Mere med spaghetti

Spaghetti aglio e olio

Spaghetti aglio e olio – pasta med hvidløg og olivenolie

Sådan laver du spaghetti aglio e olio:

Sæt vand over til spaghetti. Kog den i rigeligt kogende, saltet vand til den er al dente.

Skær hvidløg i tynde skiver.

Varm rigeligt olie op på en pande. Steg hvidløg i olien ved middel varme, til den er gylden. Kom chiliflager ved.

Afdryp pastaen, men gem lidt kogelage. Kom pastaen tilbage i gryden og hæld olie med hvidløg og chili på. Vend forsigtigt hakket persille og revet parmesan i. Smag til med salt og peber.

Servering:
Anret pasataen i store, dybe tallerkner og top gerne med ekstra parmesan.

Servér straks.

Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Hovedret til 2 personer - 15 minutter

250 g spaghetti

4-5 fed hvidløg

½-1 dl olivenolie (vær ikke nærig)

1-2 tsk chiliflager

1 håndfuld bredbladet persille

150 g revet parmesan

salt og peber

mere parmesan

Spaghetti meatballs

Well, det er altid en favorit! Vil du skære ned på hurtige kulhydrater, kan du serverer den med squashpasta. Dog får mine unger altid, god (gerne hvid) pasta. De bevæger sig jo hele dagen, så de kan tåle en del mere end jeg kan.

 

Opskriften her er til ca. 2 voksne og 1-2 børn.

 

 

Kødboller:

2 fed hvidløg

2 stykker hvidt brød

1 ½ dl mælk

400 g hakket kalv og flæsk

salt og peber

1 æg

1 dl revet parmesan

evt. 4-5 blade salvie

olivenolie til stegning

Tomatsauce:

2 fed hvidløg

lidt olivenolie

1 flaske mosede tomater (ca. 700 g)

1-2 dl vand eller grøntsagsbouillon

2 tsk tørret oregano

1 nip sukker

salt og peber

Desuden:

Spaghetti

Parmesan

Oregano

 

 

Kødboller:

Pil hvidløget, riv det fint eller pres det i en hvidløgspresser.

Skær skorpen af brødet og kassér den.

Læg brødet i blød i mælk (i et par minutter, til blødt).

Rør kødet med salt, peber, brød og mælk, hvidløg, æg, parmesan og evt. hakket salvie.

Form kødboller på størrelse med golfbolde og steg dem i olivenolie på en varm pande. Steg dem i ca. 10 minutter i alt, eller til gennemstegte.

Tomatsauce:

Pil hvidløget og riv det fint.

Kom olie i en gryde og varm op. Kom hvidløg i og rør, men lad ikke hvidløget tage farve.

Kom mosede tomater og vand eller bouillon ved.

Tilsæt oregano og lad det simre i 8-10 minutter under omrøring.

Smag til med et nip sukker, salt og peber.

Vend kødbollerne i tomatsaucen.

Servering:

Kog imens pastaen i kogende, saltet vand efter anvisningen på pakken.

Anret pastaen toppet med tomatsauce og kødboller.

Servér straks toppet med parmesan og oregano.

 

TIP: Lav en simpel salat af sprød hjertesalat, små tomater og dressing med honning og citron til. Det er en god ”startersalat”.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Spaghetti med muslinger og tomater

Muslinger er noget af det nemmeste og skønneste hverdagsmad (eller gæstemad). Køb gerne linemuslinger, så er de nemme at rense.

Opskriften er til 2 personer.


Ingredienser:
200 g tørret fuldkorns spaghetti
salt
olivenolie
½-1 kg blåmuslinger
olivenolie
3 fed hvidløg i tynde skiver
1 dl vand
1 dl hvidvin
200 g små tomater
1 håndfuld bredbladet persille, hakket
revet parmesan
peber
evt. groft brød

Kog pastaen al dente i saltet vand.

Rens muslingerne; fjern evt. skæg. Kassér åbne muslinger, der ikke lukker sig, når du banker dem let mod bordet.

Steg muslingerne kort i olie i en stor, varm gryde. Kom hvidløg ved, og steg ganske kort, til hvidløget har taget en smule farve. Tilsæt vin og vand, og lad muslingerne dampe under låg i 1 minut. Tilsæt tomater, og damp i yderligere 2-3 minutter, til muslingerne har åbnet sig.

Vend spaghetti i gryden med muslinger. Kom persille i, og anret muslinger og pasta toppet med revet parmesan og masser af peber.

Servér straks, evt. med groft brød til.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann