Mere med hjemmelavet

garam masala

Lav din egen krydderiblanding!

Jeg er vild med garam masala – og køber det ofte. Men ind imellem, når jeg har tid, laver jeg den selv. Og det ER virkelig en anden oplevelse!

Brug garam masala i curryretter, på lam, sammen med karry, i dhal eller bare til at pifte en yoghurtdressing op. På billedet ser du stegte kartofler med spinat, løg og hvidløg, stegt i olivenolie og smør og krydret gavmildt med garam masala.

Man får klart den bedste blanding ved at riste hele krydderier på en tør, varm pande og derefter knuse eller støde dem! Men en simpel sammenblanding kan også være fræk nok.

Der er 1000-vis af versioner af garam masala – dette er min:

 

1 spsk stødt koriander

1 spsk knust spidskommen

1 tsk stødt kardemomme

¼ tsk stødt nellike

½ tsk kværnet sort peber

½ tsk stødt kanel

1 tørret laurbærblad, knust

½ tsk stødt gurkemeje

 

Bland alle krydderierne sammen og opbevar dem i et lufttæt glas.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mine opskrifter hver uge i ALT for Damerne!

Citron & rabarber lagkage

I denne uges Alt for Damerne, kan du finde mit bud på en dejlig påskemiddag!

Desserten er denne smækre kage, sur, sød og blød!

Vil du have resten af menuen, kan du nå at få fat i Alt for Damerne hele påsken.

 

Vær opmærksom på at kagen ikke bør sættes i køleskab, men både bund, kompot og creme kan laves dagen i forvejen. Kagen kan samles en time inden brug.

 

 

Opskriften her er til 6-8 personer

 

 

LAGKAGEBUNDE

3 æg

120 g sukker

korn af ½ stang vanilje

1 tsk. fint revet citronskal

1 ½ spsk. koldt vand

70 g mel

½ tsk. bagepulver

KOMPOT

300 g rabarber

200 g sukker

½ stang vanilje

CREME

2 ½ dl piskefløde

200 g lemoncurd

MARENGS

100 g sukker

½ dl vand

100 g æggehvide

 

BUNDE

Del æggene i hvider og blommer.

Pisk hviderne stive, kom et par skefulde af sukkeret i og pisk hviderne helt seje som til marengs.

Pisk æggeblommerne luftige med vand og tilsæt resten af sukkeret. Pisk æggeblommer helt lyse til luftigt skum. Bland mel og bagepulver. Vend forsigtigt æggeblommerne I hviderne, sigt melblandingen og fold det hele forsigtigt sammen.

Smør en springform (24 cm)  grundigt med smør og fyld dejen i formen.

Bag den ved 175 grader (ikke varmluft) ca. 35-40 minutter, eller til den er gennembagt. Tjek den med en strikkepind, hvis der ikke hænger dej fast på strikkepinden er kagebunden færdig.

Lad kagen køle helt af inden du flækker den på midten, så du får 2 bunde.

KOMPOT

Skær rabarberne i skiver og kog dem op med sukker, vaniljekorn og vaniljestang. Kog dem i ca. 5-10 minutter, til kompotten er tyknet. Køl den helt af i køleskab.

Nogle rabarber indeholder mere vand end andre. Du vil have en tæt kompot. Er der for meget væde, så kog det ind eller hæld det fra (det er glimrende som saftevand, men ødelægger din kage).

CREME

Pisk fløden til blødt skum. Og rør lemoncurd i.

MARENGS

Kom sukker og vand i en kasserolle og lad det koge op til det bobler med en masse små bobler, men uden at det tager farve.

Pisk hviderne til en luftig marengs på en røremaskine eller med en håndmixer. Pisk den varme lage i i en tynd stråle. Pisk til marengsen er kølet, ca. 8-10 minutter.

Saml kagen med rabarberkompot og citroncreme i midten, mens marengsen pisker færdig.

Fordel den lækre marengs på kagen.

Brænd evt. marengsen med en cremebruleebrænder lige inden servering. Eller lad den stå helt hvid.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann
Regi: Broste, Holmegaard  m.fl.

Find flere af mine opskrifter på lorangmini.dk 

 

Grov pasta med svampe

Simpelt er bedst! Især med pasta.

Her er en simpel, grov og hjemmelavet pastaret med svampe. Top den med vintertrøfler, hvis du er i dét humør (det er jeg desværre tit). Eller lad den stå med alle de dejlige svampe og spring trøflerne over.

Du kan købe trøfler i velassorterede delikatesse butikker eller hos f.eks. kalu.dk

 

Nok til 3-4 personer

 

ca. 550 g mel, tipo 00

100 g rugmel

4 små æg

1 dl olivenolie

salt

1 dl koldt vand

mel til bordet

SAUCE

800 g blandede svampe

olivenolie

1 tsk. smør

2-3 spsk. revet parmesan

salt og peber

lidt revet trøffel

TILBEHØR
salat

 

Bland de to slags mel sammen. Hæld dem ud på bordet i en lille bunke. Lav en fordybning i midten og kom æg, olie og salt i. Ælt dejen sammen. Saml den med lidt vand og lad den ligge koldt i 10 minutter.

Rul den ud på et meldrysset bord. Så tyndt som muligt. Fold dejen til sammen og skær brede pastaer af den.

Sæt vand over med rigeligt salt.

Kog pastaen i det saltede vand i 4-5 minutter eller til den er al dente.

Dryp den af.

Del i mens svampene i mundrette stykker. Rist dem i olivenolie og smør på en stor, varm pande. Kom lidt parmesan på, når svampene er gyldne.

Smag til med salt og peber.

Vend pastaen med svampe. Anret i dybe tallerkner. Krydr med mere peber og evt. trøfler.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find flere af mine opskrifter på altfordamerne.dk eller lorangmini.dk

 

Hibuscuslemonade med vanilje

I øjeblikket drikker jeg ikke alkohol. Og selvom jeg er glad for juice og danskvand, er det alligevel skønt med noget friskt, og ikke for sødt!

Hibiscus kan købes i helsekosten eller hos ASA i Torvehallerne.

Her kan du bruge en vaniljestang hvor du allerede har brugt kornene til noget andet. Eller du kan gemme kornene sammen med et par spsk. sukker, til en anden opskrift. Det er altid dejligt at have ekstra vanilje.

Jeg elsker den syrlige hibiscus med den parfumerede vaniljesmag. Sø den med agave efter behov. Agaven kan opløses i den kolde lemonade, så hver kan søde til sin smag.

 

Opskriften giver ca. 1 liter

 

2 spsk. tørrede hibiscusblomster

½ stang vanilje

1 liter kogende vand

evt. lidt agave

 

Kom hibiscus og vaniljestang i en skål eller en kande. Hæld kogende vand på og lad det trække i 10 minutter. Sigt (du kan komme vaniljestangen tilbage i lemonaden, hvis du vil have mere vaniljesmag), og sæt lemonaden koldt. Smag til med agave hvis du har lyst, eller lad den være frisk og syrlig.

Servér iskold, gerne med isterninger.

 

 

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

 

Find flere af mine opskrifter i Alt for Damerne 

PARFAIT DE LUXE

Denne parfait er super nem og helt skøn! Og jeg har med vilje ikke skrevet hvor mange den er til, jeg kan nemlig spise en hel del!

Rommen gør den til en voksenparfait. Vil du lave den i en børnevenligversion, kan rommen undlades, så skal du bare være obs på at tage parfaiten ud 15-20 minutter inden servering.

 

Opskriften giver ca. 1 liter

 

2,5 dl piskefløde

8 æggeblommer

100 g sukker

½ dl mørk rom

100 g amarana syltede kirsebær, hakkede

100 g mørk chokolade, hakket

100 g hakkede valnødder

 

Pisk fløden stiv. Pisk æggeblommer og sukker og vend forsigtigt flødeskum og æg. Kom rom i og vend kirsebær, chokolade g valnødder i. Fyld massen i en form og frys den natten over – eller mindst 6 timer.

Rommen gør, at den ikke så nemt krystalliserer og at konsistensen er god direkte fra frys.

Den holder sig i op til en uge.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Lakridsmysli

Det med lakrids i mysli er viiiiirkelig godt.

Kender du fornemmelsen af at få kakaomælk fra dine chokopops eller andet choko-morgen-gear? Her får du LAKRIDSMÆLK! Jep. Det holder max.

Opskriften er nok en weekend-opskrift. Virkelig god med kold mælk, men også på yoghurt, enten naturel eller jordbær eller hindbær.

Opskriften giver 4-5 gode portioner. Måske lidt flere, hvis du er knap så sulten som mig.

 

 

50 g mandler

50 g hasselnødder

200 g havregryn (grov valsede)

15 g lakridspulver

125 g flydende honning

1 nip salt

1/2 dl sultana rosiner

1/2 dl tørrede gojibær

 

Rist mandler og hasselnødder i ovnen, hver for sig, ved 200 grader, varmluft i 5-10 minutter, til de er sprøde. Lad dem køle helt af. Mandlerne skal have lidt længere tid end hasselnødderne.

Gnid de værste skaller af hasselnødderne og hak mandlerne groft. Hasselnødderne skal være hele.

Vend havregryn, lakrids, honning og salt sammen og hæld det ud på et stykke bagepapir på en bageplade. Sæt pladen i den 200 grader varme ovn. Bag i ca. 15 minutter, vend jævnligt. Skru ovnen ned til 100 grader og lad havregrynene riste videre i yderligere 5-10 minutter, rør stadig et par gange. Tag pladen ud og lad havregrynene køle helt af på pladen.

Vend nødder, havregryn, rosiner og gojibær sammen og opbevar granolaen i en lufttæt beholder.

Opskrift & foto: Louisa Lorang

Urtesalt

Dejlig til dig selv, eller som en top overskudsagtig værtindegave.
Jeg blev inspireret af en tur i Alfred Vogels have – 
– Læs mere: Livets salt nu med urter
200 g skrællet knoldselleri
150 g pillede løg
100 g skrællet pastinak
4 fed hvidløg, pillede
2 laurbærblad
2 spsk. plukket timian
1 kg havsalt
Hak grøntsagerne helt fint på en foodprocessor, eller riv dem på et fint rivejern. Bland dem hakket laurbærblad og hakket timian. Rør salt i og lad blandingen trække tildækket natten over.
Bred massen ud i en stor bradepande og tør den i 12-15 timer ved 110 grader. Eller til saltet er helt tørt. Lad det køle helt af
Blend saltet i foodprocessoren, når det er helt tørt og afkølet.
Fordel det i skolede, helt tørre glas og opbevar saltet tørt og mørkt. Saltet kan holde sig utroligt længe, men vær opmærksom på at bruge rene skeer, når du tager af glasset.
TIP: Brug de urter du har; gulerod, persillerod, salvie, kørvel, oregano, porrer eller det du kan lide.
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Chokoladelikør

Er du glad for Bailys, er det bare at komme piskefløde (!) i, eller mere kondenceret mælk. Jeg tager den helst sådan her; tyk, stærk og mormor-agtig. 
Mørk rom og mørk chokolade…..Uhm, siger jeg bare.
Opskriften giver ca. 1/2 liter flydende luksus


25 g mørk chokolade
50 g ahornsirup
½ fed vaniljestang
4 dl mørk rom
100 g kondenceret mælk
Smelt chokolade og sirup sammen og lad det køle af. Skrab kornene ud af vaniljekornene og blad dem i chokoladesiruppen. Kom siruppen i en flaske sammen med mørk rom og kondenceret mælk. Ryst flasken grundigt og  sæt den i køleskabet.
Likøren kan holde sig i mindst  2 uger. Ryst altid grundigt inden servering – og servér iskold med isterninger i.
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Marcipan

Lige en advarsel først: Når du først selv er begyndt at lave marcipan, er det ret svært at vende tilbage til købe…..
….heldigvis er det super nemt!
 
Jeg bruger en agavesirup i stedet for sukker, men du kan også lave en sukkerlage af sukker og vand 1:1, køle den af og bruge den i stedet.
 
300 g mandler
1 dl lys agavesirup
Smut mandlerne og rist dem i ovnen ved 180 grader i 5-6 minutter, de må ikke tage farve. Lad dem køle helt af.
Blend mandlerne i en foodprocessor, til de er så fint hakkede som muligt. Tilsæt agavesirup til massen akkurat samler sig (det er ikke sikkert at du behøver at bruge det hele).
Pak marcipanen ind i film og læg dem på køl i 30 minutter.
Servér den rå marcipan som den er – fordi den er ren og helt skøn! Eller brug den til konfekt.
 
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Røde kryddersild

Det er klart fedest at købe spegesild, rense dem, udvande dem og lægge dem i lagen i mindst 1 uge. Meeeen…..er du ikke så heldig at have en fiskehandler der er leveringsdygtig i sådanne sataner – så prøv den her easy-version.


Husk at købe gammeldags modnede sild!





½ l eddike
4 dl sukker
1 spsk. salt
1 spsk. knuste peberkorn
10 nelliker
1 stang kanel
2 spsk. sandeltræ
1 tsk. allehånde
1 tsk. korianderfrø
1 rødløg i skiver
ENDVIDERE:
8 marinerede sildefileter
Kom eddike, sukker og salt og peber, nelliker, kanel, sandeltræ, allehånde, korianderfrø og rødløg i en gryde, og lad det småkoge i 5-10 minutter. Tag lagen af varmen, og lad den køle helt af.
Lad sildefileterne dryppe af, og skær dem i mindre stykker. Skold et sylteglas, og kom sildene i glasset. Hæld lagen på, og sæt sildene i køleskabet i mindst 2 dage, så de kan trække smag. Sildene kan holde sig i op til 14 dage i uåbnet glas. 



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Columbus Leth

Små citronmåner

Endnu engang er det hyggeligt at kagerne er små. Spis flere hvis du vil – det er nemlig ikke for at være hellig. men bare fordi at små ting, smager tit bedst!




Opskriften rækker til 8 personer.

250 g blødt smør
250 g sukker
½ stang vanilje, kornene
3 små æg
250 g mel
1 tsk. bagepulver
1 knsp. salt
fintrevet skal af 1 øko citron
smør til formenen
GLASUR
2 spsk. past. æggehvide
3 spsk. citronsaft
3 ½ dl flormelis
ENDVIDERE
øko citronskal i julienne
Pisk smør og sukker luftigt med vaniljen. Kom æggen i et ad gangen. Bland mel, bagepulver  og salt sammen og vend det i massen sammen med revet citronskal.
Smør 8 små ringforme med smør og sæt dem på en bageplade på bagepapir. Fyld dem med dej lidt mere end halvt op. Bag kagerne ved 180 grader i ca. 30 minutter, eller tjek med en tandstik. Køl kagerne helt af og skær dem over i halve.
Rør æggehvide med citronsaft og flormelis. Fordel glasuren på kagerne. Pynt med julienne af citronskal

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Tia Borgsmidt

Snaskede snegle

 

Lækre, sammenbagte snegle. fyldt med kærlighed og snask.
 
Opskriften rækker til 6-8 personer.

Snegle med udsigt!

HOV! Der mangler en…..

1 dl sødmælk
50 g gær
1 knsp. salt
½ dl mørkt rørsukker
100 g smeltet smør
5 dl mel
FYLD:
50 g smør
1 dl brun farin
1 tsk. stødt kanel
½ tsk. stødt kardemomme
75 g valnødder, hakkede
50 g marcipan, revet
mel til udrulning
TOPPING:
100 g mørk chokolade
1 spsk. blødt smør
Lun sødmælken til ca. 37 grader. Opløs gæren i mælken. Tilsæt salt, sukker og smør.  Rør til sidst melet i. sæt dejen lunt og lad den hæve 1 time.
Kom smør, farin, kanel og kardemomme i en gryde og lad det smelte. Tag det af varmen og lad det køle lidt. Tilsæt valnødder og marcipan.
Rul dejen ud og fordel fyldet på den. Rul dejen sammen om fyldet, forholdsvist stramt sammen. Skær 7-8 stykker. Smør en springform (ca. 23 cm) og sæt sneglene i formen. Lad dem hæve i 30 minutter.
Bag dem ved 185 grader i ca. 20-30 minutter, til de gennembagte.
Lad sneglene køle af i formen.
Smelt chokoladen over vandbad, tag den af varmen og rør smør i. Fordel chokoladen på sneglene og lad chokoladen sætte sig inden servering.
 
Opskrift: Louisa Lorang