Tag-arkiv: struer

IMG_8750

Struer, Sans & søde grise!

Jeg er faktisk ikke den der har været super meget i Jylland. Jeg er fra Østerbro og er mest tryg i byen – der hvor der altid er en Irma åben og en latte i ok-kvalitet i nærheden.

Men så blev jeg inviteret til Struer (det er i Jylland til jer-andre-københavner-typer ;-)), for at lave mad med lokale råvarer på Sans – Struers mad og sansefestival. Og hold nu k… hvor er de søde i Struer!

Jeg lavede mad – de åd og så glade ud og jeg lovede en masse mennesker en masse opskrifter. Er du en af dem, eller vil du spise med alligevel – så tjek de næste mange indlæg – der en nemlig masser af opskrifter, masser af Struer og masser af de søde (også grise! Jeg elsker nemlig grise….)

Tak fordi I spiste med!

Hey! og alle de super skønne fotos er taget er Stine Christiansen. Se mere af hendes ballade på stinechristiansen.blogspot.dk

Muslinger med rodkarry01

muslinger a la thai

Virkelig en af mine favoritter. Jeg kan godt lide at have perlebyg i retten. Så har jeg alt hvad jeg behøver i en skål. Men du kan vælge at serverer ris, nudler eller måske brød til retten, hvis du er mere til det.

Være lige obs på at der er utrolig meget foreskel på hvor stærk en rød karrypasta er. Så mængden er bestemt vejlendende. Smag til!

Opskriften er til 2-3 personer.

1 kg blåmuslinger

2 løg i både

2 fed hvidløg i tynde skiver

olie til stegning

1-3 tsk. rød karry

1-2 tsk. sukker

1 dåse kokosmælk, 400 ml

1/2-1 dl vand

2 gulerødder i julienne (tynde strimler)

1 dl perlebyg, kogte

1/2  bundt forårsløg, i tynde skiver

1/2 potte thaibasilikum, plukket

limesaft

2 spsk. fiskesauce

ENDVIDERE:

limebåde

Rens muslingerne i koldt vand. Fjern skægget, og kassér de muslinger, der ikke lukker sig, når du banker dem let mod bordet.

Sautér løg og hvidløg i en smule olie i en varm wok eller gryde. Kom rød karry og sukker på, og lad det stege med. Tilsæt kokosmælk og vand  og lad det koge op. Kom muslingerne og gulerødderne i saucen, og læg låg på. Lad det dampe i 3-4 minutter under låg, eller til muslingerne har åbnet sig. Kom forårsløg i, og tag gryden af varmen. Tilsæt thaibasilikum, og smag til med lidt limesaft og fiskesauce. Servér straks med limebåde til.

Kassér eventuelle muslinger, der ikke har åbnet sig under tilberedningen.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen

 

varmroget laksecreme med fennikelsalat

laksecreme med fennikelsalat

Brug cremen som forret, eller smid både laks og fennikel i en god bolle og tag den med på skovtur eller som madpakke.

Opskriften er til 6 personer som forret.

2 lime

2 spsk. flydende honning

2 spsk. olivenolie

1 fennikel, gerne med top

1 håndfuld plukket dild

salt

ENDVIDERE

300 g varmrøget laks

100 g cremefraiche 38%

salt

TILBEHØR

rugbrødscroutoner

 

Rør limesaft, honning og olie sammen. Skær fenniklen i ultratynde skiver og vend den i dressingen. Den kan trække i 5-15 minutter. Vend fennikeltoppe og dild i lige inden servering og smag til med salt.

Pluk laksen og rør den med cremefraiche. Det er nemmest med et stor piskeris. Smag til med salt og evt. 1 nip sukker.

Anret laksen toppet med fennikelsalat og servér straks med sprøde croutoner til.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen

 

Lynstegt bison

Lynstegt bison med broccoli

Jeg fik mulighed for at arbejde med en masse skøn bison på Struer Sansefestival. har du ikke liiiige en bisonbøf i køleskabet, så brug mørt oksekød, eller endda kylling som substitut.

Opskriften er til 2 personer.

300 mørt bisonkød, i tynde strimler

olie til stegning

1-2 tsk. sukker

3 fed hvidløg, i tynde skiver

1 bundt broccoli, i små buketter

2 løg, i både

1 1/2  dl østerssauce

1/2-1  dl vand

ristede cashewnødder

TILBEHØR

kogte ris eller nudler

 

Steg kødet i olie i en varm wok. Kom ikke for meget på på en gang, det må ikke koge. Kom sukker på og derefter hvidløg og broccoli. Steg i 1 minut under låg, tilsæt løg og steg i yderligere 1-2 minut. Tilsæt østerssauce og lidt vand, og lad det hele koge op. Servér med cashews på toppen og ris eller nudler til.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen

salat med røget and og nodder

salat med røget and, valnødder og pærer

Super skøn salat. Brug den som forret eller som let hovedret. Kom evt, kogte perlebyg i den, eller servér den med ristet rugbrød til.

Opskriften er til 4 personer som forret.

1 tsk. dijonsennep

1 spsk. flydende honning

2 spsk. balsamicoeddike

4 spsk. olivenolie

ENDVIDERE:

2 pærer

200 g blandet salat, gerne: frisée, radicchio, hjertesalat, mangold og rucola

100 g blåskimmel ost

100 g røget and i tynde skiver

75 g hakkede valnødder

Rør sennep, honning, eddike og olie sammen.

Skær pærerne i tern og  vend pære og salat med dressingen. Smag til med lidt salt og anret salaten med ost, and og valnødder. Servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen