Mere med snyd

Fladbrødspizza

Mega snyd, men super effektivt. Jeg spiser gerne denne pizza som morgenmad – men den duer bestemt også som top-hurtig aftensmad, gerne med en stor, grov salat til.

Opskriften er til 2 personer

2-4 store fladbrød
¼ dl olivenolie
2 fed hvidløg, knust
250 g mascarpone
1 tsk. fintrevet økocitronskal
6 friske figner i kvarter
lidt olivenolie
salt
100 g rucola
lidt citronsaft
ca. 75 g parmaskinke
peber

Forvarm ovnen og to bageplader til 240° (eller så varmt som muligt).
Rør olien med hvidløg, og pensl fladbrødene med olien. Fordel mascarpone, citronskal og figner på pizzaerne; dryp med olivenolie, og krydr med salt. Bag pizzaerne på varme plader, evt. én ad gangen, i 6-9 minutter, eller til de er gyldne. Top med rucola vendt med lidt citronsaft, skinke og masser af peber. Servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen / skovdal.dk

Find flere af mine opskrifter på femina.dk

Hindbærkoldskål

Faktisk slet ikke en koldskål, men masser af snyd, der ligner og smager som koldskål med hindbær. Og som ikke mindst tager 1 1/2 minut at lave.

Opskriften er til 2-3 personer.

 1 bakke hindbær, 125 g

1/2 liter A38 eller gammeldags kærnemælk

3 spsk. hjemmelavet vaniljesukker

kammerjunker

Blend hindbær, A38 eller kærnemælk og vaniljesukker. Servér straks med kammerjunker…..

……ja, jeg sagde jo at det var så snyde-agtigt.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang