Tag-arkiv: rødkål

roedkaal

lidt om rødkål!

Hvis du tænker jul og udkogt rødkål i sukkervand, så stop med det! Rødkål er nemlig så skøn i salater, juicer og ja da! Også syltet!

Dansk øko rødkål har sæson allerede fra august. Sommerkålen er knap så tæt, og heller ikke så grov at tygge.

Jeg elsker rødkål, det er smukt og saftigt og fuld af gode fibre og vitaminer (altså ja, det er det andet kål også, men bland dem gerne!).

Men husk nu, at rødkål faktisk smitter virkelig meget af, så pas på med tøj og redskaber.

Find nogle af mine favoritopskrifter med rødkål her!

 

Tekst & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

cowgirlsalat

Cowgirlsalat

Denne salat er sund, sprød og smækker og så er den nem at lave. Så ikke underligt at det er en af mine favoritter.

Jeg bruger også gerne salsaen, som dip til chips eller som topping på f.eks. bagt laks eller anden fisk og jeg spiser super gerne pepitas som snack til en kold øl.

 

Opskriften er til 2 (sultne) personer

 

2 kyllingebryster

lidt olivenolie

salt

PEPITAS

50 g græskarkerner

1 tsk. knust spidskommen

½ cayennepeber

1-2 tsk. flydende honning

2-3 spsk. limesaft

salt

SALSA

1/2 løg

½ – 1 grøn chili, gerne en frisk jalapeno

1 stor håndfuld koriander

3-4 tomater

saft af 1 lime

salt

SALAT

1 lille rødløg

5-6 radiser

2 hjertesalater

1 avocado

250 g rødkål

lidt mere koriander

200 g kogte, sorte bønner

2-3 spsk. olivenolie

salt

 

Gnid kyllingen med en smule olie og grill den på en varm grillpande. Krydr den med salt.

Skær den evt. i 2-3 stykker inden servering.

 

Rist græskarkerner, spidskommen og cayennepeber på en varm, tør pande i 2-3 minutter. Kom honning og limesaft på og krydr med salt. Rist i yderligere 2-3 minutter, eller til kernerene er ristede og skønne.

Lad dem køle af på bagepapir og servér dem som snack.

 

Blend løg, chili, koriander, tomater, lime og salt i en foodprocessor eller hak det hele i hånden.

 

Snit løget i både, skær radiserne i tynde skiver. Pluk salaterne og skær avocadoen i tern. Snit rødkålen og hak koriander groft. Vend det hele forsigtigt sammen med en skefuld af salsaen.  Dryp med lidt olivenolie og krydr med salt.

 

Anret salaten med kylling, resten af salsaen og toppet med pepitas.

Servér straks.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang

5 lækre uge 51

Rødkålssalat med kylling og blå ost

Jeg elsker fyldige salater med masser af smag, og hvor hele balladen er i en tallerken! Her er der skøn, sprød konsistens og masser af smag fra let bitter, blå ost og søde pærer.

Opskriften er til 2 personer og er skøn som aftensmad eller som en del af en buffet (i så fald er der til flere end to)

 

2 kyllingebryster

lidt olie til stegning

salt

DRESSING

2 tsk. dijonsennep

1 spsk. flydende honning

4 spsk. æbleeddike

4 spsk. olivenolie

salt og peber

ENDVIDERE

¼ rødkål, i tynde strimler

1 hjertesalat, groft plukket

1 pære, i skiver

3 stilke bladselleri, snittede

50 g valnødder

100 g blå ost

evt. brød

Steg kyllingebrysterne i lidt olie på en varm pande, til de er gennemstegte. Krydr dem med salt. Skær dem i skiver lige inden servering.

Rør sennep, honning, eddike og olie sammen og smag dressingen til med salt og peber.

Vend kål, salat, pære, bladselleri, valnøder og kylling sammen med dressingen og anret salaten i dybe tallerkner. Riv eller smuldr blå ost over den og servér straks.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Rødkål

Rødkål til julstegen eller fuglen. 
Vi spiser både en rå og en lun rødkål juleaften. Ja, og også gerne resten af året for pokker.
 
RØDKÅL – NÆSTEN SOM DIN MORMORS
(tilbehør til 4-6 personer)
1 lille rødkål
½-1 stang vanilje
2 stjerneanis
2 dl koncentreret solbærsaft
2½ dl sukker
1½ dl eddike, gerne æbleeddike
Snit rødkålen med en stor kniv, skyl den og kom den i en gryde med vaniljekorn, vaniljestang, stjerneanis, solbærsaft og sukker. Lad den simre i 10-15 minutter. tilsæt eddiken og lad den småkoge i yderligere 15 minutter. Jeg kan godt lide at rødkålen har bid, men er du ikke til det kan du lade den simre længere inden du kommer eddike i.
Smag rødkålen til og servér den lun.
RØDKÅL – RAW-STYLE
(tilbehør til 4-6 personer)
Du kan købe miso i din helsekost. Eller køb det online på www.naturesource.dk
½ lille rødkål
½ lille hvidkål
1 bundt koriander, plukket
ENDVIDERE
1 fed hvidløg
ca. 15 g skrællet ingefær
1½ spsk. flydende honning
½ dl limesaft (af ca. 1½ lime)
½ dl hvid, sød miso
1 spsk. tamari eller soja
Snit kålen ultrafint, gerne på et mandolinjern. Vend det med koriander og anret det på et stort fad.
Riv hvidløg og ingefær fint og rør det sammen med honning, limesaft og miso. Smag til med tamari eller soja og dryp dressingen over salaten.
Servér straks, gerne til fugl eller gris.
Af: Louisa Lorang