Mere med edamame

Hvad skal man stille op med alle de skønne bønner

Edamame bønner

Eller på dansk: sojabønner. De ses sjældent friske, men er nærmest ikke til at komme udenom fra frost. Køb dem i bælg eller allerede afskallede. Men køb dem altid økologiske!

De bør blancheres kort, og kan serveres direkte i bælgen med lidt salt og citron og nydes som snack, præcis som vi kender det fra sushirestauranter. Men de er også gode nær de er uden skal, f.eks. i salater eller dip, cremer eller supper.

Hestebønner

Også kendt som favabønner, kræver lidt håndarbejde. Er du i f.eks. Italien, kan du købe dem bælgede på markedet. Men herhjemme, må du klar det selv.

Bælg dem og kom dem i kogende, saltet vand. Damp dem i 1-2 minutter, hvis nødvendigt.

Smut dem ud af skallen og lun dem evt. i lidt smør. Brug dem i salater, cremer, klare supper eller pastaretter.

Bønnerne ses ikke så tit i supermarkeder, men ofte hos grønthandlere og i gourmetbutikker.

Grønne bønner

Dem de fleste af os kender. Da jeg var barn, var det min skræk at få kogte grønne bønner. Nok fordi de oftest var fra frost, tykke og grove og helt udkogte, så der gik en rum tid inden jeg lærte at elske de grønne bønner.

Bønnerne skal have lidt modspil, gerne i form af en syrlig vinaigrette. De er gode i salater, som tilbehør, som fritter eller stegte. Tilberede dem nok (pga. lektinerne) men ikke for meget. Og vælg slanke, skønne bønner, friske og ikke fra frost.

Nip den lille top af bønnerne, men lad endelig enderne sidde.

Long beans

Jeg er nok mest facineret af disse bønner, pg.a længden (som navnet antyder er de lange!) Gå efter lysegrønne, slange og stive bønner. De er sødlige og friske i smagen og perfekte stegte gerne med masser af krydderier og smag. De er ikke nemme at finde i supermarkederne (jeg har aldrig set dem der!) emn helt almindelig i asiatiske supermarkeder, hvor de oftest ligger på køl.

Snit dem groft, steg dem i olie i et par minutter. Kom smagsgivere ved, f.eks. hvidløg, ingefær og karrypaste, steg i et minut og kom lidt væde ved. Lad dem dampe møre og nyd dem, som de er eller brug dem som en del af en stirfry med flere elementer.

Snitbønner

Især det tyrkiske køkken er glade for snitbønner. Men der er ingen grund til at vi andre ikke også oftere skal bruge dem.

Snit dem, damp dem med smør og salt og nyd dem som tilbehør. Steg dem med hvidløg, tomat, citronskal og servér med persille. Smid dem i risotto eller vend dem med frisk pasta og giv dem endelig bunker af parmesan.

Tekst & Styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

edamame hummus

Jeg bruger denne ”hummus” som pålæg på ristet rugbrød eller knækbrød. Eller simpelthen til at toppe på et sprødt salatblad og dryppe med lidt lime.

Edamamebønner fås bælgede og økologiske fra frost i velassorterede supermarkeder. Edamame er det samme som sojabønner. Vær dog obs på at der i denne opskrift bruges dem fra frost og ikke tørrede sojabønner.

 

Opskriften giver 1 glas:

 

50 g udblødte cashewnødder

200 g edamame bønner (bælgede)

2 avocadoer

½ fed hvidløg

1 håndfuld koriander

saft af 2-3 lime, ca ½ dl

salt

 

Blend cashewnødder, edamebønner, avocado, hvidløg, koriander og lidt af limesaften i en foodprocessor eller med en stavblender. Smag til med lime og salt.

Servér straks eller opbevar den i køleskab i op til 1 døgn.

 

TIP: edamamebønner er friske sojabønner. Cashewnødderne sættes i blød i koldt vand i 2-24 timer i køleskab. Dræn vandet fra inden brug.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mine opskrifter hver uge i ALT for Damerne!

Bagt laks med edamamesalat

Edamame (aka sojabønner) findes efterhånden i de fleste supermarkeder på frost. Irma har dem også i økoversion!

Ellers kig forbi dit asiatiske supermarked. Vælg dem der er bælgede allerede, hvis du selv vil slippe, ellers er det ret nemt!

 

Vælg en ordentlig laks. Gå efter øko eller vild og undgå de opdrættede fra Norge. Ellers lav retten med store stykker torsk, hellefisk eller måske skindstegt makrel!?

 

Denne ret kan laves på 15-20 minutter!

 

Opskriften er til 3-4 personer.

 

600 g fersk laks uden ben

salt

GRØNT

2 fed hvidløg

1 bundt forårsløg

olivenolie

400 g bælgede edamame (sojabønner)

1 håndfuld mynte

DRESSING

saft af 1 lime

3 spsk soja

1-2 spsk flydende honning

1 spsk ristet sesam

evt. limebåde

evt. groft brød

 

Bag laksen ved 170 grader i 15-20 minutter, eller til den er akkurat tilberedt (rosa, hvis du foretrækker det).

Snit hvidløget i tynde skiver og snit det nederste, hvide af forårsløgene fint. Hak toppene og gem dem.

Sautér hvidløg og de hvide af forårsløgene af i lidt olivenolie på en varm pande. Det skal ikke tage farve. Kom sojabønner ved og varm kort op. Tag panden af varmen og vend lidt hakket mynte og lidt af løgtoppene i lige inden servering.

Rør imens limesaft, soja, honning og sesam.

Anret salaten vendt med lidt dressing og servér straks med laks toppet med dressing og resten af løgtoppene. Giv gerne limebåde og groft brød til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mange flere af mine opskrifter, hver uge i  Alt for Damerne & på lorangmini.dk