Mere med sødt

Vietnamesisk iskaffe

Jeg er totalt vild med iskaffe vietnamstyle. Det er det nemmeste i verden at lave og det smager sååå dejligt.

Vil du have en ekstra luksus version kan du lave denne iskaffe om til en drink, ved at give den lidt vodka og kaluha.

 

Opskriften er til 2

 

8-10 isterninger

4 store spsk kondenseret mælk

3 dl stærk, varm kaffe

 

Fyld to glas med isterninger.

Rør kondenseret mælk og varm kaffe sammen, til mælken er opløst og fordelt.

Sæt en ske i glassene og fordel iskaffen i de to glas.

Rør og nyd.

 

TIP: Vær opmærksom på ikke at bruge for tynde glas. Skeen i glasset, gør, at glasset ikke sprænger, når den varme kaffe møder det kolde glas.

Er du bekymret for dine glas, så ryst kaffe med kondenseret mælk og tilsæt is. Ryst sammen og fordel i glas.

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

Artige bananpandekager

En af mine bekendte spiser disse skønne pandekager (som slet ikke er pandekager) all-the-time.

De er super nemme og gode – både med eller uden agave. Også mine unger er fans!

Du kan varierer mellem vanilje, kardemomme, kakao, kanel eller endda lakrids! Alt sammen giver en dejlig sødme til pandekagerne.

Min version er med birkes og citron, fordi det bliver man altid glad af!

 

 

Opskriften giver 6-8 små pandekager.

 

2 modne bananer

3 æg

1 tsk. stødt kardemomme

2 tsk. blå birkes

1/2 tsk. fint revet citronskal (øko)

en smule olie til stegning

1 håndfuld blåbær

evt. lidt ribs

evt. lidt agavesirup

 

Mos bananerne godt og pisk dem sammen med æg. Tilsæt kardemomme, birkes og citronskal.  Steg 6-8 små pandekager i lidt olie på en varm pande. De ligner små tykke amerikanske pandekager.

Top med blåbær og evt. ribs og agave og servér straks.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Regi: thetravellingband.dk

 

Pandekager

Jeg elsker helt tynde, fine pandekager. I dag har jeg lavet dem med rismælk, fordi vi har en (lille) gæst der ikke tåler mælk. Men det gør jeg gerne anytime! Du kan sagtens bruge almindelig mælk, men så tilføj evt. lidt mere sukker.

Jeg serverer marmelade, sukker og citron til. Selv spiser jeg pandekagerne med citronsaft og et tyndt lag sukker. Det er det skønneste!!!!

Opskriften giver 15-20 pandekager

6 dl rismælk
40 g smeltet smør
2 små æg
2 spsk. sukker
1 tsk. stødt kardemomme
4 dl hvedemel
Smør til stegning
TILBEHØR
Sukker
Citron
Marmelade

Pisk mælk, smør og æg sammen. Pisk sukker og kardemomme i og tilsidst mel. Pisk så dejen er fri for klumper.
Varm en slip-let pande op og kom en anelse smør på panden og smør det ud med et stykke køkkenrulle, så der kun er en lille smule på panden.
Hæld en smule dej på panden og drej panden, så dejen bliver fordelt i et tyndt lag. Steg pandekagerne gyldne på begge sider.
Server pandekagerne med marmelade eller citron og sukker.

Se flere opskrifter på pandekager.

Opskrift og foto: Louisa Lorang

Blåbærpandekager

Elsker små, tykke blåbærpandekager!!! Og altid med store mængder af friske bær og ahornsirup på toppen!

Opskriften giver ca. 12 små pandekager.

1 dl kærnemælk

1 dl mælk

1 æg

1 knsp. salt

korn af ½ stang vanilje

1 spsk. sukker

3 spsk. smeltet smør

ENDVIDERE

2 dl hvedemel

1 tsk. bagepulver

lidt olie til stegning

75 g blåbær

TILBEHØR

flere blåbær

ahornsirup

Pisk kærnemælk, æg, salt, vanilje, sukker og smør sammen.

Bland mel og bagepulver og pisk det i æggeblandingen. Steg små pandekager i olie på en varm, pande. Når de har sat sig en smule på den ene side, kan du komme et par blåbær i hver. Steg dem næsten gennemstegt og vend pandekagerne og steg dem færdige på den anden side.

Servér straks pandekagerne med flere blåbær og evt. sirup.

 

TIP: Har du ikke så meget tid om morgenen, kan pandekagerne laves aftenen i forvejen og lunes i ovnen inden servering.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang

Kræmmerhuse & giveaway

Karolines køkken på banen igen. Denne gang med jubilæumskogebogen Alle tiders Karoline.

12 danske kokke har bidraget med deres fortolkning af en Karoline klassiker og skønne Kille Enna har fotograferet.
Bogen koster 295 kr. i landets boghandlere.
 
Da jeg var barn var min mors mad ofte fra Karlones Køkken. Vi fik både yoghurtfromage, tykke pizzaer og ikke mindst den berømte tunmousse.
Men en af de ting jeg husker bedst fra min mors køkken, er sprøde kræmmerhuse med flødeskum. Hun toppede sine med chokolade og syltetøj og serverede dem når vi havde gæster.
 
Herunder får du opskriften på kræmmerhuse fra Alle tiders Karoline.
 
VIND VIND VIND VIND VIND VIND VIND VIND VIND VIND VIND VIND 
Skriv om dit Karoline-minde i kommentarfeltet senest søndag den 1. juli klokken 17.00 – Så trækker jeg en heldig vinder.
 
 
 
 
Store kræmmerhuse med fløde og solbær

 

 
Det er enkelt, det er retro, det er hamrende lækkert.
Kræmmerhuse med flødeskum var populært søndagstilbehør til kaffen indtil midt i 1960’erne. I versionen her vendes der friske basilikumblade i den piskede fløde og solbærrene giver et klassisk pift.
  
Dessert til 8 
 
Kræmmerhuse – ca. 12 stk.
75 g blødt smør
85 g sukker (ca. 1 dl)
1 æg
85 g hvedemel (ca. 1½ dl)

Solbærtop:
200 g solbær
85 g sukker (ca. 1 dl)

½ liter Arla Karolines Køkken® Piskefløde 38%
1 dl grofthakkede friske basilikumblade

Pynt: 
Friske basilikumblade.

Bagetid: 4-5 min. ved 200°.
 
Kræmmerhuse: Rør smør og sukker sammen. Tilsæt ægget og pisk godt. Vend forsigtigt melet i. Smør 1½ spsk dej tyndt ud i en oval kage på en plade med bagepapir. Lav 4 ad gangen (ca. 10 x 15 cm i diameter). Bag kagerne midt i ovnen og form dem til kræmmerhuse – et ad gangen. Stil kræmmerhusene ned i snapseglas eller flaskehalse, indtil de er afkølede. Bag resten.

Solbærtop: Bring solbær og sukker i kog ved kraftig varme og under omrøring. Tag gryden af varmen, så snart solbærrene væsker og sukkeret er smeltet. Lad det køle af.

Pisk fløden til et let skum og vend basilikum i.

Fyld kræmmerhusene med flødeskum og kom lidt solbærtop på hvert kræmmerhus. Stil dem så de ikke vælter. Server straks sammen med resten af solbærrene.

 
Tips: I stedet for basilikum kan du bruge friske estragonblade – smag dig frem. Kræmmerhusene kan holde sig sprøde i en kagedåse i ca. 5 dage.


Vil du i øvrigt læse mere om hende Karoline og se nogle af de fine billeder, kan du læse denne uges nummer af FEMINA, der er på gaden på torsdag. De bringer en artikel om Karoline.

Opskrift & foto: fra Alle tiders Karoline, Kille Enna
Tekst: Louisa Lorang

Konfektkugler

Disse kugler er dem du skal snuppe, hvis du ikke vil vælge det mest syndige på julebordet. De er søde, krydrede og tilfredsstiller bestemt juleknas-crawings. Så nup to af dem og skip den dårlige samvittighed. Og så er der bestemt ikke flere løftede pegefinger fra mig resten af året. Zip!

200 g tørrede figner 
100 g dadler uden sten 
50 g cashewnødder 
2 tsk. kakao 
½ tsk. stødt kanel
50 g kokosmel 
50 g smeltet, mørk chokolade
ENDVIDERE: 
kakao til at trille kuglerne i
Fjern stilkene på fignerne, og kom figner, dadler, cashewnødder, kakao, kanel og kokosmel i en foodprocessor. Blend, til massen er fin og samlet. Blend til sidst chokolade i.
Tril 25-30 konfektkugler rul kuglerne i kakao.
Opbevar dem i køleskab.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Figen-småkager

En dejlig jule småkage, der minder en smule om finskbrød. Her er det figner og honning der søder.
Nyd dem til en god kop kaffe eller måske til et lille glas portvin.



250 g mel
100 g mandelmel
125 g blødt smør, i terninger
200 g tørrede figner, fint hakkede
100 g flydende honning
1 tsk. revet økologisk citronskal
1 tsk. revet økologisk appelsinskal
½ tsk. stødte nelliker
1 tsk. stødt kanel
2-3 spsk. appelsinsaft
flormelis
Tænd ovnen på 200 grader.
Bred mel og mandelmel ud på bagepapir på en bageplade og rist det i den varme ovn i 5-7 minutter. Tag det ud og lad det køle af.
Kom melet i en skål og smuldr mel og smør sammen. Kom figner, honning, citronskal, appelsinskal, nelliker og kanel i. Saml dejen med appelsinsaft og lad det sætte sig i 20 minutter i køleskabet.
Tril små kugler af dejen på størrelse med 2 kroner. Form dem til små halvmåner og læg dem på en bageplade på bagepapir og bag dem ved 180 grader i 10-15 minutter, til de er gyldne.
Vend dem i flormelis mens de er lune, lad dem køle helt af og opbevar dem i en kagedåse med lidt ekstra flormelis i.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Fudge


Køb kondenceret mælk hos din gode grønthandler, eller hos Specialkøbmanden Gammel Kongevej 84, Frederiksberg
Eller online: specialkoebmanden.dk

200 g mørk chokolade
200 g kondenseret mælk
25 g smør
smør eller smagsneutral olie til formen
50 g mørk chokolade
Hak chokoladen groft og kom den i en kasserolle sammen kondenseret mælk og smør. Lad det smelte ved svag varme. Rør jævnligt så det ikke sætter sig på bunden.
Smør en form, gerne plastik, så er den nemmest at trykke ud, (ca. 19 x 19) med smeltet smør eller olie. Kom fudgemassen i formen og stil den koldt i minimum 3 timer.
Smelt 50 g chokolade og fyld den i en lille sprøjtepose.
Vend fudgen ud af formen og decorer den med smeltet chokolde. Lad chokoladen sætte sig i køleskabet. Skær fudgen i klodser. Pak fudgen i papir og opbevar dem køligt.
TIP: Du kan også komme hakkede nødder, gerne valnødder, i fudgen.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Lynhurtig nougatkonfekt

1-2-3 = konfekt!

Så hurtig, syndig nougatkonfekt. 
Den skal spises kold og gerne til stærk kaffe…..


200 g nougat
40 g ristede mandler
30 g ristede hasselnødder
40 g rosiner sultana rosiner
Smelt nougaten over vandbad.
Rist mandler og hasselnødder i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter, til de er sprøde. Lad dem køle af.
Rør nødder og rosiner i den smeltede nougat og hæld det hele i en plastik beholder (ca. 12 x 12 cm). Sæt nougaten på køl i minimum 2 timer, gerne til næste dag.
Vend nougaten ud af formen når den er helt kold, det er praktisk at det er en plastikform, så kan du bøje den lidt så nougaten slipper.
Skær nougaten i grove klodser og servér kolde.

Nougatkonfekten holder sig i minimum 1 uge i køleskab.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Pistaciekonfekt

Hjemmelavet marcipan kan slet ikke sammenlignes med almindelig købemarcipan. Her har jeg lavet marcipanen af både mandler og pistacier. Det giver både skøn smag og farve.
Konfekten holder sig i minimum 1 uge på køl.


½ dl sukker
3 spsk. vand
150 g mandler
75 g pistaciekerner
½ tsk. stødt kardemomme
ENDVIDERE:
300 g god, mørk chokolade
150 g hakkede pistaciekerner
Smelt sukker og vand og lad det køle helt af.
Smut mandlerne og rist dem i ovnen ved 180 grader i 5-6 minutter, de må ikke tage farve. Lad dem køle af.
Blend mandler og pistaciekerner i en foodprocessor, til de er så fint hakkede som muligt. Tilsæt kardemomme og dernæst sukkerlagen til massen akkurat samler sig (det er ikke sikkert at du behøver at bruge alt sukkerlagen).
Pak marcipanen ind i film og læg dem på køl i 30 minutter.
Smelt i mens chokoladen over vandbad. Rul marcipanen i små kugler og vend dem i chokoladen og derefter i hakkede pistacier. Læg dem i et fad og sæt dem på køl i minimum 1 time inden servering.
Servér direkte fra køleskabet.
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann