Mere med sommer

Pasta med ærter

Denne pasta er perfekt med nye, dejlige ærter! Dog bruger jeg frosne til “saucen” det virker bare!

Brug en fuldkornspasta eller lad være!

 

Opskriften er til 3-4 personer

 

2-300 g fuldkornspasta

salt

Ærtecreme:

200 g ærter (optøede)

1 fed hvidløg

¼ dl koldt vand

3-4 spsk. ricotta

2-3 dl friske ærter

1-2 spsk. citronsaft

salt

ærteskud

 

Pasta:

Sæt vand over til pasta.

Kog pastaen al dente i kogende, saltet vand. Dræn vandet fra den, men gem en smule.

Ærtecreme:

Blend ærterne med hvidløg og (koge) vand i en foodprocessor eller en minihakker. Vend ricotta i. Vend creme og friske ærter i den varme pasta i den varme gryde. Lun det hele en smule i gryden. Smag til med citronsaft og salt.

Servér straks med ærteskud.

 

TIP: parmesan er altid skønt. Men på denne pasta kan du også bruge lidt god, salt pecorino på toppen. Det er dejligt mod de søde ærter.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard / Kam & Co

Clafoutis med abrikoser

Denne opskrift er blevet til i samarbejde med Pillivuyt

Deres klassiske tærtefad kan selvfølgelig tåle at komme i ovnen, men også direkte på grillen! Så hvis du helst laver hele menuen i din have – kan du godt læse videre nu. (også hvis du helst vil lave den i ovn, selvfølgelig)

Clafoutis er en super nem og lækker kage. Den kan sagtens laves på grill (under låg vel at mærke!).

Jeg er pjattet med abrikoser! Men den kan laves med alt fra kirsebær til pære eller ferskner.

Nyd den helst varm eller lun og med vaniljeis til!

 

Opskriften er til 4-6 personer

 

3 små æg

1 dl sukker

½ stang vanilje

1 dl mel

½ dl cremefraiche 18%

1 dl sødmælk

5-6 abrikoser

lidt smeltet smør

 

Tænd din grill, forsøg at hold en temperatur på ca. 180-200 grader. (eller din ovn på 180 grader, varmluft)

Pisk æg, sukker og vaniljekorn sammen i hånden. Sigt mel i, pisk og tilsæt cremefraiche og mælk. Pisk til massen er samlet.

Smør din tærteform med smeltet smør.

Halvér abrikoserne og fordel dem i fadet.

Hæld dejen over.

Bag kagen i den varme grill med låg på i ca. 20-30 minutter på indirekte varme, til den er gennembagt. (30-40 minutter i ovn).

Drys den varme kage med flormelis og servér straks, gerne med vaniljeis eller kold cremefraiche til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard

Tærtefad og flere tips til grillen: Pillivuyt

 

 

Mexistyle kåldogs

 

Jeg er kæmpe fan af hotdogs! Også af de alternative…. Sprøde kålblade er et skøn alternativ til pølsebrød, hvis du vil lave den endnu sundere. Ellers find min opskrift på pølsebrød her. 

 

4 hotdogs:

 

2 majskolber

lidt olie

salt

Syltede løg:

1 dl lagereddike

1 dl sukker

2 rødløg

Crema:

3-4 spsk. mayonnaise

1 spsk. chipotle chilisauce

2 tsk. limesaft

salt

Desuden:

4 gode pølser

4 pølsebrød

1 avocado, i tern

revet pecorino

koriander

jalapanos i skiver (friske eller syltede)

 

Pil majs og pensl dem med lidt olie.

Grill dem på en varm grillpande, til de har fået fint med farve, ca. 7 minutter. Krydr dem med salt.

Kom sukker og eddike i en gryde og kog det op til sukkeret er smeltet. Snit løgene i både og kom dem i lagen. Kog dem op i et minut, tag gryden af varmen og lad dem trække indtil servering.

Rør mayonnaise med chipotle og smag til med lime og salt.

Steg pølserne og lun brødene.

Fyld pølserne i brødene og top med crema, avocado, løg, majs, pecorino, koriander og jalapenos.

Servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Marie Warnke Nørregaard

Find mine opskrifter hver uge i ALT for damerne. 

Jordbær-de-light-is

10-12 styk

Nem og frisk is med masser af friske jordbær.

En is uden særligt meget sukker, sætter sig lidt hårdere end normalt. Så tage den ud af fryseren 8-10 minutter før du skal nyde den.

 

300 g ordnede jordbær

½ liter kærnemælk

2 spsk. god, fast honning

2 spsk. chiafrø (kan undlades)

 

Blend jordbær, kærnemælk og honning.

Rør chiafrø i og fordel ismassen i forme.

Frys.

Sæt ispinde i, når ismassen har sat sig en smule.

 

TIP: Vær obs på at de fleste frosne bær, skal genopvarmes inden brug. Derfor er det bedst med friske bær.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard

Find mine opskrifter hver uge i ALT for damerne

 

Snitzel med ærter og ansjoser

Jeg må indrømme at en veltillavet, paneret snitzel er noget jeg synes virkelig godt om! Men denne lettere sommerversion, er bestemt også en favorit. Nyd det sure fra citronen og de salte ansjoser og selvfølgelig den sprøde ærtesalat!

 

Ærteskud er ærteplanter, der endnu ikke har dannet bælge. De smager smuk og sart af ærter og er skønne i salater og på nærmest alt! Kan du ikke bruge dem passer brøndkarse, mynte, hjertesalat eller bare flere friske ærter godt til salaten.

Opskriften her er til 4 personer

2 citroner

Vinaigrette:

3 spsk hvidvinseddike

5 spsk god olivenolie

1 lille fed hvidløg

2 fint hakkede ansjoser

1 spsk fint hakkede skalotteløg

Snitzler:

4 kalvesnitzler á ca. 150 g

olivenolie

salt og peber

Salat:

100 g sukkerærter

2 håndfulde ærteskud

3-4 dl friskbælgede ærter

Tilbehør:

Nye kartofler

 

Halvér citronerne og grill dem med skærefladen nedad på en varm grill eller grillpande. De skal tage flot med farve og kun grilles på skærefladen.

Vinaigrette:

Rør eddike og olivenolie sammen. Hak hvidløg og ansjoser og rør det i dressingen sammen med skalotteløg.

Snitzler:

Pensl kødet med en smule olivenolie. Steg snitzlerne på den varme grillpande eller grill. De skal have ganske kort tid. Krydr dem med salt og peber.

Salat:

Snit sukkerærterne på skrå og vend dem med ærteskud, bælgede ærter og vinaigrette lige inden servering.

Servering:

Servér snitzler med nye kartofler, ærtesalat og grillet citron.

 

Opskrift & Styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find flere opskrifter hver uge i Alt for Damerne

Vandmelonsalat

Jeg ved det! Det er set sååå mange gange før. Men så brug det som en reminder!

Vandmelonsalat holder! Ikke mindst med mynte og salt fetaost!

 

Opskriften her er til 4 personer

 

 

1/2 eller 1 lille vandmelon (kernefattig)

2 håndfulde mynte

2 håndfulde bredbladet persille

1 agurk

saft af 2 lime

1-2 spsk. flydende honning

god olivenolie

100 g feta blok

salt og peber

Skær skrællen af melonen og kassér den. Skær melonen i grove stykker.

Pluk mynte og persille og skær agurken i tynde skiver, evt. på et mandolinjern.

Anret melon, agurk, mynte og persille på et fad. Dryp med lime og honning og super god olivenolie. Top med skiver eller brud af feta og krydr med salt og sort peber.

Servér straks.

Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Find flere af mine opskrifter hver uge i Alt for Damerne

Koteletter og nektarinsalat

Super nem aftensmad der strutter af sommer. Brug abrikoser, nektariner eller ferskner. Det hele virker!

 

Opskriften er til 3-4 personer.

 

1 ½ dl perlerug

olivenolie

salt

3 nektariner eller ferskner

2 spsk flydende honning

3 spsk limesaft

100 g rucola

1 frisée (eller anden salat)

olivenolie

mild eddike

1 rødløg, i tynde skiver

100 g blød gedeost

3-4 flotte svinekoteletter, gerne på ben

olivenolie

salt og peber

 

Kog perlerugen mør i usaltet vand, ca. 15-20 minutter. Dræn vandet fra den og salt den.

Halvér ferskner eller nektariner og kassér stenen. Skær frugterne i både. Rist dem i lidt olivenolie med lidt honning og lime på en varm pande. Bare 1-2 minutter.

Anret salaterne på et fad eller på 3-4 tallerkner. Dryp salaten med olie, eddike, salt og peber og top med korn, ferskner, tynde skiver af rødløg og gedeost lige inden servering.

Steg koteletterne i olivenolie på en varm pande eller grill dem. Krydr dem med salt og peber og servér straks.

 

TIP: Er du ikke til gedeost er salaten god med feta eller blåskimmelost.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

 

Grøn gazpacho

Denne grønne version af en gazpacho er frisk, spicy og smager af sommer.

Brug den som forret en dejlig sommerdag, eller tag den med i en termoflaske og nyd den iskold på en picnic eller i madpakken.

Servér gerne sprøde, rugbrødsstænger til.

 

Opskriften her er god som en lille forret til 3-4 personer

 

Suppe:

1 agurk

1 avocado

1 lille fed hvidløg

1 lille skalotteløg

½ melon, gerne galia

½ – 1 grøn chili, eller efter smag

½ grøn peberfrugt

1 lille håndfuld koriander

evt. ½ – 1 dl vand

3-4 spsk olivenolie

salt

saft af ½ – 1 citron

Rugbrødsstave:

¼ – ½ rugbrød

olivenolie

salt

Urtesalat:

1 håndfuld koriander

2 håndfulde brøndkarse

lidt limesaft

olivenolie

salt

lidt tynde skiver chili

 

Suppe:

Blend avocado, hvidløg, skalotteløg, melon, chili, peberfrugt og evt. lidt vand. Smag til med olivenolie, salt og citronsaft.

Sæt suppen koldt indtil servering eller i op til 8 timer.

Rugbrød:

Skær brødet i stave og vend dem med lidt olivenolie og salt. Bag dem ved 200 grader i ca. 10 minutter, eller til de er sprøde. Lad dem køle og opbevar dem i madpapir ved stuetemperatur, indtil brug.

Servér suppen toppet med krydderurter vendt med lidt limesaft, olivenolie og salt og evt. lidt chili.

 

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find flere skønne opskrifter i  Alt for Damerne. 

Du kan finde det fine træbestik i min shop

 

 

 

Stegte sild med rabarber

 

De syrlige rabarber er perfekte til fisk. Gerne fede fisk, som her sild. Men brug også gerne kompotten til en stegt makrel eller hornfisk.

Beregn 1-2 sild per person, og servér gerne salat og rugbrød til.

 

 

Rabarberkompot

300 g rabarber

1 rødløg

3-4 spsk. honning

Sild

4-8 sild i filet

2-3 spsk sennep

salt og peber

lidt hakket estragon

rugmel

smør og olie til stegning

Tilbehør

lidt estragon

rugbrød

 

Snit rabarberne i skiver, ca. 1 cm. Skær løget i både. Kom begge dele i en kasserolle med honning og lad det hele simre i et par minutter eller 5. Tag kompotten af varmen.

Tjek sildene for store ben og klip finnerne af dem. Smør dem indvendigt med sennep og krydr dem med salt, peber og hakket estragon.

Fold sildene sammen og vend dem i rugmel. Steg dem gyldne og lækre i smør og olie på en varm pande.

Servér straks lune sild med kompot, estragon og rugbrød

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Mandelkage med skyr og bær

Denne kage smager totalt af ballade. Og det er en RIGTIG kage! Men den er okay-fattig på fedt og sukker og kulhydrater, så derfor nærmest sund. Let, fin og en perfekt sommerkage.

Jeg kan også finde på at toppe den lette mandelbund, med flødeskum vendt med en smule lemoncurd.

Bunden kan bages dagen i forvejen og opbevares tildækket ved stuetemperatur (dæk den ikke til før den er helt afkølet). Så er den super nem at samle lige inden dessert-tid.

Vil du have flere sunde (eller sundere) opskrifter, har jeg hver uge 5 opskrifter i Alt for Damerne!

 

 

Opskriften her er til 6 personer

 

2 dl æggehvide, ca. 6 hvider

½ dl rørsukker

korn af 1 stang vanilje

2 dl mandelmel

1 knsp. salt

1 tsk. bagepulver

TOPPING

1 dl piskefløde

2 dl skyr eller tyk yoghurt

125 g ribs

125 g brombær

200 g jordbær

flydende honning

 

Pisk æggehviderne stive. Tilsæt ½ dl sukker lidt ad gangen sammen med vaniljekorn, så hviderne bliver seje.

Bland mandelmel, salt og bagepulver sammen og sigt det i hviderne. Fold det hele forsigtigt sammen.

Kom dejen i en springform, formen skal IKKE smørres, og Bag kagen ved 175 grader, varmluft i 25-30 minutter, til den er gennembagt.

Lad den køle helt af i formen. Tag den forsigtigt ud af formen inden servering.

TOPPING

Pisk fløden til blødt skum og vend det med skyr eller yoghurt.

Top kagen med skyrcreme, bær og dryp med flydende honning.

Servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

 

Grillet mojito

Opskriften her er fra min kogebog GRILLBAR.

Lige nu kan du få 20% på GRILLBAR eller en af mine andre bøger (eller noget andet) i min shop. Du skal bare skrive: sommer i kuponfeltet. Kuponen virker indtil den 25/6.

 

En skøn måde at lave drinks til mange på. Jeg bruger en stor lerkande, eller et stort, tykt sylteglas og laver sjusser til mine gæster, mens vi griller.

 

10 lime

4 håndfulde mynte

½ dl rørsukker

2-3 dl mørk rom

knust is

dansk vand

 

Skær limene i halve. Grill dem på skærefladen. Kom dem i en stor krukke eller tykbundet kande, med mynte og rørsukker. Knus lime og mynte med en træstav (eller skaftet af en grydeske). Tilsæt rom, masser af is og top med danskvand efter behag.

Servér straks.

 

TIP: Drinken er faktisk også god uden rom, som en super frisk lemonade.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto fra GRILLBAR: Anders Schønnemann

Asparges med salsa verde

 

Det er NU, hvis du skal nå at få de hvide asparges!

Nyd dem så simpelt som muligt. Måske som her med salsa verde?

Måske endda denne forret kunne passe til skt. Hans? I min verden passer den til alt fra morgenmad til gæster, hverdag og bare-for-sjov

 

Salsa verde er en skøn syrlig og salt krydderurtedressing. Den er fantastisk til asparges, nye kartofler, fisk eller bare som dressing på en simpel salat.

Vil du have det endnu mere simpelt, kan jeg kun sige: brunet smør!

 

Salsa Verde

1 håndfuld mynte

1 håndfuld basilikum

2 håndfulde bredbladet persille

½ fed hvidløg

2 spsk. kapers

3 ansjosfileter

1-2 tsk. dijonsennep

1-2 spsk. rødvinseddike

½- 1 dl olivenolie

Asparges

12 hvide asparges

2 dl vand

1 spsk. smør

salt

Topping

½ bundt radiser

2 forårsløg

8-12 ansjosfileter

2-3 spsk. kapers

 

Hak mynte, basilikum, persille, hvidløg, kapers og ansjoser i hånden til en rustik salsa.

Rør sennep, eddike og olivenolie sammen og vend det hele sammen. Smag til.

Skræl aspargesene. Skær eller knæk den nederste, træede ende af og kassér den.

Kog vand, smør og salt op i en dyb pande. Damp aspargesene i det kogende vand i 1- 1 ½ minut, alt efter tykkelse.

Skær radiserne i tynde skiver og hak forårsløgene.

Anret aspargesene på 4 tallerkner. Kom salsa på og top med radiser, forårsløg, ansjoser og kapers.

Servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann