Tag-arkiv: peber

garam masala kartofler

garam masala

Lav din egen krydderiblanding!

Jeg er vild med garam masala – og køber det ofte. Men ind imellem, når jeg har tid, laver jeg den selv. Og det ER virkelig en anden oplevelse!

Brug garam masala i curryretter, på lam, sammen med karry, i dhal eller bare til at pifte en yoghurtdressing op. På billedet ser du stegte kartofler med spinat, løg og hvidløg, stegt i olivenolie og smør og krydret gavmildt med garam masala.

Man får klart den bedste blanding ved at riste hele krydderier på en tør, varm pande og derefter knuse eller støde dem! Men en simpel sammenblanding kan også være fræk nok.

Der er 1000-vis af versioner af garam masala – dette er min:

 

1 spsk stødt koriander

1 spsk knust spidskommen

1 tsk stødt kardemomme

¼ tsk stødt nellike

½ tsk kværnet sort peber

½ tsk stødt kanel

1 tørret laurbærblad, knust

½ tsk stødt gurkemeje

 

Bland alle krydderierne sammen og opbevar dem i et lufttæt glas.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find mine opskrifter hver uge i ALT for Damerne!

jordbaer salat

Salat med jordbær og peber

Jordbær og peber er super gode sammen. Den pebrede rucola er den perfekte salat til jordbær og det ekstra skud peber, får det hele til at svinge!

Nyd gerne salaten som forret, måske med parmesanflager eller mild gedeost i?  Eller til grillet fisk eller kød.

 

 

Tilbehør til 2

 

1 økologisk citron

¼ dl god olivenolie

1 spsk. flydende honning

1 tsk. frisk kværnet sort peber

100 g rucola

200 g jordbær

 

Skræl det yderste, tynde lag af cironen med en tyndskræller eller en kartoffelskræller. Du skal bruge ca. halvdelen. Lav tynde strimler af skallen, ved at lægge den i lag, og skær den helt tyndt.

Rør olivenolie med saft af ½-1 citron, 1 spsk. flydende honning og masser af frisk kværnet peber.

Nip blomsterne af jordbærrene og skær jordbærrene i skiver.

Vend dressingen med rucola og jordbær.

Servér straks, gerne til rød kød, kylling eller fisk.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Regi: Greengate m.fl.

Find flere af mine opskrifter på lorangmini.dk og altfordamerne.dk