Mere med passionsfrugt

Passion Power

I dag udkommer min nyeste bog JUICE FOR BEGYNDERE.

Bogen indeholder 50 nye opskrifter på juice, der kan laves på en centrifuge eller i en slowjuicer.

 

JUICE FOR BEGYNDERE er inddelt i 3 kapitler:

SØD & SMÆKKER – Søde, dejlige juicer til begyndere eller slikmunde.

SUND & FRISK – lidt mere grønt, men skønt og ufarligt.

GRØN & STÆRK – flere grøntsager, power og til de seje.

 

Alle kan være med og ingredienserne er lige til at hælde i kurven i dit nærmeste supermarked. Det er hverdagsjuice (og nogle der er gode til drinks!), grøn power og testet på børn ……

 

Bogen er udkommer i dag på Lindhardt & Ringhof og koster 150 kr. Lige nu kan du købe den med 50 kr. i rabat i min lille shop. Skriv juice i kuponfeltet, så trækkes rabatten. Kuponen udløber 31.1.2016

 

 

juice for begyndere forside

 

Her får du en smagsprøve (en af dem der er god som drink!)

 

PASSION POWER

Denne juice er sååååå vild!!! Virkelig. Den smager af ding-dong-ballade-butik og er klart et skønt alternativ til en plat sodavand! Selv mine unger bliver ikke skuffede.

 

½ moden ananas

½ lime

4 økologiske passionsfrugter

20 g ingefær

2 æbler

 

Skær skrællen af ananas og lime.

Kør ananas, lime, passionsfrugter (med skræl), ingefær og æbler på en saftcentrifuge eller en slowjuicer.

Nyd iskold.

 

TIP: Jeg juicer passionsfrugterne med skræl og det hele.

Skrab kødet ud af dem, hvis du ikke kan få øko.

 

Tekst & styling: Louisa Lorang

Foto fra bogen af: Anders Schønnemann

 

 

 

Passion for passion

Super frisk drink til 1 person. Du kan erstatte limesaft med champagne eller andre bobler, hvis du har brug for lidt mere bling-fornemelse.
 
Opskriften giver 1 drink
 
2 passionsfrugter
1 dl isterninger
2 cl orangelikør
2 cl tequila
Saft af 1 lime
Skær passionsfrugterne over og skrab kødet ud med en teske.
Kom passionsfrugt, isterninger, orangelikør, tequila og lime i en shaker og ryst i 1 minut.
Hæld drinken i et glas.
Servér straks med sugerør.
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Line Falck

Tropejuice

Super frisk og sund juice, der ikke kræver en saftpresser, men kan klares i en blender.

Drik den om morgenen, som mellemmåltid, som dessert eller bare når du vil have lidt ny energi.

Opskriften er til 2-4 personer.

½ ananas, uden skræl og stok
2 passionsfrugter
1 mango, uden skræl og sten
3 dl isterninger

Kom det hele i en blender og blend i ½-1 minut. Servér straks med sugerør.

TIP: Spæd med lidt appelsin eller æblejuice, hvis din juice er lidt for tyk. Det afhænger af både din frugt og din blender.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann