Mere med texas

Crawfishboil

For 2 år siden rejste jeg rundt i Texas, med min dengang liiidt mindre familie. Det var nok den fedeste tur, vi nogensinde har været på! (Det kom der i øvrigt MIT COWGIRL KØKKEN ud af)

 

Lige nu kan du købe bogen for en flad 100 kr. Seddel.  Brug kuponkoden taco – når du bestiller i min lille shop.

 

Et af stederne vi spiste (der var MANGE), var i en lille by, ved den Mexicanske Golf, hvor vi nød en crawfishboil en aften.

Retten var super stærk, og ungerne pev, men alligevel, var de fascinerede af, at banke krabbeklør med en hammer, maden der ligger i en bunke på bordet, varmen, stemningen, hagesmækkerne (dem har man på!) og hele balladen. Og det var jeg også! Er vild med at spise med fingrene, snaske og drikke kolde øl af flasken.

 

Her i en easy version, dune krabbeklør (tilføj dem, hvis du vil!).

 

Opskriften er til 3-4 personer.

 

KRYDDERMIX

3 laurbærblade

1 spsk. hel sort peber

2 tsk. korianderfrø

1 tsk. knust allehånde

1 spsk. tørret oregano

1 spsk. chiliflager

1 spsk. paprika

1 tsk. cayennepeber

2 spsk. salt

BOIL

6 fed hvidløg

1 løg

1 citron

3-4 stilke bladselleri

2 liter vand

3 majskolber

700 g små kartofler

300 g stærk pølse, f.eks. chorizo

1 kg krebs, rensede

SPICE

1 spsk. sød paprika

½ tsk. cayennepeber

½ tsk. sukker

2-3 tsk. salt

TILBEHØR

citronbåde

hotsauce

 

Sæt en stor gryde med 2 liter vand over. Kom alle krydderierne i kogende vand. Knus hvidløg og skær citroner og løg i halve. Snit bladsellerien i grove stykker.

Kom det hele i det kogende vand. Sæt låg på og lad vandet koge i 20-30 minutter.

Pil bladene af majsene og kassér dem. Skær majsene i 3-4 stykker hver. Skær pølserne i skiver.

Tag krydderierne op af vandet med en sigte. Det behøver ikke være så nøje.

Kom kartofler i det kogende vand og skru en smule ned, så de simre stille og roligt i 5-7 minutter. Tilsæt majs og pølse og lad det simre i yderligere 4-5 minutter. Kom krebs i og lad dem dampe med i 2-4 minutter. (1 minut, hvis du bruger kogte krebs). Sluk for gryden og lad det hele trække i 8-10 minutter.

Kassér løg, bladselleri og evt. citroner.

Bland paprika, cayenne, sukker og salt.

Tag alt op med en stor hulske eller en si og smid det på et stykke papir.

Servér med et drys spice, nye citroner, hotsauce.

Servietter og gerne øl, er et must!

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Ruby Slipper Martini

Jeg har en gang fået en fabelagtig Ruby Slipper Martini på Moonshine i Austin. Jeg mener at de bruger kirsebærjuice i stedet for grenadine, men det er ikke lige sådan altid lige til at skaffe – så min version ser sådan her ud!

Lav en drink af gangen – altså shake og se lækker ud. Eller lav en kande og sæt den på bordet, måske til nytår?

Opskriften er fra MIT COWGIRL KØKKEN

 

Opskriften her giver en sjus

 

6 cl vodka

6 cl pink grapefrugtjuice

6 cl champagne eller andre bobler

lidt grenadine

isterninger

 

Shake, shake, serve!

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Ceviche med grapefrugt

 

Opskriften her er fra min nyeste bog Mit Cowgirl Køkken!

Jeg har boet i Texas og bogen er min hyldest til BBQ, tacos, drinks og countryfood.

Sidste sommer rejste min familie og jeg Texas tynd, for at spise alt det vi kunne!

Tjek bogen ud her – eller hos din nærmeste boghandler.

 

 

Opskriften her er god som forret til 4

 

 

Ceviche er så skønt og det nye sort, også i DK! Denne er frisk og skøn med grapefrugt i. Og det bliver slet ikke dårligere at spise den med chips til!

Husk altid at fisk du skal spise råt, skal fryse i mindst 24 timer ved minus 20 grader.

 

 

 

250 g torskefisk (f.eks. torsk eller lange)

¾ dl limesaft (2-3 lime)

1 pink grapefrugt

1-2 tsk. fint hakket jalapeno (eller grøn chili)

koriander

salt

TILBEHØR
sprøde tortillachips

 

 

Skær fisken i grive stykker og vend den med limesaft.

Pil grapefrugten, pil al den hvide hinde af, så du har de skønne, små, lyserøde lameller tilbage. Vend dem i din ceviche og smag til med chili, koriander og salt.
Servér straks med sprøde chips til.

 

TIP: Er du så heldig at have friske majstortillas, kan de nemt steges til sprøde chips i lidt varme olie. Ellers prøv endelig med hvedetortillas. Det smager såååå godt.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang / Mit Cowgirl Køkken

Foto: Anders Schønnemann

 

 

Chicken tacos mole style

I dag udkommer Mit Cowgirl Køkken. Den kan købes i min lille butik, eller hos boghandlere i hele landet for ca. 250 kr.

Bogen er er kogebog fra min absolut yndlings stat: TEXAS!

Sidste sommer rejste jeg Texas rundt med min familie, for at spise så meget som muligt! STOR fornøjelse!  Mit Cowgirl Køkken er min hyldest til BBQ, tacos, margaritas, friture og masser af østers! Det er en bog jeg har drømt om at lave i mange år, så jeg håber at du kan li´den <3

PS. Spar 50 kr. indtil 10/5-15 ved at skrive: cowgirl i kuponfeltet.

tacos chicken mole

Her får du en opskrift fra bogen på nemme, bløde hvede tacos:

Opskriften er til 2-4 personer

SPICEMIX

1 spsk. sesamfrø

1 spsk. mørke rosiner

2 tsk. kakao

1 tsk. tørret merian eller oregano

2 tsk. chilipulver, gerne….

½ tsk. stødt kanel

½ tsk. stødt nellike

½ tsk. hvidløgspulver

KYLLING

2 kyllingebyster

lidt olivenolie

1 dl vand eller hønsebouillon

salt

TACO

2 avocado

lime

8 hvedetortillas

1-200 g fed cremefraiche

lidt radiser i skiver

evt. lidt chili, i skiver

lidt plukket koriander

lidt sorte oliven

Rist sesamfrøene på en tør, varm pande i ca. 1 minut. Tag dem af panden og lad dem køle lidt .

Stød dem i en morter med korender og resten af krydderierne.

Vend kyllingen med krydderiblandingen og steg den i lidt olie på en varm pande. Vær forsigtig med varmen, steg ved lav varme, så krydderierne ikke brænder. Steg i ca. 4-5 minutter på hver side. Kom vand eller bouillon ved og lad den simre under låg i ca. 10-12 minutter (vend den undervejs). Tag kyllingen af varmen, pluk den med to gafler og rør lidt af lagen med kødet. Smag til med salt.

Mos avocadokødet med lidt lime og salt.

Varm tortillasene og fyld dem med kylling, avocado, cremefraiche, radiser, chili, koriander og oliven.

Servér straks.

Se flere opskrifter på tacos.

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann – fra Mit Cowgirl Køkken

Ceviche

Sidste sommer rejste min familie og jeg gennem Texas, for at finde inspiration til min næste bog MIT COWGIRL KØKKEN.

Noget af det jeg elsker aller mest er ceviche! YUM!

Nyd denne opskrift mens vi venter på at Mit Cowgirl Køkken kommer til april.

 

Skønt, friskt og super sundt. Syren fra limen ”tilbereder” fisken, så den er mør og lækker at spise. Frys din fisk inden brug, så du er sikker på at der ikke er parasitter! Fuldstændigt som når du skal lave sushi (eller bestil det gjort fra fiskehandleren).

 

Når du fryser fisk som du vil spise rå, skal fisken være frossen (altså først når den er frossen tæller tiden) ved minus 20 grader i mindst 24 timer. Optø den langsomt, f.eks. i køleskab.

 

 

Forret eller let ret til 2-4

 

2-3 fuldkorns tortillas

lidt olivenolie

salt

CEVICHE

300 g torsk

300 g gode rejer

1 ½ dl limesaft

½ agurk

2 avocado

4 forårsløg

1 grøn chili, gerne jalapeno

salt

 

Klip tortillasen i stykker. Læg dem i et lag på en bageplade på bagepapir og dryp dem med en smule olivenolie og salt. Bag dem ved 180 grader i 6-8 minutter, eller til de er sprøde.

Skær torsk og rejer i mindre stykker. Vend begge dele med lime.

Flæk agurken, skrab kernerne ud med en ske. Skær agurken i små tern.

Snit bladsellerien fint, flæk avocadoerne, kassér stenene og tag kødet ud med en ske. Skær det i tern.

Snit forårsløg og chili fint.

Vend det hele med fisken og smag til med salt.

Servér ceviche med bagte chips.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mine opskrifter i Alt for Damerne hver uge!

Find inspiration til dig og ungerne på Lorangmini.dk

 

Hummer po boy

Den her lille satan kan jeg spise anytime. Morgen, middag eller aften. Eller skulle nogen vække mig midt om natten og tilbyde mig, hvid brød med hummer og ballade. Ja, så æder jeg den bestemt også – uanset tidspunkt!

Der hersker tvivl om oprindelsen på navnet Po boy – men po boy er en sandwich der kan købes i Louisiana eller langs den mexicanske golf. Den kan indeholde kød, men ofte også fisk og skaldyr. Faktisk er det ikke ualmindeligt at fylde den med friterede østers.

Dette er luksus versionen med hummer. Og selvom kål ikke er særlig originalt, synes jeg alligevel det passer fantastisk til sandwichen.

Gider du ikke selv bage, men skal have lynhurtige po boys – kan du bruge et klassisk hvidt flute eller et stort, blødt pølsebrød.

 

INGREDIENSER

dildkviste

salt

sukker

2 hummere

fint snittet spidskål

3-4 stilke bladselleri

lidt citron

TATARSAUCE

1 dl mayonnaise

1 spsk. ketchup

1 spsk. citronsaft

1 spsk. finthakket purløg

5-6 cornichoner, finthakkede

2 spsk. kapers, hakkede

10-20 dråber tabasco

SERVERING

4 brød eller flute

citron

 

Kog en stor gryde op med kogende vand tilsat dildkviste, salt og sukker.

Du kan vælge at lægge hummerene i fryseren lidt inden du skal koge dem, så bliver de let bedøvet inden de kommer i det kogende vand. Du kan også sætte en kniv i mellem øjnene og med et hurtigt ryk trække den ned igennem hjernen.

Kom hummerene i det kogende vand. Der skal være plads til begge, ellers kog dem af to omgange.

Lad dem koge under låg i 10-15 minutter. Sluk og lad den ligge i vandet i 20-30 minutter. Tag den op. Flæk kløer og pil kødet ud. Pil halen og skær kødet i skiver.

Snit kålene fint og skær bladsellerien i skrå skiver. Vend begge dele med en smule citron.

Bland alle ingredienserne til tatarsaucen og smag til.

Flæk brødene som til hotdogs og fyld dem med kål, bladselleri og tartarsauce. Top med hummer og servér straks med citron til.

 

Opskift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen / Skovdal & Skovdal

 

 

Bar B Q vagtler

Da jeg sidst var i Texas var jeg til en stor Bar B Q fest i en kirke i en lille flække 1 times kørsel fra San Antonio. Alle de lokale mænd gik på jagt tidligt om morgnen og da de kom hjem med deres fangst, tilberedte de det på grillen. Imens deres koner lavede kager og saftevand og hyggede om gæsterne. Og der var mange gæster i en brun kirke i Texas. Meget mærkeligt og helt fantastisk at hænge med de mest lokale! Vi havde købt billet til 8-10 dollars, og nød virkelig god mad! Blandt andet BarBQ vagtler. Her er mit bud:

 

 

Nok til 4

1 dl brun farin eller muscovado

½ dl flagesalt

3 spsk. tørret oregano

1 tsk. stødt kanel

2 tsk. cayennepeber

2 tsk. chiliflager

4 vagtler

BAR B Q SAUCE

2 dl ketchup, gerne Heinz

½ dl farin

1 spsk. eddike

1-2 spsk. chipotle i adobe

Bland sukker, salt, oregano, kanel, cayenne og chiliflager sammen og kom blandingen i en frysepose.

Skær ryggen af vagtlerne med en stor kniv. Læg vagtlerne på et bræt med brystet opad og giv dem et hårdt tryk, så de bliver  ”flade”.  Kom vagtlerne i posen med rub og gnid dem godt ind. Lad dem trække mindst 20 minutter ved stuetemperatur eller natten over i køleskab.

Kom ketchup, farin, eddike og chipotle i en kasserolle og lad det koge op til sukkeret smelter.

Steg vagtlerne på en varm grille eller grillpande. Tryk dem godt ned og grill dem til de er gennemtilberedte (tjek ved låret, at kødet er tilberedt). Pensl dem med bar b q sauce de sidste par minutter.

Servér gerne de grillede vagtler med kartoffelsalat, ekstra Bar B Q sauce og grøn salat eller slaw.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen /skovdal.dk

Fra en madserie til MAD & Venner

Bar B Q ribs

Jeg elsker Bar B Q. Her er nogle nemme ben, der er super fedtede, tilpas hotte og virkelig kræver servietter.

Bag kartoflerne sammen med ribsene. Bare snit et kryds i dem og smid dem ind på en plade i bunden af ovnen.

1 dl farin
1 spsk. tørret oregano
½ cayennepeber
2 tsk. hvidløgssalt
1 tsk. salt
800-1.000 g ribben af gris

BBQ-SAUCE:
2 dl ketchup, gerne Heinz
½ dl farin
1 spsk. eddike
20-30 dråber tabasco
evt. 2-3 tsk. chipotle

COLESLAW:
400 g hvidkål, fintsnittet
1 tsk. salt
1 tsk. sukker
½ dl mayonnaise, gerne Hellmann’s
1 spsk. sukker
1-2 spsk. risvineddike
1 fed hvidløg, fintrevet
1 gulerod i julienne
salt

TILBEHØR:
bagte kartofler

Bland farin, oregano, cayenne, hvidløgssalt og salt sammen. Læg spareribs og krydder-rub i en frostpose (eller fordel det i to), og gnid det hele grundigt rundt. Lad dem trække i mindst 1 time – gerne natten over.
SAUCE: Kog ketchup, farin og eddike i en kasserolle, til sukkeret er opløst. Smag til med tabasco og evt. chipotle.

Læg ribsene på en plade; pensl dem med lidt barbecuesauce, sæt dem i en 175° varm ovn (eller på grillen, hvis du er vinter-griller), og steg dem i den varme ovn i ca. 1½ time. Pensl med sauce, og vend dem undervejs.

Kom hvidkålen i en si. Vend sukker og salt i, og lad kålen dryppe af i 15 minutter. Bland mayonnaise, sukker,
eddike og hvidløg sammen. Tryk kålen fri for væde, og bland den og guleroden i dressingen. Smag til med salt.

Servér ribs med slaw, ekstra barbecuesauce og bagte kartofler.

Svineburger med Bar B Q sauce

Jeg EEEEEEELSKER burger! Denne version med bøf af svin og fedtet ind i Bar B Q sauce er ingen undtagelse – Jeg eeeeeelsker også den.

Lav slaw til og leg at det er sund mad….who cares anyway! Det er søndag!

Opskriften er til 2

SLAW:

2 spsk. god mayonnaise
3 spsk. eddike
1 tsk. sukker
1 tsk. salt
½ tsk. fint revet hvidløg
salt
½ spidskål, snittet
2 gulerødder i tynde skiver

BURGER:
400 g hakket svinekød
1 lille løg, hakket
salt
olie til stegning
200 g ketchup
1 dl brun farin
½ dl eddike
2 spsk. chipotle/chilisauce
2 burgerboller
sprød salat
2 tomater i skiver
1 rødløg i skiver

Rør mayonnaise, eddike, sukker, salt og hvidløg sammen. Vend kål og gulerødder med dressingen. Smag til, og lad slawen trække, mens du tilbereder resten.
Rør kødet med løg og salt, og form 2 pæne, flade bøffer. Gennemsteg dem i olie på en varm pande. Kog ketchup, farin, eddike og chipotle op i en kasserolle.
Anret bøfferne i lune burgerboller med salat, tomat, løg og bar barbecuesauce, og servér straks med slaw til.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find flere af mine opskrifter på Femina.dk

Spinat-chimichanga

Jeg er ked af at skuffe jer, hvis I forventer “januar-mad” med lovning om smalle taljer og lækkert hår. Her står den på længsel efter sol, cowboys og snask….så dagens ret er chimichanga…LOVE!

 
Opskriften er til 2
 

INGREDIENSER:
2 løg i både 
2 fed hvidløg, hakkede 
lidt olie til stegning 
2 tsk. knust spidskommen 
250 g babyspinat 
salt 
lidt limesaft 
100 g blød gedeost 
2 store tortillaer 
olie til stegning
ENDVIDERE: 
saft af 1 limefrugt 
½ tsk. sukker 
1 spsk. hakket rødløg 
1 tsk. hakket rød chili 
2 avokadoer 
1 håndfuld koriander, hakket 
salt 
TILBEHØR: 
2 hjertesalater 
limesaft 
salt
 
Sautér løg og hvidløg i lidt olie på en varm pande. Krydr med spidskommen. Skyl spinaten grundigt, og lad den dryppe godt af. Kom den på panden, og lad den akkurat falde sammen. Smag til med salt og lidt limesaft. Lad spinaten dryppe af i en si. 
Fordel spinat og ost i tortillaerne. Luk dem sammen som halvmåner, og steg dem i olie på en varm pande, til de er gyldne og sprøde. 
Rør imens limesaft, sukker, løg og chili sammen. Skær avokadoerne i terninger, og vend dem med dressingen. Smag til med salt. 
Servér chimichangas med avokadosalsa og sprød hjertesalat med limesaft og salt på.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann