Denne kage smager totalt af ballade. Og det er en RIGTIG kage! Men den er okay-fattig på fedt og sukker og kulhydrater, så derfor nærmest sund. Let, fin og en perfekt sommerkage.
Jeg kan også finde på at toppe den lette mandelbund, med flødeskum vendt med en smule lemoncurd.
Bunden kan bages dagen i forvejen og opbevares tildækket ved stuetemperatur (dæk den ikke til før den er helt afkølet). Så er den super nem at samle lige inden dessert-tid.
Vil du have flere sunde (eller sundere) opskrifter, har jeg hver uge 5 opskrifter i Alt for Damerne!
Opskriften her er til 6 personer
2 dl æggehvide, ca. 6 hvider
½ dl rørsukker
korn af 1 stang vanilje
2 dl mandelmel
1 knsp. salt
1 tsk. bagepulver
TOPPING
1 dl piskefløde
2 dl skyr eller tyk yoghurt
125 g ribs
125 g brombær
200 g jordbær
flydende honning
Pisk æggehviderne stive. Tilsæt ½ dl sukker lidt ad gangen sammen med vaniljekorn, så hviderne bliver seje.
Bland mandelmel, salt og bagepulver sammen og sigt det i hviderne. Fold det hele forsigtigt sammen.
Kom dejen i en springform, formen skal IKKE smørres, og Bag kagen ved 175 grader, varmluft i 25-30 minutter, til den er gennembagt.
Lad den køle helt af i formen. Tag den forsigtigt ud af formen inden servering.
TOPPING
Pisk fløden til blødt skum og vend det med skyr eller yoghurt.
Top kagen med skyrcreme, bær og dryp med flydende honning.
Servér straks.
Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann