Super nem suppe, der er perfekt om sommeren fordi den er let og fuld af asparges. Brug en hjemmelavet hønsebouillon (lavet af dig eller din slagter), eller vælg i stedet en god grøntsagsbouillon.
Opskriften er til 2 personer
INGREDIENSER
1 dl perlebyg
salt
2 fed hvidløg i tynde skiver
1 løg i tynde både
lidt olivenolie
1 l grøntsags- eller hønsebouillon
2 kyllingebryster
250 g asparges
salt og peber
2 håndfulde kørvel
lidt høvlet parmesan
Skyl perlebyggen, og kog den mør i saltet vand (ca. 20 minutter). Sautér hvidløg og løg i lidt olivenolie i en stor, varm gryde, uden at det tager farve. Kom bouillon på, og lad det koge op.
Skær kyllingen i skiver; kom den i suppen, og lad den simre i 5-7 minutter, eller til den er gennemtilberedt.
Knæk den nederste, træede ende af aspargesene, og kassér den.
Snit aspargesene i grove, skrå skiver, og kom dem i suppen sammen med perlebyggen. Lad det hele koge op. Smag til med salt og peber, og servér straks suppen toppet med kørvel og parmesan.
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann