Mere med veganer

Banh mi med BBQ tofu

Jeg er fuldstændigt vild med banh mi – denne simple vietnamesiske sandwich er så nem og skøn og sprød og perfekt en hurtig hverdag.

Jeg har lavet min version og ovenikøbet vovet, at komme tofu i sandwichen. Det er nok noget der afskrækker de fleste. Men denne er altså testet på både mand og fotograf (der begge hader tofu!) OG den er godkendt, så giv det et skud?

Her er ekstra BBQ-sauce. Gem ca. halvdelen i køleskabet til flere sandwiches eller til svin, kylling eller dip. Den kan holde sig i op til en uge.

 

4 sandwiches

 

BBQ sauce:

3 fed hvidløg, fint revet

2 spsk fint revet ingefær

1spsk ristet sesamolie

4 dl ketchup

1 ½ dl honning

1 dl eddike, evt. risvineddike

4 spsk soja

1 tsk cayennepeber, eller efter smag

Tofu:

300 g fast tofu (gerne fra Nagel)

olie til stegning

Dressing:

3 spsk limesaft

evt. 2 spsk fiskesauce (ellers soja, hvis du er vegetar)

1 tsk sukker

Desuden:

2 grove flutes

2 porrer, i julienne

2 gulerødder, i julienne

1 agurk, i skrå skiver

koriander

mynte

1-2 chili i tynde skiver (eller efter smag)

 

BBQ:

Sautér hvidløg og ingefær i lidt sesamolie i en kasserolle. Det må ikke tage farve.

Kom ketchup, honning, eddike og soja ved og lad det hele koge op. Smag til med cayenne, den må gerne bide lidt.

Tofu:

Skær tofuen i skiver og steg dem i lidt olie på en varm pande. De skal have 2-3 minutter på hver side, eller til de har fået lidt skorpe.

Kom BBQ sauce på og steg med kort. Vend tofuen jævnligt, så den får et fint lag sauce over det hele, men uden at saucen brænder.

Dressing:

Rør lime, fiskesauce og sukker sammen.

Servering:

Lun flutesene, halvér og flæk dem.

Vend alle de sprøde grøntsager med dressingen og fyld dem i flutesene sammen med tofu.

Servér straks.

 

TIP: Der er stor forskel på tofu! Jeg er vild med fast tofu fra Nagel, der fås i mange helsekostbutikker. Vælg neutral eller måske den røgede eller tamari marinerede. De holder!

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mine opskrifter hver uge i ALT for damerne

 

 

Grønkålschips

De her chips er det bedste der længe har overgået mig (på snackfronten i alt fald!). De smager virkelig fantastisk. Ikke som en straf, eller noget-der-er-okay-fordi-det-er-sundt! De smager godt! Punktum!

 

Jeg lavede dem i går på Irmas madmesse i Øksnehallen. Alle smagsprøverne blev spist, så det håber jeg er et godt tegn.

Husk at det er 20% rabat på mine kogebøger i shoppen, hvis du skriver irma i kuponfeltet.

Opskriften her er lavet ved lav varme. Men du kan også lave dem i en top-varm ovn, i kort tid. Bare hold øje!

 

200 g grønkål

2 spsk olivenolie

lidt flagesalt

 

Rib kålen (altså fjern de aller groveste stilke og kassér dem). Skyl kålen og tør den i et rent viskestykke eller slyng den i en salatslynge. Vend den med olie og salt og bred den ud på en bageplade med bagepapir på.

Bag den ved 100 grader (varmluft) i ca. 50-60 minutter, eller til den er helt sprød.

Vend gerne rundt i den et par gange undervejs.

Færdig! Servér, spis straks eller pak dem i din taske i en lille bøtte, så de ikke bliver til grønkålspulver.

Opbevar chipsene tørt og i en kagedåse eller lignende.

 

TIP: Krydr evt. dine chips med wasabipulver, sennepspulver, paprika, cayenne eller andet du er vild med.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

Følg mig også på instagram og på lorangmini.dk

 

 

Godmorgen kålsalat

Det er slet ikke så underligt at starte dagen med kål, som det måske lyder. Her er det kål og mandler der mætter og kiwi, citron og honning, der får det hele til at smage lidt at lemonade!

Opskriften er til 2 personer

75 g mandler

¼ spidskål

saft af ½ citron

1-2 spsk. flydende honning

2 kiwier

125 g blåbær

lidt mynte

 

Rist mandlerne på en tør, varm pande i 5-6 minutter, eller til de er sprøde. Tag dem af panden lad dem køle af og hak dem groft.

Snit kålen fint, gerne på et mandlinjern.

Rør citronsaft med honning. Skær skrællen af kiwierne og skær dem i skiver.

Vend kålen med citrondressingen og anret salaten med kiwi, blåbær, mynte og sprøde mandler. Servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Jeg laver sunde opskrifter til Alt for Damerne HVER uge. Tjek også min børneblog Lorangmini.dk

 

 

 

Edamame salat

Jeg er vild med de blide edamama bønner (aka sojabønner). Du kan efterhånden købe dem fra frost i de fleste velassorterede supermarkeder, eller du kan finde dem i asiatiske supermarkeder. Ofte kan du finde dem uden bælg. Det er dem jeg har brugt her – og det gør virkelig opgaven så meget nemmere!

 

Sesamolie er kraftigt i smagen. Brug endelig ikke for meget. Vælg en god, ristet sesamolie eller lav salaten uden, hvis du ikke har lyst til smagen.

 

Tilbehør, forret eller frokost til 3-4 personer

 

 

DRESSING

1 dl limesaft

3-4 spsk. flydende honning

4 spsk. olivenolie

2 tsk. sesamolie

SALAT
400 g sojabønner, uden bælg

3-4 styk avocado

3 spsk. gule sesam

2 spsk. sorte sesam

2 tsk. chiliflager

plukket koriander

 

Rør lime med honning, olivenolie og sesamolie.

Hæld kort kogende vand over sojabønnerne og dryp dem af i en si.

Flæk avocadoerne, skrab kødet ud med en ske og kassér sten og skræl. Skær avocadokødet i tern og vend det straks i dressingen sammen med sojabønnerne.

Rist sesamfrøene på en tør, varm pande i ca. 1 minut, eller til de dufter og hopper lidt. Tag dem af panden. Lad dem køle en smule og rør dem med chili.

Vend koriander i salaten lige inden servering og drys med sesamknas.

Servér straks.

 

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mine opskrifter i Alt for Damerne hver uge!

 

Tjek lorangmini.dk ud, hvis du mangler inspiration til oplevelser, mad og børnegear!