Tag-arkiv: Rejer

okonomiyaki

almost-okonomiyaki

Inspireret af den japanske pandekage, okonomiyaki, har jeg lavet denne nemme version, der er proppet med kål og toppet med store rejer. Det smager vidunderligt, og du kan selvklart undlade mayo, hvis det bliver for fedtet.

 

Opskriften er god som hovedret til 2, måske 3

 

2 dl hvedemel

2 spsk maizena

2 tsk bagepulver

4 dl hønse- eller grøntbouillon

evt. salt

3 æg

1 stort spidskål

½ bundt forårsløg, det nederste

olie til stegning

Dressing:

3-4 spsk ketchup

1 spsk worcestershire sauce

1 spsk eddike, gerne risvineddike

1 spsk soja

1 tsk flydende honning

Topping:

2-300 g store (rå) rejer, uden skal

lidt olie til stegning

lidt citronsaft

salt

mayonnaise

½ bundt hakket forårsløg, toppene

 

Bland mel, maizena og bagepulver. Bland bouillon i og evt. salt. Rør dejen glat.

Snit kål og forårsløg fint. Brug så vidt muligt det nederste af forårsløgene til dejen og resten til topping.

Vend det hele i dejen. Slå æg ud i og vend det hele sammen.

Steg 4 små pandekager (æggekage tykkelse) i lidt olie på 1-2 store, varme pander.

Lad dem hele stege i 6-8 minutter ved lav/medium varme. Vend dem og steg igen på den anden side i 4-6 minutter, til dine okonomiyaki er gennemtilberedte og gyldene.

Sauce:

Rør ketchup med worcestershire sauce, eddike, soja og honning.

Servering:

Steg rejerne i lidt olie på en varm pande lige inden servering. Ganske kort, hvis de er kogte, 1-2 minutter, hvis de er rå. Krydr med salt og lidt ciitronsaft.

Anret din okonomiyaki toppet med sauce, striber af mayonnaise, rejer og et drys forårsløg. Servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

kaalsalat de luxe

kålsalat de luxe

Du kan selvfølgelig nøjes med at lave salaten og så sløjfe “de luxe” fra overskriften.Eller du kan kaste dig ud i forårsrullerne og bare spise dem helt uden ekstra grøntsager!

Men den bedste kombi – og et super skønt måltid, er nu begge dele i en skål!

Find forårsrulle dej hos din asoatiske købmand. Og vil du have en lidt mindre snasket version, kan du bage dem i stedet for at stege dem.

Opskriften er til 4 personer.

 

 

Ruller:

200 g hakke svinekød

100 g hakkede rejer

300 g hvidkål

1 spsk revet ingefær

2 fed revet hvidløg

3 spsk soja

2 spsk fiskesauce

1 tsk sukker

Desuden:

1-2 spsk. koldt vand

2 spsk. mel

8 stykker forårsrulledej

olie til stegning

Dressing:

1 stort bundt koriander (ca. 3 gode håndfulde)

½ dl peanuts

2 spsk revet ingefær

1 ½ spsk sukker

2-4 tsk fint hakket chili

¾ dl fiskesauce

1 dl frisk limejuice (ca. 3 lime)

Salat:

300 g hvidkål

1 broccoli

1 bundt forårsløg

2 håndfulde koriander

2 håndfulde mynte

 

Brun kød og rejer i lidt olie. Kom hvidløg og kål ved og lad det stege til det hele falder lidt sammen. Tilsæt ingefær, soja og fiskesauce og smag til med sukker. Kom fyldet i en si og lad det dryppe af, samt køle lidt.

Rør mel og vand sammen til en melklister.

Lav en rulle af gangen. Læg et stykke forårsrulledej på bordet med et hjørne ned mod maven. Fyld ca. 1 ½ spsk. fyld på og rul sammen. Fold siderne ind og luk med melklister.

Steg rullerne i olie på en varm panden, eller pensl dem med lidt olie og bag dem ved 200 grader i ovnen i ca. 10 minutter.

Servér rullerne med soja, sød chilisauce, sprøde grøntsager og måske kogte ris.

Dressing:

Hak korianderen fint og bland den med ingefær, sukker, chili, fiskesauce og lime.

Salat:

Snit hvidkål og broccoli fint. Snit forårsløgene fint. Vend kålen med dressingen.

Pluk urterne groft vend dem i salaten lige inden servering sammen med forårsløg.

Servering:

Skær forårsrullerne over og anret salaten toppet med forårsruller. Servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard

wonton og urtesalat

Dampede wontons

Opskriften her giver ca. 12 wontons. Du kan nemt lave mange flere ved blot at gange fyldet. De er også gode dampet i en suppe, eller hvis du dropper det sunde, er de super lækre friturestegte.

Find wontondej i asiatiske supermarkeder, f.eks. hos Chinatown på Vesterbro. 

Wontons:

100 g torskefisk

100 g rå rejer (uden skal)

1 spsk risvin eller sherry

1 nip sukker

1 tsk salt

ca. 12 plade wontondej

Dip:

¼ dl soja

1 tsk sukker

1 spsk sesamolie

2 tsk fint hakket chili

3 spsk risvineddike (eller mild eddike)

 

Salat:

3-4 stilke bladselleri

1 agurk

2-3 håndfulde koriander

1 håndfuld mynte

1 chili i tynde skiver

limesaft

salt

 

Wonton:

Blend fisk og rejer i en foodprocessor eller en minihakker sammen med risvin, sukker og salt.

Fyld ca. 1 tsk. dej på hver plade wontondej og luk med en anelse af den klistrede fars. Jeg former dem som så de ligner små åbne kuverter.

Sæt dem på bagepapir i en damper og damp dem i ca. 5-6 minutter, eller til farsen føles fast.

Dip:

Rør soja med sukker, sesamolie, chili og risvineddike.

Salat:

Snit bladsellerien i tynde, skrå skiver.

Flæk agurken og skrab kernerne ud med en teske. Skær agurken i skrå skiver.

Vend begge dele med plukket koriander og mynte og chili efter behag. Vend salaten emd limesaft og salt lige inden servering.

Servering:

Servér varme wontons med dip og skøn urtesalat.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

cheviche

Ceviche

Sidste sommer rejste min familie og jeg gennem Texas, for at finde inspiration til min næste bog MIT COWGIRL KØKKEN.

Noget af det jeg elsker aller mest er ceviche! YUM!

Nyd denne opskrift mens vi venter på at Mit Cowgirl Køkken kommer til april.

 

Skønt, friskt og super sundt. Syren fra limen ”tilbereder” fisken, så den er mør og lækker at spise. Frys din fisk inden brug, så du er sikker på at der ikke er parasitter! Fuldstændigt som når du skal lave sushi (eller bestil det gjort fra fiskehandleren).

 

Når du fryser fisk som du vil spise rå, skal fisken være frossen (altså først når den er frossen tæller tiden) ved minus 20 grader i mindst 24 timer. Optø den langsomt, f.eks. i køleskab.

 

 

Forret eller let ret til 2-4

 

2-3 fuldkorns tortillas

lidt olivenolie

salt

CEVICHE

300 g torsk

300 g gode rejer

1 ½ dl limesaft

½ agurk

2 avocado

4 forårsløg

1 grøn chili, gerne jalapeno

salt

 

Klip tortillasen i stykker. Læg dem i et lag på en bageplade på bagepapir og dryp dem med en smule olivenolie og salt. Bag dem ved 180 grader i 6-8 minutter, eller til de er sprøde.

Skær torsk og rejer i mindre stykker. Vend begge dele med lime.

Flæk agurken, skrab kernerne ud med en ske. Skær agurken i små tern.

Snit bladsellerien fint, flæk avocadoerne, kassér stenene og tag kødet ud med en ske. Skær det i tern.

Snit forårsløg og chili fint.

Vend det hele med fisken og smag til med salt.

Servér ceviche med bagte chips.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mine opskrifter i Alt for Damerne hver uge!

Find inspiration til dig og ungerne på Lorangmini.dk

 

tom yam 1

Tom yam med rejer og wontons

Denne opskrift er fra Go Appetit. Og det betyder selvfølgelig at den er super nem og hurtig at lave. Og så smager den helt fantastisk.

Opskriften her er til 2 personer. Lav den helt simple version med rejer og nudler. Eller fyld skønne wontons i også. De er nemme at lave og wonton dej kan fås fra frost i asiatiske supermarkeder.

 

2 stilk citrongræs

l lille løg i både

15 g galangarod (kan undlades)

6 limeblade

1,3 liter lys hønsefond

1 spsk. chilipaste (gerne Pantai norasingh, ellers rød karry fra supermarkedet)

korianderstængler, fra 1 bundt koriander

1 spsk. sukker

½ dl limesaft

5-6 spsk. fiskesauce

FYLD

200 g store, vilde rejer (rå)

1 håndfuld enoki

2 tomater, i både

korianderblade, fra 1 bundt koriander

evt. kogte nudler

 

Kom citrongræs, galanga, limeblade, hønsefond, chili, korianderstængler, sukker, limesaft og fiskesauce i en gryde og lad det koge i 10-20 minutter under låg. Sigt suppen.

Pochér rejerne i suppen i 1-2 minutter. Nøjes med ½ – 1 minut, hvis de er forkogte.

Anret i store skåle med tomatbåde, rejer, enoki, koriander og evt. kylling. Hæld den varme suppe over og servér straks.

 

 Kyllinge- og reje wontons

FYLD

100 g kyllingebryst

50 g rejer, uden skal

1 lille bundt koriander, gerne med rod

1-2 tsk. rød karry

1 tsk. sukker

3 spsk. fiskesauce

2 spsk. lime

wontonplader

 

Skær kylling og rejer i grove tern.

Blend koriander med rod, hvis du har været så heldig at få den med, sammen med chili, reje og kylling i en foodprocessor. Tilsæt sukker, fiskesauce og limesaft.

Fordel fyldet i wontonpladerne, ca. 1 tsk. i hver. Fold dejen over på midten så du få en trekant, luk siderne ind over så det ligner små kuverter.

Brug lidt af fyldet til at ”lime” dejen med.

Damp dine wonton i den varme suppe. De skal have 2-3 minutter, eller til farsen er fast og gennemtilberedt.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang