Mere med kanel

garam masala

Lav din egen krydderiblanding!

Jeg er vild med garam masala – og køber det ofte. Men ind imellem, når jeg har tid, laver jeg den selv. Og det ER virkelig en anden oplevelse!

Brug garam masala i curryretter, på lam, sammen med karry, i dhal eller bare til at pifte en yoghurtdressing op. På billedet ser du stegte kartofler med spinat, løg og hvidløg, stegt i olivenolie og smør og krydret gavmildt med garam masala.

Man får klart den bedste blanding ved at riste hele krydderier på en tør, varm pande og derefter knuse eller støde dem! Men en simpel sammenblanding kan også være fræk nok.

Der er 1000-vis af versioner af garam masala – dette er min:

 

1 spsk stødt koriander

1 spsk knust spidskommen

1 tsk stødt kardemomme

¼ tsk stødt nellike

½ tsk kværnet sort peber

½ tsk stødt kanel

1 tørret laurbærblad, knust

½ tsk stødt gurkemeje

 

Bland alle krydderierne sammen og opbevar dem i et lufttæt glas.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mine opskrifter hver uge i ALT for Damerne!

SPRØDE ÆBLECHIPS MED KANEL

Det er så nemt at lave æblechips selv. Her er der kun 2 plader fulde, men fyld endelig ovnen, hvis du også er fan!

 

Lad æblerne køle helt og opbevar dem i en kagedåse.

Skulle de blive bløde igen, kan du altid give dem lidt tid i ovnen, så bliver de hurtigt sprøde.

 

 

2 gode æbler

1 tsk. kanel

 

Udkerne æblerne med en udstikker, udkerner eller skær med en lille skarp kniv. Skær æblerne i tynde skiver, gerne på et mandolinjern. Læg dem i et lag på 2 bageplader (3 hvis nødvendigt). Sæt dem i en 100 grader varm ovn og lad dem tørre 2 ½ -3 timer. Drys med kanel halvejs.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Regi: Broste

Find mange flere opskrifter hos Alt for Damerne. 

Artig æblecrumble

Æblecrumble er en af de nemmeste desserter at lave.

Denne er artig og uden sukker og mel, og med en god del af smørret erstattet af lidt olivenolie. Der er tilsat en smule agave og det er faktisk nok, til at jeg (helt uden at lide afsavn) nyder denne kage, på højde med smør og sukkerbomber, som jeg ellers også gerne nyder indimellem.

Men vil du have en mere klassisk version kan så tilsæt 1 dl mel og 50 g smør til din crumble. Og evt. lidt sukker efter smag.

 

TOPPING

50 g mandler

50 g valnødder
1 dl havregryn

1 dl mandelmel

2 tsk. kanel

2 tsk. stødt kardemomme

1 nip salt

2 spsk. koldt smør

4-5 spsk. olivenolie

4 spsk. agave

ÆBLER
5 æbler, gerne syrlige

2 spsk. agave

4 tsk. kanel

smør til fadet

TILBEHØR

3 dl yoghurt

1 spsk. vaniljepulver

 

Hak mandler og valnødder.

Bland havregryn, mandelmel, nødder, kanel, kardemomme og salt sammen.

Kom smør, olie og agave i og bland kun lige forsigtigt sammen, så blandingen for konsistens som ”krummer”.

Skær æblerne i mindre tern og vend dem straks med agave og kanel. Dup æblerne tørre og vend dem med agave og kanel. Fyld dem i et smurt tærtefad (ca. 20-25 cm i diameter) og top med ”krummerne”

Bag det hele ved 200 g i ca. 30-40 minutter.

Servér din æble crumble varm eller lun med yoghurt rørt med vaniljepulver til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen, Skovdal.dk

Tærtefad fra Emile Henry

Krydderbrød

Virkelig et skønt brød, der smager godt som det er, men også gerne ristet og med salt, tør ost.

Du kan (med fordel) lave brødet  flere dage i forvejen. Køl det helt af og pak det i film.

Jeg bruger brødet på morgenbordet, eller til eftermiddagsteen. Og selvfølgelig med gammel, tør ost på (elsker ost!)

 

 

400 g hvedemel

125 g rugmel

2 ½ tsk. bagepulver

2 tsk. stødt kanel

1 tsk. stødt ingefær

½ tsk. stødt allehånde

½ tsk. stødt nellike

1 tsk. kardemomme

½ tsk. fint revet muskatnød

½ tsk. stødt peber

1 nip salt

75 g blødt smør

1 æg

350 g honning

2 spsk. appelsinmarmelade

100 g hakkede figner

100 g hakkede dadler

2 tsk. fint revet økologisk appelsinskal

1 spsk. revet ingefær

2 dl vand

smør til formen

 

Bland hvedemel, rugmel, bagepulver og alle de tørre krydderier sammen.

Pisk smør, æg, honning og marmelade sammen.

Tilsæt figner, dadler, appelsinskal og ingefær. Kom vand i og tilsæt de tørre ingredienser. Rør det hele sammen

Smør en brødform grndigt og fyld massen i.

Bag krydderbrødet i en forvarmet ovn ved 180 grader i 1 time -1 time og 15 minutter. Tjek med en strikkepind at det er færdigt.

Lad det køle lidt og vend det ud af formen.

Lad det køle helt inden servering.

Brødet er bedst fra dagen efter og ugen frem. Bare pak det ordenligt ind.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann
 

 

Æbletoddy

Denne varme, vinterdrink er skøn til både børn og voksne. Jeg giver gerne min egen et lille skud calvados, hvis jeg er i humør til det. Men den kan bestemt nydes uden også.

Vælg en god, gerne ufiltreret æblemost, hvis du ikke selv presser den.

Og så bilder jeg mig ind, at det hjælper mod forkølelse…..Godt er det i alt fald.

Opskriften er til 2 personer

½ liter god æblemost

8 nelliker

10 hele allehånde

2 stænger kanel

2 tsk. fint revet ingefær

2 spsk. honning

evt. calvados

Kom æblemost, nelliker, allehånde, kanel, ingefær og honning i en kasserolle og lad det koge op. Sigt og servér straks, evt. med lidt calvados i.

 

Opskrift & Foto: Louisa Lorang

Jødekager

Min morfar lavede altid jødekager da jeg var barn. De var papirstynde og proppet med kanelsukker og mandler. Verdens bedste! Mine er også gode, men de slår ikke min morfars……..

Opskriften giver en hel-masse-kager

250 g mel

½ tsk. hjortetaksalt

125 g sukker

1 nip salt

200 g koldt smør

1 æg, pisket

ENDVIDERE

Mel til udrulning

Evt. et æg til

1-3 spsk. koldt vand

½ dl sukker

1 spsk. kanel

hakkede mandler

 

Bland mel, hjortetaksalt, sukker og salt. Skær smørret i tern og smuldr den i melet. Når smør og mel har konsistens som brødkrummer, kan du samle dejen med en smule af ægget. Pak dejen i film og sæt den koldt i 30 minutter.

Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord og stik småkager ud med et lille glas eller en udstikker, 4-5 cm. Læg småkagerne på bagepapir på bageplader.

Pisk resten af ægget, eller evt. et nyt med koldt vand. Bland sukker og kanel. Pensl kagerne med æggestrygelse og drys med lidt mandeler og kanelsukker på hver kage. Bag kagerne ved 200 grader i 6-8 minutter. Lad småkagerne køle af på pladen.

Opbevar de helt afkølede småkager i en kagedåse i op til 1 uge.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang

 

Æblerskiver a la Lorang

Seriøst…det er æbleskiver! Steg dem lige inden servering. De holder sig ikke spændende så længe. Men mens de er varme og fedtede og med et syrligt æblestykke og skønt, krydret sukker er de top-skønne!!!!!

Nok til 4 personer

3 ½ dl hvedemel

1 spsk. sukker

1 tsk. bagepulver

1 æg

1 hvidtøl

3 æbler

Rigelig olie til stegning

ENDVIDERE

2 dl flormelis

1 spsk. stødt kardemomme

1 spsk. stødt kanel

Rør mel, sukker og bagepulver sammen og pisk æg og øl i.

Fjern kernehuset og skær æblerne i tykke skiver. Dyp æbleskiverne i dejen. Steg dem gyldne to-tre stykke ad gangen i varm olie i en gryde. De skal have 1-2 minutter i alt. Vend dem undervejs. Dryp dem af på køkkenrulle.

Bland flormelis, kardemomme og kanel og servér de varme æbleskiver med sukkeret.

Æbleskiverne skal spises med det samme….selvom de er piv-varme

Opskrift& foto: Louisa Lorang

Mazarin med æble og kanel

Ligeså meget som jeg hader købe mazariner, ligeså meget elsker jeg hjemmelavede. Her er de i en let julede version, der gør mig glad og mæt.
Opskriften giver 8-10 små mazariner


1 dl sukker
1 dl vand
5 små æbler (f.eks. pigon)
250 g marcipan
250 g sukker
250 g blødt smør
4 æg
1 tsk. fintrevet appelsinskal, øko
100 g mel
smør til formen
ENDVIDERE
2 tsk. stødt kanel
2 spsk. sukker
Kom sukker og vand i en kasserolle og kog det op til sukkeret er smeltet. Lad den køle lidt af.
Skær æblerne over på midten (fjerne evt. kernehuset, hvis du synes det er irriterende). Læg de halve æbler i sukkerlagen imens du forbereder kagen.
Riv mazarinen (det er nemmest hvis den er kold – eller let frossen). Pisk smør og sukker lyst og luftigt og pisk marcipanen i. Tilsæt æggene et ad gangen og derefter appelsinskal. Pisk massen sammen, men overpisk ikke. Den skal bare lige være samlet. Sigt melet i og vend det hele godt sammen med en dejskraber.
Fyld dejen i 10 små forme, evt. muffinforme – ca. 2/3 op. Tag æblerne op af lagen og tryk dem let ned i kagerne. Rør kanel og sukker sammen og fordel blandingen på kagerne.  Bag kagerne ved 185 grader i ca. 25-30 minutter, eller til de er gennembagte.
Servér dem lune eller ved sturetemperatur.
TIP: Mazarinmassen kan laves dagen i forvejen, opbevares i køleskab og tages ud 30 minutter inden brug.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Æblecrumble

Nem dessert der smager fantastisk. Servér den varm eller lun og ofte!

 

Opskriften er til 6 personer.

 

150 g mel

50 g havregryn

50 g valnødder

125 g koldt smør

50 g sukker

1 knsp. salt

ENDVIDERE

6-7 æbler, 800 g

2 tsk. stødt kanel

½ tsk. stødt kardemomme

1 ½ spsk. rørsukker

 

Bland mel, havregryn, valnødder, smør, sukker og salt i en foodprocessor. Den skal ligne krummer.

Skræl æblerne og skær dem i tern. Vend dem med kanel, kardemomme og sukker og fyld dem i en tærteform, ca. 25 cm. Top med dejen (stadig som krummer) og bag kagen ved 200 grader i ca. 45 minutter.

Servér den lun med flødeskum, cremefraiche eller vaniljeis.

HER kan du se en video, hvor jeg laver crumble

Opskrift & foto: Louisa Lorang

Tærteformen er fra Emile Henry

Snaskede snegle

 

Lækre, sammenbagte snegle. fyldt med kærlighed og snask.
 
Opskriften rækker til 6-8 personer.

Snegle med udsigt!

HOV! Der mangler en…..

1 dl sødmælk
50 g gær
1 knsp. salt
½ dl mørkt rørsukker
100 g smeltet smør
5 dl mel
FYLD:
50 g smør
1 dl brun farin
1 tsk. stødt kanel
½ tsk. stødt kardemomme
75 g valnødder, hakkede
50 g marcipan, revet
mel til udrulning
TOPPING:
100 g mørk chokolade
1 spsk. blødt smør
Lun sødmælken til ca. 37 grader. Opløs gæren i mælken. Tilsæt salt, sukker og smør.  Rør til sidst melet i. sæt dejen lunt og lad den hæve 1 time.
Kom smør, farin, kanel og kardemomme i en gryde og lad det smelte. Tag det af varmen og lad det køle lidt. Tilsæt valnødder og marcipan.
Rul dejen ud og fordel fyldet på den. Rul dejen sammen om fyldet, forholdsvist stramt sammen. Skær 7-8 stykker. Smør en springform (ca. 23 cm) og sæt sneglene i formen. Lad dem hæve i 30 minutter.
Bag dem ved 185 grader i ca. 20-30 minutter, til de gennembagte.
Lad sneglene køle af i formen.
Smelt chokoladen over vandbad, tag den af varmen og rør smør i. Fordel chokoladen på sneglene og lad chokoladen sætte sig inden servering.
 
Opskrift: Louisa Lorang

Oldschool appelpie