Tag-arkiv: tomat

rustik tomatsuppe

Tomatsuppe de luxe

Denne tomatsuppe er super nem og smager helt fantastisk. Jeg laver den uden chili og giver den en tur med stavblenderen, hvis mine unger skal spise med.

De er desuden store fans af, at få lidt grove pastapenne i.

 

Opskriften er til 2

 

300 g store, modne tomater

1 rød peberfrugt

2 fed hvidløg

1 løg

1 rød chili

1 squash

olivenolie

salt

4 dl mosede tomater

2-3 dl god grøntsagsbouillon

salt og peber

lidt frisk timian

Desuden:

1 (bøffel) mozzarella

1 håndfuld rucola

evt. brød

 

Tænd ovnen på 250 grader med grill.

Lav et kryds i bunden af tomaterne med en lille skarp kniv. Halvér løgene med behold skallen på.

Sæt tomaterne, med bunden i vejret, på bagepapir på en bageplade sammen med peberfrugt, hvidløg (i skal), løg og chili.

Skær squashen i grove tern.

Dryp det hele med en smule olivenolie og sæt det i den varme ovn, tæt på grillen. Vend grøntsagerne undervejs og grill dem i 10-15 minutter, til skindet krøller af tomaterne og det bliver sort på chili og peberfrugt.

Fjern forsigtigt skindet på chili og peberfrugt. Kassér kernerne. Pil skindet af tomater, løg og hvidløg og hak alle grøntsagerne groft.

Varm en gryde med lidt olivenolie i. Sautér grøntsagerne i olien i et par minutter. Kom mosede tomater på og spæd med bouillon.

Lad suppen boble i 5 minutters tid. Blend den hvis du vil, eller lad den være rustik. Smag til med salt og peber og lidt hakket timian.

Servér suppen i dybe tallerkner. Top med brud af mozzarella og rucola. Servér evt. med brød til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find flere opskrifter på lorangmini.dk & i ALT for damerne, hver uge!

Her kan du finde mine nyeste bøger

bloody mary

Bloody mary – de luxe

Jeg er vild med at have en hot chilivodka stående, hvis nu jeg liiiige skal servere en Bloody Mary for en af de søde.

Har du ikke haft tid, til at have sådan en til at stå og trække, kan du fint bare spice op med tabasco og bruge helt almindelig vodka.

 

CHILIVODKA

2 dl vodka

2 små stærke chili

BLOODY MARY

200 g modne tomater

3 spsk. citronjuice

1 tsk. worshiresauce

3 dl tomatjuice eller grøntsagsjuice

½ dl chilivodka eller vodka

salt

masser af peber

evt. tabasco

2-4 stilke bladselleri

små tomater til pynt

 

Flæk chilierne og kom dem i en flaske og hæld vodka over den. Lad den trække i 1-3 døgn. Sigt den, når du synes den er stærk nok.

Fjern blomsten på tomaterne og blend tomater, citronjuice, worshiresauce og juice sammen til en tyk juice. Spæd med vodka og smag til med salt, masser af peber og evt. tabsaco, hvid su ike brugte en chilivodka.

Fordel sjussen i to glas, gerne med masser af isterninger, pynt med bladselleri, små tomater og sugerør og servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find flere af mine opskrifter på lorangmini.dk og altfordamerne.dk 

morgenmads pizza

Morgenmadspizza

Jeg er vild med denne alt-i-en-morgenmad. Den passer perfekt til denne min søndag, hvor temaet er “lav så lidt som muligt, men spis altid ordenligt!”

 

Opskriften er til 2-4 personer

 

BUND

4 dl vand

25 g gær

1 spsk. salt

300 g fuldkornshvedemel

300 g hvedemel

TOPPING
2 dl mosede tomater

1 fed hvidløg

2 spsk. olivenolie

salt

1 rødløg

1 spsk. balsamicoeddike

1 bøffelmozzarella (125 g)

1 håndfuld babyspinat

6 små æg

1 håndfuld frisk oregano

 

Bland vand, gær, salt og de to slags mel. Føl efter om du behøver alt melet eller måske en smule mere. Der er stor forskel på mel, ikke mindst hvis du som jeg bruger stenkværnet, så du er nødt til at stole på fornemmelsen.

Lad dejen hæve i 30 minutter på køkkenbordet (eller natten over, så er den klar når du står op).

Rør imens mosede tomater med presset hvidløg og olivenolie. Krydr med salt.

Tænd ovnen på 250 grader, eller så varmt som overhovedet muligt.

Skær løget i tynde skiver og vend dem med en skefuld balsamico.

Del dejen i to og rul den aflangt ud på et stykke bagepapir. Brug evt. lidt ekstra mel til hænder og rulle. Lav lidt kanter, så æggene ikke glider af.

Fordel tomatsauce, stykker af mozzarella, løg og spinat på bunden og bag pizzaen i den varme ovn i 6-8 minutter. Tag den ud og slå til sidst æggen ud på toppen.

Bag pizzaen igen i 8-15 minutter, alt efter hvor varm din ovn er,  til pizzaen er færdig.

Servér straks med en gavmild håndfuld oregano på toppen.

 

TIP: Er du typen der viiiiiiirkelig har brug for en morgenmadspizza, men ikke kan overskue det med dejen, kan du bruge en fuldkornstortilla som bund (eller købe en dej hos din pizzamand). Undgå dog dej fra supermarkedet, der oftest er fulde af tilsætning og dårlig smag!

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Regi: Den sorte kniv er fra Stelton

tom yam

Tom yam med kylling

 

Jeg synes at denne supper er så tilfredsstillende som den er. Men vil du have mere fylde, kan du komme fuldkornsnudler, kogte fuldkornsris eller bare en ordentlig bunke snittet kål i.

 

Galanga er en rod der ligner ingefær en smule.

Du kan købe den i asiatiske supermarkeder, og får du fat i den, kan den fryses, så du har til næste gang. Ellers tilsæt en smule mere lime til suppen og undlad galanga.

Køb hønsefond fra din slagter, hvis du altså ikke har den i fryseren! Ellers brug vand, men undgå de kedelige bouillonterninger eller fonder der er fyldt med tilsætningsstoffer.

 

Let hovedret til 2 personer

 

1 stilk citrongræs

l lille løg i både

10 g galangarod (kan undlades)

5 limeblade

1 liter lys hønsefond eller vand

1 spsk. chilipaste (gerne thailandsk chilipaste)

korianderstængler, fra 1 bundt koriander

1 spsk. sukker

½ dl limesaft

3-4 spsk. fiskesauce

FYLD

2 kyllingebryster

200 g champignon, halverede

2 forårsløg, i tynde skiver

2 tomater, i både

korianderblade, fra 1 bundt koriander

 

Kom citrongræs, galanga, limeblade, hønsefond, chili, korianderstængler, sukker, limesaft og fiskesauce i en gryde og lad det koge i 15 minutter under låg. Sigt suppen.

Skær kyllingen i strimler og pochér den i suppen i 4-5 minutter, eller til den er tilberedt.

Anret champignon, forårsløg, tomatbåde og koriander i store skåle og hæld den varme suppe over.

Servér straks.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

cowgirlsalat

Cowgirlsalat

Denne salat er sund, sprød og smækker og så er den nem at lave. Så ikke underligt at det er en af mine favoritter.

Jeg bruger også gerne salsaen, som dip til chips eller som topping på f.eks. bagt laks eller anden fisk og jeg spiser super gerne pepitas som snack til en kold øl.

 

Opskriften er til 2 (sultne) personer

 

2 kyllingebryster

lidt olivenolie

salt

PEPITAS

50 g græskarkerner

1 tsk. knust spidskommen

½ cayennepeber

1-2 tsk. flydende honning

2-3 spsk. limesaft

salt

SALSA

1/2 løg

½ – 1 grøn chili, gerne en frisk jalapeno

1 stor håndfuld koriander

3-4 tomater

saft af 1 lime

salt

SALAT

1 lille rødløg

5-6 radiser

2 hjertesalater

1 avocado

250 g rødkål

lidt mere koriander

200 g kogte, sorte bønner

2-3 spsk. olivenolie

salt

 

Gnid kyllingen med en smule olie og grill den på en varm grillpande. Krydr den med salt.

Skær den evt. i 2-3 stykker inden servering.

 

Rist græskarkerner, spidskommen og cayennepeber på en varm, tør pande i 2-3 minutter. Kom honning og limesaft på og krydr med salt. Rist i yderligere 2-3 minutter, eller til kernerene er ristede og skønne.

Lad dem køle af på bagepapir og servér dem som snack.

 

Blend løg, chili, koriander, tomater, lime og salt i en foodprocessor eller hak det hele i hånden.

 

Snit løget i både, skær radiserne i tynde skiver. Pluk salaterne og skær avocadoen i tern. Snit rødkålen og hak koriander groft. Vend det hele forsigtigt sammen med en skefuld af salsaen.  Dryp med lidt olivenolie og krydr med salt.

 

Anret salaten med kylling, resten af salsaen og toppet med pepitas.

Servér straks.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang