Mere med hurtigt

Bagt laks med edamamesalat

Edamame (aka sojabønner) findes efterhånden i de fleste supermarkeder på frost. Irma har dem også i økoversion!

Ellers kig forbi dit asiatiske supermarked. Vælg dem der er bælgede allerede, hvis du selv vil slippe, ellers er det ret nemt!

 

Vælg en ordentlig laks. Gå efter øko eller vild og undgå de opdrættede fra Norge. Ellers lav retten med store stykker torsk, hellefisk eller måske skindstegt makrel!?

 

Denne ret kan laves på 15-20 minutter!

 

Opskriften er til 3-4 personer.

 

600 g fersk laks uden ben

salt

GRØNT

2 fed hvidløg

1 bundt forårsløg

olivenolie

400 g bælgede edamame (sojabønner)

1 håndfuld mynte

DRESSING

saft af 1 lime

3 spsk soja

1-2 spsk flydende honning

1 spsk ristet sesam

evt. limebåde

evt. groft brød

 

Bag laksen ved 170 grader i 15-20 minutter, eller til den er akkurat tilberedt (rosa, hvis du foretrækker det).

Snit hvidløget i tynde skiver og snit det nederste, hvide af forårsløgene fint. Hak toppene og gem dem.

Sautér hvidløg og de hvide af forårsløgene af i lidt olivenolie på en varm pande. Det skal ikke tage farve. Kom sojabønner ved og varm kort op. Tag panden af varmen og vend lidt hakket mynte og lidt af løgtoppene i lige inden servering.

Rør imens limesaft, soja, honning og sesam.

Anret salaten vendt med lidt dressing og servér straks med laks toppet med dressing og resten af løgtoppene. Giv gerne limebåde og groft brød til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mange flere af mine opskrifter, hver uge i  Alt for Damerne & på lorangmini.dk

Artig kyllingeburger

Denne burger er så snasket som en burger skal være, så der er ingen fare for at du opdagerm at den er artig!

Og de store portobellosvampe er en fantastisk erstatning for burgerboller – og slet ingen straf.

Lav burgeren med kylling, okse eller vege. Det hele virker.

 

Opskriften er til 2 personer.

 

 

BURGER

2 kyllingebryster

en smule olivenolie

salt og peber

4 porto bello svampe

sprød salat

1-2 tomater

1 rødløg

AVOCADOAIOLI

1 lille fed hvidløg

2-3 modne avokadoer

3 spsk. olivenolie

salt

1-2 spsk. citronsaft

BROCCOLISLAW

1 dl skyr

1 tsk. dijonsennep

1 tsk. agave

1-2 spsk. æbleeddike

200 g broccoli

1 æble

2 gulerødder

salt

TILBEHØR

Evt. ketchup

 

Steg kyllingebrysterne i en anelse olie eller grill dem på en varm grillpande. Krydr dem med salt.

Rist svampene i en smule olie på en varm pande. Pluk salaten og skær tomater og løg i skiver.

Blend hvidløg med kødet af to avokadoer, til cremen er helt glat. Det er nemmest i en foodprocessor. Tilsæt olie og smag til med salt og lidt citronsaft.

Rør yoghurt med sennep, agave og eddike.

Snit broccolien fint, skær æblet i tynde strimler, skræl gulerødderne og skær dem i skiver eller julienne.

Vend grønt med dressingen og smag til med salt.

Fyld svampene med salat, kylling, tomat, løg og avokadoaioli. Servér straks med ketchup og slaw til.

 

Opskirft & foto: Louisa Lorang

 

 

Misosuppe med steak & nudler

Det her er virkelig nem luksus. Jeg elsker misosupper, og anretter gerne suppe skåle med alt fyldet i på bordet og kommer med den varme suppe i en kande og fylder på ved bordet.

Du kan også lave byg-selv-supper og sætte kød og masser af grøntsager på bordet, sammen med suppen i en kande, og så lade dine medspisere samle deres egen suppe. Det er især smart, hvis du spiser med børn (eller kræsne mennesker).

Anyways….bare husk at miso helst ikke må koge, men blot bør opløses i kogende vand.

Opskriften her er til 2 personer.

Ingredienser:
1-2 flotte bøffer
olie til stegning
salt
ca. 75 g kogte nudler
1 dl majs
½ bundt forårsløg, snittede
50 g babyspinat
1 håndfuld koriander

Suppe:
1-2 spsk. misopasta
1 spsk. soja
8 dl kogende vand
limebåde
soja

Steg bøfferne i olie på en varm pande. De skal have et par minutter på hver side, alt efter tykkelse. Krydr med salt, og sæt dem til side.

Kog nudlerne i saltet vand, til de er møre. Skyl dem i koldt vand, hvis de klistrer sammen.
Skær kødet i tynde skiver.

Fordel kød, nudler, majs, forårsløg, spinat og koriander i 2 store skåle. Rør miso og soja med kogende vand. Hæld den varme suppe i skålene, gerne ved bordet, og servér med lime både og soja til.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Se flere opskrifter på ramen.