Mere med hurtig hverdag

Ristet laks med misodressing

Jeg elsker miso. Vælg en mørk miso, gerne Barley eller Brown Rice. Køb misopasta i helsekosten eller på naturesource.dk


Opskriften er til 2 personer.

Misodressing:
2 spsk. misopasta
3 spsk. soja
1 spsk. flydende honning
1 tsk. revet ingefær
3 spsk. ristet sesamfrø
300 g laks uden skind og ben

Nudelsalat:
150 g nudler,
f.eks. udonnudler
2 spsk. misodressing
saft af 1 limefrugt
2 dl majs
½ bundt forårsløg, snittet
1 rød peberfrugt i strimler

Tænd ovnen på 165°.

Rør misopasta, soja, honning, ingefær og sesamfrø sammen.

Læg laksen på bagepapir, og bag den i den varme ovn i ca. 15 minutter, eller til den er akkurat gennemtilberedt. Top den varme laks med noget af misodressingen lige inden servering. Gem 2 spsk. til dressing til nudlerne.

Kog nudlerne efter anvisningen på pakken. Rør 2 spsk. misodressing med saft af 1 lime. Dræn vandet fra nudlerne, og vend dem med dressingen, majs, forårsløg og peberfrugt.

Servér straks nudelsalat og laks med et drys koriander og med limebåde til.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Kylling med panchetta

Super nem kyllingeret, med masser af smag fra både panchetta, kapers og tomater. Hurtig, skøn hverdag!

Hvis du ikke kan skaffe panchetta, kan du bruge bacon eller parmaskinke.

Opskriften er til 2 personer

INGREDIENSER:

2 kyllingebryster

8 tynde skiver panchetta

olivenolie

2 fed hvidløg, i tynde skiver

1 dl hvidvin

250 g cherrytomater

3 spsk. kapers

1 spsk. smør

salt og peber

1 spsk. hakket persille

TILBEHØR: ristede kartofler

SÅDAN GØR DU:

Skær kyllingebrysterne i hver 4 stykker – 8 stykker i alt. Rul dem i panchetta og steg dem gyldne i olivenolie i en høj pande. Kom hvidløg ved og lad det tage en anelse farve. Tilsæt hvidvin og lad den reducerer til ca. halvdelen. Tilsæt tomater og lad dem simre i 1-2 minutter. tilsæt kapers og smør, kog op og smag til med salt og peber. Tag panden af varmen og vend persille i. Servér straks med ristede kartofler og evt. en sprød salat.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Pasta med store rejer

Køb store rejer af bæredygtigt opdræt. Er de ikke bæredygtige, kan de være fulde af antibiotika-rester og opdrættet under dårlige forhold (kan du ikke få bæredygtige, så brug grønlandske).

Opskriften er til 2 personer


250 g frisk pasta
salt
4 fed hvidløg, hakket
olivenolie
200 g store rejer (af bæredygtigt opdræt)
1 smule hakket persille
salt

TILBEHØR:
100 g blandet salat
250 g små tomater i halve
1 håndfuld persille
balsamico
olivenolie
salt og peber

Kom pastaen i kogende, saltet vand, og kog den al dente i ca. 4 minutter eller efter anvisningen på pakken. Dræn vandet fra, men gem lidt.
Rist hvidløget i olie på en varm pande, så det tager en smule farve. Kom rejer på, og lad dem varme kort, hvis de er forkogte, eller lige blive lyserøde, hvis de er rå. Vend pasta og persille på panden med rejerne, og spæd med en smule kogevand. Smag til med salt.
Servér straks pastaen med salat af tomater, persille, eddike og olie, krydret med salt og peber.

TIP: Hvidløget får en skøn smag af at få lidt farve, men bliver bittert, hvis det får for meget.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Blød polenta med kødboller og tomater

Okay…det er bestemt snyd at bruge en pølse som kødboller. Men det er effektiv og hurtig mad – der naturligvis smager toplækkert!

Kender du ikke små italienske salsiccia, så led efter dem! De er skønne. Kig i italienske delikatesse butikker, hos Aarstiderne og i Torvehallerne.

Kan du ikke skaffe salsiccia, så køb ferske lammepølser eller en god, hjemmelavet grillmedister. HEP.

Opskriften er til 2 personer

300 g god rå pølse, f.eks. salsiccia
lidt olie til stegning

TOMAT:
1 rødløg, hakket
2 fed hvidløg i tynde skiver
2 spsk. kapers
4-5 spsk. olivenolie
250 g små tomater, halverede
1-2 spsk. citronsaft
salt og peber
frisk oregano

POLENTA:
1 dl hvidvin
5 dl vand
1½ dl polenta (instant-)
50 g revet parmesan
1 spsk. smør
salt og peber

Klip hul på pølsens tarm. Klem farsen ud af pølsen i kødbollestørrelse, og steg dem i lidt olie på en varm pande i 3-5 minutter i alt, alt efter størrelse.
Sautér løg, hvidløg og kapers i olivenolie på en varm pande, uden at det tager farve. Tilsæt tomater, og steg 1 minuts tid. Krydr med citronsaft, salt og peber, og vend oregano i lige før servering.
Kog imens hvidvin og vand op, og pisk polentaen i. Pisk i ca. 1-2 minutter, til polentaen er som grød. Smag til med parmesan, smør, salt og rigeligt peber.
Servér straks polenta med kødboller og lune tomater.

 

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find flere nemme hverdagsopskrifter på Femina.dk