Mere med gurkemeje

Power shot med ingefær og gurkemeje

Jeg fortrækker altid at min mad er økologisk, men især ingefær og gurkemeje. Vælger du øko, slipper du for at skrælle. Skub dog grundigt og tjek for jord.

Shottet kan i øvrigt laves uden gurkemeje.

OG disse shots er hotte! Er de for hotte, så tilsæt mere æble.

 

opskriften giver 4 shots eller ca. 3 dl

 

100 g ingefær (gerne øko)

1 citron, uden skal

2 æbler

50 g gurkemeje (gerne øko)

 

 

Juice det hele og nyd iskolde, hotte shots!

 

TIP: husk at gurkemeje smitter utroligt meget af, så pas på tøj og køkkengear!

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Chris Tonnesen

garam masala

Lav din egen krydderiblanding!

Jeg er vild med garam masala – og køber det ofte. Men ind imellem, når jeg har tid, laver jeg den selv. Og det ER virkelig en anden oplevelse!

Brug garam masala i curryretter, på lam, sammen med karry, i dhal eller bare til at pifte en yoghurtdressing op. På billedet ser du stegte kartofler med spinat, løg og hvidløg, stegt i olivenolie og smør og krydret gavmildt med garam masala.

Man får klart den bedste blanding ved at riste hele krydderier på en tør, varm pande og derefter knuse eller støde dem! Men en simpel sammenblanding kan også være fræk nok.

Der er 1000-vis af versioner af garam masala – dette er min:

 

1 spsk stødt koriander

1 spsk knust spidskommen

1 tsk stødt kardemomme

¼ tsk stødt nellike

½ tsk kværnet sort peber

½ tsk stødt kanel

1 tørret laurbærblad, knust

½ tsk stødt gurkemeje

 

Bland alle krydderierne sammen og opbevar dem i et lufttæt glas.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mine opskrifter hver uge i ALT for Damerne!

Kylling med gurkemejepaste

Du kender sikkert gurkemeje fra karry, hvor den bidrager med den smukke, gule farve. Eller måske har du en pulver-version stående i skabet – og ved, at den smager nogenlunde af ligeså meget som skabet.

Men frisk gurkemeje er en hel anden oplevelse! Ikke alene er den super sund, måske den vildeste af alle superfoods? Men den er også smagfuld og god i alt fra suppe, karryretter, juice, te, gingerale og her i en marinade.

Husk at gurkemeje smitter helt vildt af på alt fra tøj og hænder til borde og køkkenredskaber, så vær forsigtig.

 

GURKEMEJEPASTE

50 g pillede hvidløg

100 g gurkemeje

100 g cashewnødder

50 g ingefær

50 g galangarod

1 dl vand

salt

KYLLING MED GURKEMEJE

1 kylling

3-4 spsk. gurkemejepaste

2 spsk. eddike

2 tsk. sukker

lidt olie

1 bundt forårsløg

1 rød chili i skiver

koriander

limebåde

 

Gurkemejepaste

Blend alle ingredienserne til gurkemejepasten i en foodprocessor. Husk nu at det farver helt vildt!

Opbevar pasten i et skoldet glas i køleskab i op til en uge.

Kylling med gurkemeje

Del kyllingen i 10 stykker. Tag gerne skindet af den og rids kødet med en lille kniv.

Kom kylling, 3-4 spsk. gurkemejepaste, eddike og sukker i en frysepose og lad kyllingen marinerer i 15-20 minutter på køkkenbordet, eller natten over i køleskab.

Dryp kyllingen med lidt olie og steg kyllingen i en 200 grader varm ovn i 45-50 minutter. Servér den varme kylling toppet med snittet forårsløg, chili og koriander og giv rigeligt med limebåde til.

Servér straks, evt. med masser af lynstegte grøntsager og ris til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard /KAM PHOTOGRAPHERS

Find mine opskrifter HVER uge i ALT For Damerne

 

 

Lam med søde kartofler og rosiner

Super nem og smagfuld lamme onepot. Jeg bruger lammekød fra køllen, men du kan sagtens bruge kød fra hals eller bov. Øg tilberedningstiden hvis du vælger en af disse udskæringer.

Spis retten som den er! Er du viiiirkelig sulten, så kan du servere grove ris til.

 

Opskriften er til 3-4 personer

 

600 g lam, i tern

olivenolie

2-3 løg

300 g søde kartofler

1 spsk. karry

1 tsk. stødt gurkemeje

2 tsk. spidskommen

2 dl vand

1 håndfuld rosiner

65 g pinjekerner

½  dl mild hvidvinseddike

lidt plukket mynte

 

Brun lammet godt og meget i olivenolie i en stor, varm gryde. Det tager ofte noget tid, fordi kødet først smider lidt væde.

Pil imens løgene og skræl de søde kartofler. Skær løgene i grove både og skær kartoflerne i tern.

Kom løgene i gryden med det brune lammekød og lad dem sauterer kort. Tilsæt karry, gurkemeje og spidskommen og lad det varme med til det dufter (ca. ½ minut). Tilsæt lidt vand og lad det simre under låg i ca. 45 minutter. Kom evt. mere vand i undervejs. Tilsæt kartofler og en smule vand efter behov.

Lad det hele snurre under låg i ca. 45 minutter ydereligere, eller til kødet er mørt.

Tilsæt rosiner de sidste 10 minutter.

Kom pinjekerner i og smag til med eddike og salt.

Vend kun forsigtigt rundt i retten, så kartoflerne ikke smatter helt (de må dog gerne smatte lidt).

Servér straks toppet med lidt frisk mynte.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen, Skovdal.dk

 

 

Lorangutang

Juice & Co er min nyeste bog der udkommer den 6. juni.

Denne bog er min darling! Det er nemlig sådan, at jeg elsker croissanter, rosé, chokolade, fede oste, kager, flødeskum, sjusser, skumbananer og pommesfritter. Og ind imellem er jeg nødt til, at starte på en frisk.

Så juicer jeg! Enten en ordenlig balje grøntsager til morgenmad eller juice og shakes hele dagen. Det nulstiller min appetit, min sukkertrang og giver alt det jeg elsker endnu mere smag og power.

Det er ikke en kur, det er ikke en trend eller noget du bliver tynd af, men det nulstiller og giver energi! Jeg kalder det en JUICETUR – Meget mere om det og masser af juice, shakes, sunde is og ballade i Juice & Co – men først en smagsprøve 🙂

 

LORANGUTANG

Opskriften giver ca. 1/2 liter juice

Sød, frisk og parfumeret. Find frisk gurkemeje hos din velassorterede grønthandler, i Torvehallerne, på nettet eller spørg i dit supermarked. De kan skaffe det hvis du spørger ofte nok. Og eftersom at gurkemeje er noget af det sundeste og skønneste, så spørg, spørg, spørg!

Kan du ikke skaffe det, så undlad det eller tilsæt ½ tsk. tørret.

 

4 gulerødder

5 cm gurkemeje (ca. 10 g)

2 appelsiner, uden skræl

1 pink grapefrugt, uden skræl

evt. 1-2 spsk. orangeblomstvand

 

Juice gulerødder, gurkemeje, blodappelsin og grapefrugt. Smag til med orangeblomstvand og servér straks med sugerør.

 

TIP: Orangeblomstvand kan fås i helsen, eller hos etniske grønthandlere. Det smager skønt, parfumeret og giver denne juice et hint af dekadence. Spring den over, hvis du ikke kan skaffe den og nyd den i så fald uden stilletter.

 

Opskriften er fra Juice&Co af Louisa Lorang

Foto: Skovdal & Skovdal

Linsesuppe & mangosalat

Super simpel, smagfuld og sund (!) suppe, der ikke tager meget mere end 20 minutte rfra start til slut.

Nyd den når det er koldt – og fyr op for chilien efter behov.

Opskriften er til 2 personer

 

 

1 dl røde linser

2 ½ dl vand

3 gulerødder

1 løg

25 g ingefær, skrællet

2 fed hvidløg

2 tsk. knust spidskommen

1 tsk. stødt gurkemeje

1 spsk. olivenolie

5-6 dl grøntsagsbouillon

saft af ½ lime

salt

2 spsk. græsk yoghurt 2 %

½ bundt koriander

evt. 2 tsk. jomfru i det grønne

½ rød chili i strimler, uden kerner

MANGOSALAT

2 håndfulde babyspinat

2 gulerødder

1 mango

½ rødløg

lidt salt

saft af ½ lime

 

Skyl linserne og kog dem under låg i 2 ½ dl vand, til de er helt udkogte.

Skræl og riv gulerødderne. Hak løg, ingefær og hvidløg og sautér det i en stor, varm gryde i olivenolie. Det skal ikke tage farve. tilsæt spidskommen og gurkemeje.

Kom lidt af bouillonen på og lad det komme op at koge. Tilsæt de kogte linser (med det kogevand der er tilbage) og lad det hele koge i 15-25 minutter, justér tykkelsen med evt. mere bouillon. Blend med en stavblender og sæt gryden tilbage over varmen. Smag til med salt og limesaft og servér den varme suppe med yoghurt, koriander, lidt jomfru i det grønne og frisk chili

MANGOSALAT

Ordn din salat, mens suppen koger.

Anret spinaten på et lille fad. Skræl gulerødderne og skær dem i julienne eller tynde skiver. Skær siderne af mangoen (på hver sin side af stenen). Skær skrællen af og skær mangokødet i skiver. Snit løget i tynde både og anret gulerødder, mango og løg ovenpå spinaten. Krydr med salt og lime og servér salaten sammen med suppen eller som en simpel forret.

 

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang