personer
600 g rosenkål
lidt olivenolie
2 fed hvidløg, i tynde skiver
salt
ÆG
2-4 æg (alt efter sult)
lidt eddike
salt
DESUDEN
1 spsk. dijonsennep
1 spsk. grov sennep
1 spsk. flydende honning
2 spsk. mild eddike, f.eks. æble
3-4 spsk. olivenolie
lidt høvlet parmesan
salt og peber
Skær det allernederste af rosenkålene og kassér det. Pil de yderste blade af og halvér kålene. Vend dem med en smule olivenolie og grill dem på en varm grillpande, eller steg dem i lidt olivenolie på en varm pande. De skal have ca. 7-10 minutter og tage godt med farve.
Sæt imens en stor gryde saltet vand over. Slå æggen ud i hver sin kop og kom 1 tsk. eddike i hver. Kom 1-2 æg ad gangen i gryden med kogende vand, skru ned for varmen og ”fold” æggehviden henover blommen. Lad æggene pocherer i 2-3 minutter, tag dem op og trim dem, så de ser pæne ud.
Rør sennep med honning, eddike og olie.
Anret kålene med æg og top med dressing og parmesan. Krydr med salt og peber og servér straks.
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann