Mere med pizza

Blomkåls foccacia

Disse nemme foccaccia-pizzaboller er gode i madpakken, eller til at tage med i hånden.

Der er blomkål i dejen, men ingen har til dato opdaget det! Det giver en saftig og selvklart sundere brøddej. Du kan ogå lave dejen med revet gulerod eller squash.

 

Du kan også bage dem uden at toppe dem med tomat og ost, og brugde dem som sandwichboller.

 

Husk: der er 25% rabat på alle mine bøger i shoppen! Brug koden: madpakke

 

Opskriften giver 6-8 styk.

 

Dej:

10 g gær

½ tsk. sukker

3 spsk. olie

1 ½ dl lunet vand

200 g hvedemel

2 tsk. salt

75 g revet blomkål

75-100 g groft mel

2-3 dl mosede tomater

100 g revet cheddar

oregano

 

 

Rør gær, sukker, olie og vand sammen.

Rør hvedemel og salt i. Kom revet blomkål i.

Rør groft mel i dejen. Det er ikke sikkert du skal bruge det hele. Dejen skal røres godt og længe, gerne på en maskine i 3-4 minutter. Den skal være flot samlet men stadig ret fugtig.

Lad den hæve lunt og tildækket i 45-60 minutter. (eller natten over på køl)

Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Del den i 6-8 stykker og form store, flade boller.

Lad dem efterhæve på en plade i 15-20 minutter. Smør dem med mosede tomat og drys med os og bag dem ved 200 grader i ca. 15 minutter, eller til de er gyldne og gennembagte.

Nyd dem lune eller kolde.

Top gerne med masser af frisk oregano.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Lynhurtig blomkåls-pizza

 

Jeg er tit for doven til at lave alle de der (ellers ofte lækre) alternative pizzabunde. Derfor bruger jeg simpelthen bare blomkål uden andet! Altså bar et blomkål skåret igennem. Det virker totalt og er sååååå nemt!

 

Hovedret til 2

 

2 blomkål

3 dl mosede tomater

salt og peber

lidt tørret oregano

olivenolie

2 mozzarellaoste

2 håndfulde rucola

olie og eddike

lidt revet parmesan

 

Tænd ovnen på 220 grader.

Sæt en bageplade klar med bagepapir på.

Skær hvert blomkål i 2-3 skiver og læg dem på bagepapiret.

Rør mosede tomater med salt, peber og oregano og fordel tomatsaucen på blomkålen.

Dryp med olivenolie og bryd osten på ”pizzaerne”.

Bag dem i ovnen i ca. 2-25 minutter, til de er møre og gyldne.

Anret ”pizzaerne” på tallerkner og top med rucola og parmesan.

Servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard

Quinoa pizza

Denne pizza er helt speciel og det er overraskende så godt den virker. Vær dog nærig med fyldet og spis den så snart den er bagt, den bliver hurtigt blød.

Beregn en pizza per person. Gang gerne opskriften op, også selvom du kun skal bruge to pizzaer, ”dejen” kan sagtens holde sig i 2 dage.

 

Opskriften giver 2 små pizzaer

 

 

2 dl quinoa

¾ dl vand

1 tsk. salt

1 tsk. bagepulver

1 spsk. olivenolie

FYLD

2 dl mosede tomater

1 spsk. olivenolie

salt

1 bøffelmozzarella (125 g)

75 g parmaskinke

plukket timian

 

Skyl quinoaen grundigt. Dryp den af og kom den i en bøtte med vand der dækker. Lad quinoaen trække natten over i køleskab. Skyl igen quinoaen og dryp dne tør.

Blend quinoaen i en foodprocessor med vand, salt, bagepulver og olivenolie.

Smør 2 ”pizzaer” ud af dejen på to stykker bagepapir på en bageplade. Forbag bundende i en 200 grader varm ovn i 5-7 minutter.

Rør mosede tomater med olivenolie og salt og fordel tomatsauce og mozzarella på bundende. Bag pizzaerne i den varme ovn i yderligere ca. 15 minutter. Tag dem ud, top dem med frisk timian og servér straks. Gerne med en stor salat til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Flere opskrifter på lorangmini.dk & altfordamerne.dk

 

 

Morgenmadspizza

Jeg er vild med denne alt-i-en-morgenmad. Den passer perfekt til denne min søndag, hvor temaet er “lav så lidt som muligt, men spis altid ordenligt!”

 

Opskriften er til 2-4 personer

 

BUND

4 dl vand

25 g gær

1 spsk. salt

300 g fuldkornshvedemel

300 g hvedemel

TOPPING
2 dl mosede tomater

1 fed hvidløg

2 spsk. olivenolie

salt

1 rødløg

1 spsk. balsamicoeddike

1 bøffelmozzarella (125 g)

1 håndfuld babyspinat

6 små æg

1 håndfuld frisk oregano

 

Bland vand, gær, salt og de to slags mel. Føl efter om du behøver alt melet eller måske en smule mere. Der er stor forskel på mel, ikke mindst hvis du som jeg bruger stenkværnet, så du er nødt til at stole på fornemmelsen.

Lad dejen hæve i 30 minutter på køkkenbordet (eller natten over, så er den klar når du står op).

Rør imens mosede tomater med presset hvidløg og olivenolie. Krydr med salt.

Tænd ovnen på 250 grader, eller så varmt som overhovedet muligt.

Skær løget i tynde skiver og vend dem med en skefuld balsamico.

Del dejen i to og rul den aflangt ud på et stykke bagepapir. Brug evt. lidt ekstra mel til hænder og rulle. Lav lidt kanter, så æggene ikke glider af.

Fordel tomatsauce, stykker af mozzarella, løg og spinat på bunden og bag pizzaen i den varme ovn i 6-8 minutter. Tag den ud og slå til sidst æggen ud på toppen.

Bag pizzaen igen i 8-15 minutter, alt efter hvor varm din ovn er,  til pizzaen er færdig.

Servér straks med en gavmild håndfuld oregano på toppen.

 

TIP: Er du typen der viiiiiiirkelig har brug for en morgenmadspizza, men ikke kan overskue det med dejen, kan du bruge en fuldkornstortilla som bund (eller købe en dej hos din pizzamand). Undgå dog dej fra supermarkedet, der oftest er fulde af tilsætning og dårlig smag!

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Regi: Den sorte kniv er fra Stelton

Pizza med artiskok & parmaskinke

Hvis du er dygtig til at rulle din pizzadej virkelig tyndt ud, så den kun skal bage ganske kort, kan du med fordel lige give dine artiskokbunde et opkog i lidt vand og hvidvin. Og derefter skære dem i skiver.

Opskriften er på 2 styk pizza

INGREDIENSER

25 g gær

1½ dl lunet vand (ca. 37°)

1 tsk. salt

½ tsk. sukker

2 spsk. olivenolie

ca. 250 g hvedemel

mel til udrulning

FYLD

2 artiskokker

lidt citronsaft

¼ dl olivenolie

1 fed hvidløg

salt

2 pakker bøffel mozzarella (á 125 g)

1 pakke parmaskinke, ca. 80 g

plukket oregano

 

Rør gæren i det lune vand, og tilsæt salt, sukker, olie og hvedemel. Ælt dejen smidig, mærk efter om du skal bruge lidt mere eller lidt mindre mel, det afhænger af melet. Lad dejen hæve ved stuetemperatur i ca. 30 minutter.

Forvarm ovnen til 220° eller så varmt som muligt. Varm to bageplader op i ovnen.

Skær artiskokbunden fri (se tip) og skær bundene i skiver. Gnid dem med citron.

Rør olivenolie med presset hvidløg og lidt salt.

Del dejen i to, og rul den ud til to pizzabunde på hvert sit stykke bagepapir. Pensl bundede med hvidløgsolien og top dem med mozzarella, artiskokker, lidt mere olivenolie og salt.

Bag dem på varme plader i den varme ovn. Top de varme pizzaer med parmaskinke og oregano og servér straks.

TIP: Knæk stokken af artiskokkerne. Skær toppen af så der kun er artiskokbunden tilbage, ca. 2/3 ned, brug gerne en brødkniv. Skrab det der ligner hår, væk med en ske og skær bladene på siden af artiskokbunden. Gnid hver bund med citron og læg dem i vand, tilsat citronsaft indtil de alle sammen er klargjorte.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen /Skovdal & Skovdal

 

Pizza med rosenkål & mascarpone

Jeg ELSKER rosenkål. Her på pizza……og med mascarpone. Win/win!

Opskriften giver 2 pizzaer

BUND
25 g gær
2½ dl lunet vand
2 tsk. salt
1 tsk. sukker
2 spsk. olivenolie
ca. 450 g hvedemel
mel til udrulning
FYLD
2 fed hvidløg, presset
¼ dl olivenolie
200 g mascarpone
1 rødløg i tynde skiver
200 g rosenkål, revet eller fintsnittet
50 g revet parmesan
masser af friskkværnet peber

Opløs gæren i lunet vand. Kom salt, sukker og olie i, og rør til sidst melet i, lidt ad gangen, til dejen kan æltes. Ælt dejen, til den er blød og smidig, og lad den hæve ved stuetemperatur i 40 minutter (eller natten over i køleskab, hvis du har tid).

Tænd ovnen på 300° (gerne varmluft), og sæt to plader i ovnen. Del dejen i to, og rul dem ud så tyndt som muligt på hver sit stykke bagepapir.

Rør hvidløg og olie. Pensl pizzaen med olien, og kom mascarpone, rødløg og rosenkål på.

Drys med lidt salt, og løft bagepapir og pizza over på en varm plade. Bag pizzaen, til den er sprød, og osten er gylden. Det tager fra 6 til 12 minutter, afhængigt af hvor varm din ovn er. Drys med parmesan, og krydr med masser af sort peber. Servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Se flere af mine opskrifter på femina.dk

Fladbrødspizza

Mega snyd, men super effektivt. Jeg spiser gerne denne pizza som morgenmad – men den duer bestemt også som top-hurtig aftensmad, gerne med en stor, grov salat til.

Opskriften er til 2 personer

2-4 store fladbrød
¼ dl olivenolie
2 fed hvidløg, knust
250 g mascarpone
1 tsk. fintrevet økocitronskal
6 friske figner i kvarter
lidt olivenolie
salt
100 g rucola
lidt citronsaft
ca. 75 g parmaskinke
peber

Forvarm ovnen og to bageplader til 240° (eller så varmt som muligt).
Rør olien med hvidløg, og pensl fladbrødene med olien. Fordel mascarpone, citronskal og figner på pizzaerne; dryp med olivenolie, og krydr med salt. Bag pizzaerne på varme plader, evt. én ad gangen, i 6-9 minutter, eller til de er gyldne. Top med rucola vendt med lidt citronsaft, skinke og masser af peber. Servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen / skovdal.dk

Find flere af mine opskrifter på femina.dk

Pizza med mascarpone & kartoffel

Super nem pizza med mascarpone. Må sige det igen: Mascarpone er bare så skønt!

Dejen kan laves dagen i forvejen og koldthæve i køleskabet.

Opskriften giver 2 pizzaer – nok til 2


25 g gær

1½ dl lunet vand (ca. 37°)

1 tsk. salt

½ tsk. sukker

2 spsk. olivenolie

100 g durumhvede

ca. 125 g hvedemel

mel til udrulning

ENDVIDERE:

3 spsk. olivenolie

1 fed hvidløg, presset

1 bagekartoffel i ultra tynde skiver

50 g babyspinat

150 g mascarpone

salt

revet parmesan

Rør gæren i det lune vand, og tilsæt salt, sukker, olie, durum og hvedemel. Ælt dejen smidig, og lad den hæve ved stuetemperatur i ca. 30 minutter.?Del dejen i to, og rul den ud til to pizzabunde på hver sit stykke bagepapir. Forvarm ovnen til 220° eller så varmt som muligt. Varm to bageplader op i ovnen. ?Rør olivenolie og hvidløg sammen, og pensl bundene med olien. Fordel kartoffelskiver, spinat og mascarpone.

Krydr med salt og bag pizzaerne én ad gangen, på varme bageplader i den varme ovn i 8-12 minutter afhængigt af ovnen, eller til de er gyldne og sprøde. Servér straks toppet med revet parmesan.

Opskrift & foto: Louisa Lorang

Pizza med chorizo og champignon

Jeg bruger de tykke, ferske chorizopølser til denne pizza (Irma har dem), men du kan også lave den med en stærk spegepølse i tynde skiver eller de små tyrkiske, krydrede pølser man ofte kan købe hos grønthandlere.

Opskriften er til 2-3 personer

DEJ:
25 g gær
1½ dl lunet vand, ca. 37°
1 tsk. salt
½ tsk. sukker
2 spsk. olivenolie
100 g groft hvedemel
ca. 125 g fint hvedemel
mel til udrulning

ENDVIDERE:
2 fed hvidløg, hakkede
lidt olivenolie
1 dåse hakkede tomater (400 g)
2 tsk. tørret oregano
½-1 tsk. sukker
salt og peber
lidt olie til stegning
salt
200 g ferske chorizopølser
200 g champignoner i skiver
2 mozzarellaoste a 125 g, gerne bøffel-
50 g babyspinat

Rør gæren ud i det lune vand, og tilsæt salt, sukker, olie, groft mel og fint mel. Ælt dejen smidig, og lad den hæve ved stuetemperatur i ca. 30 minutter.
Sautér hvidløget i lidt olivenolie; kom tomater og oregano på, og lad det småkoge i 10 minutter. Smag til med sukker, salt og peber Sæt saucen i køleskab indtil brug.
Del dejen i to, og rul den ud til to pizzabunde på hvert sit stykke bagepapir. Forvarm ovnen til 220° eller så varmt som muligt. Sæt to bageplader i ovnen, så de kan blive varme.
Kom tomatsauce på pizzaerne, men ikke alt for meget, så de bliver svampede. Klip hul i pølserne, tryk farsen ud i små kugler, og fordel dem på pizzaerne, sammen med champignonerne. Top med stykker af mozzarella, og bag pizzaerne på de varme plader i den brandvarme ovn, én ad gangen.
Servér pizzaerne varme og toppet med babyspinat.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann