Mere med hasselnødder

Koteletter med broccolisalat

Igen en ret med få kulhydrater.

Slet ikke fordi det SKAL være sådan i mit køkken. Måske mere fordi det OGSÅ kan være sådan! Og så er jeg vild med både koteletter og med broccoli – fordi begge dele er så nemme at lave “nye” retter ud af.

Det her er nem, skøn og mættende mad. Retten tager måske 15-20 minutter at lave, så den passer perfekt ind i hverdagen.

Opskriften er til 2 personer

Broccolisalat:

100 g hasselnødder

400 g broccoli

2-3 avocadoer

saft af 1 citron

salt

lidt hasselnødde- eller olivenolie

Koteletter:

2 store svinekoteletter

olivenolie

salt og peber

Broccolisalat:

Del broccolien i mindre buketter og skær stokken i stave. Hæld kogende vand over dem og dæk dem til med låg. Lad dem trække.

Rist nødderne på en tør, varm pande i 4-5 minutter. Tag dem af panden, lad dem køle lidt og gnid hinderne af dem (det er ikke noget problem, hvis de ikke alle går af. Hak dem groft.

Dryp broccolien godt af, skær avocadoerne i tern og vend begge dele med citronsaft, olie og salt. Vend nødder i lige inden servering.

Koteletter:

Steg koteletterne i olivenolie på en varm pande. De skal have alt fra 2-8 minutter på hver side, alt efter tykkelse – og om de er på ben. Krydr med salt og peber.

Servering:

Servér koteletterne med broccolisalat.

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard

Find mine opskrifter i ALT for Damerne hver uge!

Nougatlagkage

 Super smuk og syndig nougatkage! Servér den som dessert eller inviter til julehygge, te og hjerteflet. – Og servér den iskold.

Nok til 8 personer (eller 6 hardcore kagespisere)


LAGKAGEBUNDE
3 æg
120 g sukker
1 ½  spsk. vand
65 g mel
25 g kakao
½ tsk. bagepulver
CREME
200 g blødt smør
200 g flormelis
200 g blød nougat, i grove stykker
korn af ½ stang vanilje
1 dl piskefløde
100 g hasselnøddeflager
Del æggene i hvider og blommer.
Pisk hviderne stive, kom et par skefulde af sukkeret i og pisk hviderne helt seje som til marengs.
Pisk æggeblommerne luftige med vand og tilsæt resten af sukkeret. Pisk æggeblommer helt lyse til luftigt skum. Bland mel, kakao og bagepulver. Vend forsigtigt æggeblommerne I hviderne, sigt melblandingen og fold det hele forsigtigt sammen.
Smør en springform (18 cm)  grundigt med smør og fyld dejen i formen.
Bag den ved 175 grader (ikke varmluft) ca. 30 minutter, eller til den er gennembagt. Tjek den med en strikkepind, hvis der ikke hænger dej fast på strikkepinden er kagebunden færdig.
Lad kagen køle helt af inden du flækker den på midten, så du får 2 bunde.
Pisk smør og flormelis med en elpisker i mindst 6 minutter. Kom nougat og vanilje i og pisk i yderligere  2 minutter. Tilsæt fløde til cremen er blank og smørbar.
Rist hasselnøddeflagerne let i en varm ovn eller på en tør pande. Lad dem køle af.
Fyld 1/3 af cremen mellem de to bunde. Læg dem sammen og smør resten af cremen udenpå kagen. Pynt siderne med let ristede hasselnøddeflager og sæt kagen kold. Servér samme dag eller dagen derpå.
TIP: Når du pynter en kage med creme, kan du lave en firkant af aflange stykker af bagepapir på den tallerken du vil servere på, sætte kagen i midten, så bagepapiret lige kommer under den, smøre kagen op og pynte den færdig. Fjern så forsigtigt bagepapiret inden servering, så er din serveringstallerken helt ren og fri for creme.
Af: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann