Mere med kinakål

KIMCHEEBURGER MED SPEJLÆG

Denne kimchee kan spises som en slags spicy salat så snart den er færdig. Vil du have den til at fermentere, kan du komme den på et skoldet glas og sætte den med løst låg på køkkenbordet i 2-6 dage, til den bobler og dufter af ægte kålballade. Sæt den (nu med tætsluttende låg) i køleskabet indtil brug, når den smager som du foretrækker.

Du kan få kimchee chili i flere og flere asiatiske butikker. Brug det meget gerne i stedet for chiliflager.

OG så er det selvfølgelig op til dig,om du hellere vil lave burgeren i en klassisk burgerbolle!

 

Opskriften giver 4 burgere

 

KIMCHEE SALAT

1 kinakål

1 bundt forårsløg

3 fed hvidløg

1 spsk. fint hakket ingefær

2 spsk. sesamfrø

3-4 spsk. chiliflager

1 spsk. sukker

4 spsk. fiskesauce

MISODRESSING

2 spsk. misopaste

4 spsk. lime

4 spsk. mayonnaise

2 tsk. flydende honning

BURGER
800 g hakket oksekød

olivenolie

salt og peber

4 æg

12-16 store, sprøde salat blade, gerne iceberg

evt. ketchup

 

Snit kålen groft. Snit forårsløgene i skrå skiver, brug både bund og top. Skyl begge dele grundigt og dryp det af. Hak hvidløg fint og bland kål, hvidløg, forårsløg og ingefær sammen.

Rist sesamfrøene og knus dem let. Bland dem med chili, sukker og fiskesauce og bland det hele sammen med grøntsagerne. Klem det let, så det bliver blødere og snasker lidt.

Rør misopaste med lime og mayo og smag til med honning.

Form kødet til 4 bøffer og steg dem i lidt olie på en varm pande. Krydr dem med salt og peber. Steg 4 spejlæg og fyld bøf, æg og kimchee i store salatblade. Servér straks som snasket fingermad eller med kniv og gaffel, og evt. med ketchup til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

 

 

Kraut – Kimcheestyle

En meget nem kraut, inspireret af den koreanske kimchee. Den er super nem og god og virkelig noget alle kan lave. Og hey, det er vel også på tide med et comeback for kinakålen. Den har været hadet længe nok (og med god grund ovenpå 80’ernes tilsvining i dåsemajs og købe thousand island).

Men brug den endelig i kimchee, eller lynsteg den, så er alt forladt! Jeg lover.

Vær i øvrigt altid opmærksom på at bruge skoldede glas og en ren gaffel, når du tager fra glasset,  så der ikke kommer urenheder.

 

1 stort glas (eller to mellem)

 

1 kinakål

2 spsk. salt

1 bundt forårsløg

2 fed hvidløg

1 lille knold ingefær (5-7 cm)

ca. 30 cm kinaradise

3-4 små røde chili (birds eye) eller efter smag

½ dl fiskesauce

2 tsk. sukker

 

Snit kinakålen i mundrette stykker og drys den med salt. Lad den trække i 2 timer. Klem den med hænderne, så den smider lidt vand. Skyl den kort og lad den dryppe af. Snit forårsløg, riv hvidløg og ingefær. Skræl kinaradisen og skær den i tern. Hak chilien fint og vend kinakål, forårsløg, hvidløg, ingefær, kinaradise, chili, fiskesauce og sukker sammen. Ælt det hele grundigt.

Fyld det i et skoldet glas. Spis krauten med det samme, eller lad den stå på bordet og gære i et par dage (til den er dejlig syrlig). Luk låget og sæt den i køleskab i flere uger (endda måneder).

 

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann