Mere med tjek

Juleshopping med mad i munden i Malmø

Jeg tager ind imellem til Malmø (AKA KBH M), for at hænge ud på en frokostrestaurant, shoppe lidt og fylde lommerne med slik og stads.

Nu er det jul og så tager jeg til Malmø, for at se om jeg kan få alle julegaver i hus, spise et par julemarkeder, en restaurant eller to og kysse min kæreste.

Børnene er hjemme og der er en hel lørdag til at nå ovenstående.

Vi starter selvfølgelig på Bondens Egen Marknad på Drottiningstorget. De har  julemarked, forårsmarked, sommer og efterårsmarked alle med lokale specialiteter og råvarer. Her er æbler, rødbeder, gulerødder, brød, julekranse, mos til pynt, marmelader, gløgg, småkager og selvfølgelig hotdogs af vildt og min favorit: en sildebiks med take-away som “stegt sild med mos”! Derfor Svea, kan vi li dig. Det er sgu take-away der er til at forstå!

    

Jeg shopper en hindbærgløgg, en mamelade af paradisæbler med tonkabønner, en æblegløgg, lidt fine, økologiske sodavand og et par andre småting. Gaver naturligvis – selvom den hindbærgløgg nok bliver boende hos mig.

Bagefter finder vi et marked lige om hjørnet i en gård, Skt. Gertruds. Her er naturligvis gløgg og fine, glaserede æbler og en smule andet knas, men mest kunsthåndværk produceret lokalt. Jeg køber de skønneste, små stofæbler til en venindes første barnevogn og spiser undeligt nok intet!

gløggfyr 

Videre til Gustav Adolfs torg, hvor der er Good Jul Marknad. Her byder den store plads på både julemand med børn på skødet, glimmer juletræer, masser af virkelig pangfarvet slik og en glimmerkarrusel, der får mit pigehjerte til at banke hurtigt. Men midt i glimmer-overdosis, ligger to telte med vintage, fairtrade og lokalproducerede varer. Her finder jeg skøn chokolade og en helt igennem vidunderlig uldkasket med øreklapper til min 3-årige. Og masser af andre fede sager; lækre vintagebukser, som desværre var størrelse jeg-fatter-ikke-at-en-kvinde-i-verden-kan-være-i-dem! Fine ørerstikke af genbrugs sølv, skønne, gamle sjaler og huer der straks får Emil til at toner frem på nethinden. Skønne ting af lokale designere, mest i økomaterialer, eller med en anden sympatisk vinkel.

 

Nå, men derefter  lidt i panik. Jeg har klaret et par mad-kollegaers god-jul-gave og en enkelt gave til min søn…men tiden er knap, så en tur i Åhlens virker som en god idé. Jeg får fyldt et par huller og har tid nok til at hive kæresten en tur på havnen til Malmøs store næsten-øko-supermarked Green Matmarknad, der ligger lige op af Turning Torso.                                                                Her bugner butikken af skønne grøntsager, julmust, øko Kalle Kaviar og andre lækkerier. Jeg fylder igen en pose og da jeg næsten har nået min liste, er der ikke stress på, da vi sætter os på Green Matmarknads tilhørende restaurant Greenhouse. Vi spiser en fancy udgave af det svenske julebord; sild, svin, snaps (her med appelsin og safran), ost og en slags ris a la mande. Stedet er ellers meget afslappet, og helt sikkert et sted jeg vil hive ungerne med på, næste gang vi er i Malmø.

 

Og så tilbage til centrum af Malmø med favnen fuld af mad og gaver og med udsigten til en seng uden unger! En enkelt nat på hotel Mäster Johan, et hotel med så meget humor, at der bor en gul badeand i badekarret. I LIKE!

Hvad kan jeg sige? Godnat og hvor er det smart at spise sig igennem sin juleshopping!!!! Mere af det næste år!

Tekst & Foto: Louisa Lorang

VIND SPISETID

Så udkom min nye bog SPISETID endelig! Jeg har glædet mig længe til at dele karamelpopcorn, dhal, hotdogs, kylling i karry, rødbedemayo, hindbærbrus og mange flere af min families favoritter med jer!

Du kan selvfølgelig vinde bogen her på bloggen. 3 styk udlodder jeg, så kom an! Det eneste du skal gøre er, at afslører din ynglingsret som barn! Skriv en kommentar og del meget gerne….. Jeg trækker 3 vindere søndag den 7. oktober, ligeså snart jeg står op (det er tidligt – siger det bare).

Håber du vil lege med!!!

 

Struer, Sans & søde grise!

Jeg er faktisk ikke den der har været super meget i Jylland. Jeg er fra Østerbro og er mest tryg i byen – der hvor der altid er en Irma åben og en latte i ok-kvalitet i nærheden.

Men så blev jeg inviteret til Struer (det er i Jylland til jer-andre-københavner-typer ;-)), for at lave mad med lokale råvarer på Sans – Struers mad og sansefestival. Og hold nu k… hvor er de søde i Struer!

Jeg lavede mad – de åd og så glade ud og jeg lovede en masse mennesker en masse opskrifter. Er du en af dem, eller vil du spise med alligevel – så tjek de næste mange indlæg – der en nemlig masser af opskrifter, masser af Struer og masser af de søde (også grise! Jeg elsker nemlig grise….)

Tak fordi I spiste med!

Hey! og alle de super skønne fotos er taget er Stine Christiansen. Se mere af hendes ballade på stinechristiansen.blogspot.dk

Esters pæretærte

Uhhhmmmm….jeg går helt sikkert ind for børnearbejde, når bare de laver kager!
(hvis du ikke selv plukker pærer, så går det nok!)
 
 
 

Esters nemme pæretærte til ca. 4 personer


1 rulle butterdej
1-2 spsk. rørsukker
2-3 pærer
2 spsk. rørsukker
2 tsk. stødt kanel
1/2 – 1 tsk. stødt ingefær
1 spsk. smør


Rul butterdejen ud på bagepapir på en bageplade. Drys den med rørsukker og forvarme ovnen til 200 grader. 
Pluk 2-3 pærer i et flot pæretræ. 
Forbag bunden i den varme ovn i 4-5 minutter.
Skær pærene i skiver, kassér kernehuse, og læg dem taglagt på butterdejspladen. 
bland sukker med kanel og ingefær og drys det på pærerne.
top med små smørklatter og bag i dne varme ovn i 15-20 minutter.
Tag en gyngetur imens du venter – eller kig på fine blade.
Servér lun, gerne med flødeskum eller is.
Del evt. med din lillebror.


Opskrift: Ester
Foto: Louisa Lorang

Snaskede snegle

 

Lækre, sammenbagte snegle. fyldt med kærlighed og snask.
 
Opskriften rækker til 6-8 personer.

Snegle med udsigt!

HOV! Der mangler en…..

1 dl sødmælk
50 g gær
1 knsp. salt
½ dl mørkt rørsukker
100 g smeltet smør
5 dl mel
FYLD:
50 g smør
1 dl brun farin
1 tsk. stødt kanel
½ tsk. stødt kardemomme
75 g valnødder, hakkede
50 g marcipan, revet
mel til udrulning
TOPPING:
100 g mørk chokolade
1 spsk. blødt smør
Lun sødmælken til ca. 37 grader. Opløs gæren i mælken. Tilsæt salt, sukker og smør.  Rør til sidst melet i. sæt dejen lunt og lad den hæve 1 time.
Kom smør, farin, kanel og kardemomme i en gryde og lad det smelte. Tag det af varmen og lad det køle lidt. Tilsæt valnødder og marcipan.
Rul dejen ud og fordel fyldet på den. Rul dejen sammen om fyldet, forholdsvist stramt sammen. Skær 7-8 stykker. Smør en springform (ca. 23 cm) og sæt sneglene i formen. Lad dem hæve i 30 minutter.
Bag dem ved 185 grader i ca. 20-30 minutter, til de gennembagte.
Lad sneglene køle af i formen.
Smelt chokoladen over vandbad, tag den af varmen og rør smør i. Fordel chokoladen på sneglene og lad chokoladen sætte sig inden servering.
 
Opskrift: Louisa Lorang

Fastelavnsboller a la Aarstiderne

Det er næsten fastelavn – og Sanne Venlov og jeg har lavet to slags fastelavnsboller.
Tjek dem ud her:


FASTELAVNSBOLLER

Aarstidernes fastelavnsboller
24 små boller
Dej?
3,5 dl mælk
100 g smør
42 g gær
450 – 500 g hvedemel?
½ tsk salt?
50 g sukker
Endvidere
1 æg, pisket med 2 spsk. koldt vand, til pensling
Fremgangsmåde?Smelt smørret og lad det køle af. Opvarm mælk til den er lunkent. Rør gæren ud i mælken. Sigt mel, salt, sukker ned i skålen til mælken og rør det smeltede smør i. Ælt til en glat dej. Hvis dejen er for fugtig, tilsættes lidt mere mel. Lad dejen hæve 30-45 minutter. Ælt dejen igennem på meldrysset bord. Del den i 12 stykker og rul dem til fine ensartede boller. Sæt dem på en plade med bagepapir og lad bollerne efterhæve lunt i ca. 30 minutter. Pensl fastelavnsbollerne med sammenpisket æg og bag dem i en forvarmet ovn ved 225° C i 12-15 minutter. Lad bollerne køle af inden du fylder dem med creme og pynter dem.
Den feminine
Fastelavnsboller med rosenskum og rødbedeglasur
12 små fastelavnsboller
3 dl piskefløde
1-2 spsk. flormelis
2-3 spsk. rosenvand
Glasur
1 spsk. fløde
1 spsk. rødbedesaft
2,5 dl flormelis
Flæk fastelavnsbollerne. Pisk fløden til blødt skum og pisk flormelis og rosenvand i. Rør fløde med rødbedesaft og rør flormelis i til glasuren er blank og har en dejlig tæt, men ikke tyk konsistens. Fyld rosenskummet i bollerne og top med rødbedeglasur. Server straks eller lad bollerne stå koldt indtil servering.
Den maskuline
Fastelavnsboller med sveskeskum og cognac
150 g svesker
1 dl cognac
3 dl piskefløde
1 -2 spsk. flormelis
Endvidere
12 små fastelavnsboller
flormelis
Hak sveskerne ret fint og kom dem i en skål med cognac. Lad dem trække i mindst 1 time, eller gerne natten over i køleskabet. Pisk fløden til blødt skum og pisk flormelissen med til sidst. Blend sveskerne med cognacen og vend forsigtigt svesker og flødeskum. Flæk bollerne og fyld dem med sveskeskum. Drys bollerne med flormelis og servér straks eller sæt dem koldt indtil servering.
 
Opskrift: Sanne Venlov & Louisa Lorang

Ribs med slaw

Okay….det her er altså mad efter mit hoved….snasket, stærkt, sødt og næsten umuligt at spise uden at drikke øl til!

Opskriften er til 2.

800-1.000 g svineribben
½ dl muscovadosukker (eller farin)
1 spsk. løgpulver
1 spsk. salt
1 spsk. tørret oregano
1 tsk. cayennepeber

ENDVIDERE:
2 store bagekartofler
lidt smør
revet parmesan
1 dl piskefløde
¼ dl citronsaft
1 spsk. sukker
1 lille fed hvidløg, revet
250 g snackgulerødder i skiver
½ hvidkål fintsnittet
2 stilke bladselleri i fine skiver
2 håndfulde bredbladet persille, grofthakket
salt

Del ribbenene i mindre stykker. Bland sukker, løgpulver, salt, oregano og cayennepeber i en stor frysepose, og kom ribbenene i. Gnid krydderiblandingen godt ind i benene, og lad dem trække i mindst 1 time (gerne natten over).
Læg benene på en bageplade beklædt med bagepapir, og steg dem ved 160° varmluft i 1 time og 15 minutter, eller til de er helt møre. Vend dem undervejs, og hold øje med, at de ikke bliver alt for mørke. I så fald: Dæk dem løst med lidt folie.
Skær et kryds i kartoflerne og bag dem møre i den varme ovn i 45-60 minutter. Anret dem med smør og parmesan lige inden servering.
Rør imens piskefløde med citronsaft, sukker og hvidløg. Vend gulerødder, kål, bladselleri og persille med dressingen, og smag til med salt. Lad den trække indtil servering.
Servér ribs med bagte kartofler og slaw.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnamann

Ossobucco med gremolata

Dejlig slow mad, der hos mig sagtens kan spises i hverdagen. Den passer næsten sig selv, så måske til en dag du har tidligt fri?
Opskriften er til 2
4-6 skiver kalveskank, ca. 1 kg
mel
1 spsk. smør til stegning
2 spsk. olie til stegning
salt og peber
2 persillerødder i grove stykker
2 gulerødder i grove stykker
2 spsk. tomatpuré
2 dl hvidvin
5 dl vand
1 lille bundt timian

ENDVIDERE:
2 persillerødder i skiver
3 gulerødder i skiver

MOS:
700 g store kartofler, skrællede
1 spsk. smør
1½ dl sødmælk

TILBEHØR:
2 håndfulde plukket persille
1 fed hvidløg
tynde strimler skal af 1 økologisk citron
Vend skiverne af kalveskank i mel, og brun dem grundigt i smør og olie i en stor tykbundet gryde. Tag dem op, og brun persillerødder og gulerødder let. Tilsæt tomatpuré, og kom kødet tilbage i gryden. Kom hvidvin på, og lad det koge op. Tilsæt vand og timian, og lad skiverne af kalveskank simre under låg i 1 time, eller til de er møre. Si saucen. Kom sauce, skank og friske persillerødder og gulerødder i en ren gryde, og lad det simre i 5-10 minutter, til grøntsagerne er møre, men stadigvæk har bid. Smag til med salt, og justér evt. med en anelse sukker.
Kog imens kartoflerne møre i usaltet vand. Hæld vandet fra, og lad kartoflerne dampe tørre under låg. Mos dem med smør, tilsæt mælk, og smag til med salt.
Hak persille og hvidløg, og vend det med citronskal.
Servér ossobuco med mos og toppet med gremolata.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Lammegryde med polenta

Super-nem-passer-sig-selv-mad.
Servér gerne en stor, fyldig salat til.

Opskriften er til 2.

300 g lammekød i terninger
lidt olie til stegning
3 fed hvidløg i tynde skiver
2 løg i både
2 spsk. tomatpuré
2 dl hvidvin
5 dl kogende vand
1 spsk. hakket rosmarin

ENDVIDERE:
6 dl vand
salt

1½ dl polenta (instant)
1 dl revet parmesan
1 spsk. smør
lidt mere rosmarin

Brun kødet i lidt olie i en stor, varm gryde. Lad det tage godt med farve. Kom hvidløg og løg ved, og lad dem stege kort, uden at de tager farve. Tilsæt tomatpuré og derefter hvidvin. Lad det koge op. Kom vandet på, og lad det hele simre under låg i ca. 1 time, eller til kødet er helt mørt. Kom rosmarin i gryden de sidste fem minutter.
Kog imens vandet til polenta op i en gryde. Tilsæt salt, og pisk polentaen i det kogende vand. Pisk i ca. 1 minut. Tag gryden af varmen, rør parmesan og smør i, og smag til med salt.
Anret den varme polenta med lammegryden, top med lidt ekstra rosmarin, og servér straks.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Kylling enchiladas de luxe

Syndig, snasket og bedre end lørdagskylling…..
Opskriften er til 2 – måske 3

2 kyllingebryster i strimler
lidt olie til stegning
2 løg i både
salt2 tsk. knust spidskommen
1 tsk. stødt koriander
½-1 tsk. cayennepeber (eller efter smag)
1-2 spsk. limesaft
1 grøn peberfrugter i strimler
ENDVIDERE:
6 små tortillaer
100 g revet cheddarost
150 g cremefraiche 18 %
½ dl sorte oliven, hakkede
2 avokadoer i terninger
2 tomater i terninger
2 håndfulde plukket koriander
TILBEHØR:
limebåde
tabasco
Rist kyllingen i lidt olie på en stor, varm pande. Kom løg ved, og lad dem blive klare. Tilsæt salt, spidskommen, stødt koriander, cayenne og lime. Lad det lige varme, tilsæt peberfrugt, og steg i yderligere 1-2 minutter.
Fordel fyldet på de 6 tortillaer, rul dem sammen, og læg dem tæt i et ovnfast fad. Top med revet ost, og gratinér dem i ovnen ved 200° i 6-8 minutter, eller til osten er smeltet.
Anret de varme enchilladas toppet med cremefraiche, oliven, avokado, tomat og koriander. Giv lime og tabasco til.
 
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann