Tag-arkiv: morgenmad

mv_louisa_aeg_120117_mn0547

EGG BENNEDICKTS DE LUXE

Jeg er pjattet med pocherede æg! For ikke at tale om hollandaise! Og sammen er det næsten umuligt, ikke at få tårer i øjnene. Ingen tvivl om, at vil du gøre indtryk på nogen, så er dette morgenmaden at serverer. Og så er det faktisk slet ikke svært, det med de pocherede! Eller med hollandaisen, for den sags skyld!

 

Opskriften passer til 4 som morgenmad

 

 

Grønt:

500 g grønne asparges

2-3 fed hvidløg

500 g spinat

olivenolie

salt

Pocherede æg:

saltet, kogende vand

4 tsk. eddike

4-8 æg

Hollandaise:

100 g smør

½ dl hvidvin

1-2 æggeblommer

½- 1 tsk. salt

Desuden:

200 g tynde skiver parmaskinke

lidt radiser i tynde skiver

lidt plukket kørvel

peber

 

Grønt:

Skyl alt grønt og afdryp.
Knæk den nederste, træede ende af aspargesene og kassér den.

Damp aspargesene i en dyp pande med lidt kogende, saltet vand i bunden i 2-3 minutter under låg. Dryp dem af.

 

Skær hvidløg i tynde skiver.
Kassér evt. de groveste stilke på spinaten.

Steg hvidløget i lidt olivenolie på en stor, varm pande. Steg til det er let gyldent. Kom spinat på og lad den akkurat falde sammen. Krydr med salt.

 

Pocherede æg:

Kom 2 tsk. eddike i 2 kopper. Slå 2 æg ud i hver kop.

Skru lidt ned for vandet i gryden, så det er lige under kogepunktet. Pisk med et piskeris, så du kreerer en fin strøm i vandet. Slip to æg i midten af ”strømmen” og lad dem pocherer i 2-3 minutter. Tag dem op med en hulske, gentag med de sidste æg, to og to.

 

Hollandaise:

Smelt imens smørret og hæld det smeltede smør over i en kop. Kassér den hvide valle.

Pisk imens hvidvin og æggeblommer sammen i en kasserolle. Sæt den over varmen og pisk til æggene tykner en smule.

Hæld smørret i lidt ad gangen, du skal kun bruge det klare smør og undlade at hælde den hvide valle med i saucen. Pisk i nogle minutter over lav varme, eller til saucen er tyk og blank. Hæld den over i en skål, så snart den er tyknet, så du undgår at den får for meget varme og koagulerer.

Servering:

Anret spinat i 4 store, dybe tallerkner. Top med asparges, skinke og pocherede æg. Hæld hollandaise over æggene og pynt med radise og kørvel. Krydr med peber og servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard

mv_louisa_aeg_120117_mn0512

Shakshuka

Shakshuka er nok den morgenmad, jeg pt har spist mest i 2017! Jeg er totalt vild med det, og synes faktisk det er (næææsten) lige så nemt og hurtigt, som at riste et stykke rugbrød!

Denne nemme version, af den nordafrikanske ret, er lavet med tomatjuice, men du kan snildt bruge hakkede eller mosede tomater.

Vær obs på at vil du have din pande i ovnen, så det er vigtigt at den kan tåle det!

 

Opskriften er til 2 personer – og kan i øvrigt også spises som aftensmad eller frokost!

 

 

2 fed hvidløg

1 løg

lidt olivenolie

200 g små tomater

lidt røget paprika

200 g babyspinat

2-3 dl tomatjuice

salt og peber

3-4 æg

godt brød

 

Tænd ovnen på 200 grader.

Hak hvidløg og skær løget i slanke både. Sautér begge dele i olivenolie på en stor, varm pande, i 2-3 minutter, til løgene er møre. Kom små, hele tomater på og steg i yderligere 1 minut. Krydr med salt og paprika.

Kom spinat ved og lad den akkurat falde sammen. Hæld tomatjuice på og kog op. Smag til med salt og peber og slå 3-4 æg ud i panden.

Sæt panden i den varme ovn i 4-6 minutter, eller sæt låg på panden og damp dem under låg på blusset, til ægehviden har sat sig.

Servér straks evt. med groft brød til.

 

TIP: Vil du have mere fylde og pow, så rist lidt fed, blød chorizo sammen med løgene.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard

kaal-med-pocherede-aeg

Grønkålssalat med pocherede æg

Denne er fantastisk til morgenmad, frokost eller let aftensmad. Ristet rugbrød passer perfekt til.
Forsøg dig med de pocherede æg! Det er virkelig nemt, hvis du følger anvisningen. Orker du ikke, så top salaten med lune, smilende æg.

Opskriften passer til 2 personer

 

½ fed hvidløg

3 ansjoser

2 spsk citronsaft

1 tsk dijonsennep

1 tsk salt

1 æggeblomme

1 ½ dl smagsneutral olie

50 g revet parmesan

Æg:

2-4 æg

2-4 spsk hvidvinseddike

salt

Salat:

300 g grønkål

 

Dressing:

Riv hvidløget fint og hak 2 ansjoser. Pisk hvidløg, ansjos, citronsaft, sennep, salt og æggeblommer sammen. Pisk olien i lidt ad gangen til dressingen er tyk. Kom parmesan i og smag til med salt og evt. citronsaft.

Æg:

Kog rigeligt vand op i en gryde. Salt det godt. Kom 2 spsk. eddike i en skål og slå to æg ud i skålen.

Pisk i det kogende vand med et piskeris, så du skaber en lille ”strøm” i midten. Hæld æggene ned i strømmen og skru lidt ned for vandet, så det er lige under kogepunktet. Lad æggene pocherer i 2 ½- 3 ½ minut. Tag dem op med en hulske. (gentag hvis du vil have mere end 1 æg per person)

Rib grønkålen, kassér de grove stilke. Hak kålen og vend den med dressing efter behov. Anret den på et fad, top med pocherede æg.

Servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

1 Sweetie Greeenie

Sweet greenie

Denne greenie kan drikkes en tidlig morgen, eller pakkes i madpakken som en dejlig snack. Pak den med et køleelement eller: BONUS! Frys den ned og kom den i din madpakke frossen. Så holder den madpakken kold og kan drikkes, når den er tøet op (2-4 timer, alt efter hvad du fryser den i og hvor varmt det er.

Opskriften er fra min nyeste bog SUPER SNACKS og giver 2 store greenies.

I øvrigt er den testet og godkendt af baby 1 år, dreng 6 år og pige 9 år 🙂 (og et hold af Go Morgen Danmark-folk!)

 

Du skal bruge:

1 moden banan

1 avocado

1 håndfuld babyspinat

1 grønt æble, gerne granny smith

3 dl god æblemost

lidt citronsaft

evt. lidt fint revet ingefær

 

Kom banan, avocadokød, spinat, æble (med skræl men uden kernehus) og æblemost i en blender og blend i 1 minuts tid. Smag til med citronsaft of evt. lidt ingefær og fyld din greenie på flaske. Hold den helst kold!

Nyd den med sugerør, som mellemmåltid, ”frugt”, eller som en del af din frokost.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Chris Tonnesen fra bogen SUPER SNACKS

morgendog

Morgen dog

Denne opskrift er en jeg oprindeligt har lavet til ALT for damerne. Da jeg sendte teksten til redaktionen, var jeg lidt i tvivl om MORGEN DOG nu ikke var lidt frækt. De døøøøøøde af grin ! De havde på ingen måde fået de samme billede som jeg – så nu springer jeg ud i det igen og beholder titlen!

Opskriften her giver 4 styk:

 

2 dl kogte, hvide bønner

1 stilk bladselleri, hakkede

1 fed hvidløg, hakket

olivenolie

1 spsk. tomatpuré

1 spsk. flydende honning

1 spsk. eddike

salt

Desuden:

4 gode pølser, f.eks. salsiccia

olivenolie

4 æg

4 pølsebrød

1 håndfuld små tomater, i skiver

lidt oregano

 

Sautér bønner, bladselleri og hvidløg i olivenolie på en varm pande. Det skal ikke tage farve, men må gerne mørne, ca. 4-5 minutter. Kom tomatpuré, honning og eddike på og kog op. Smag til med salt.

Steg pølserne gyldne og gennemstegte i olivenolie på en varm pande.

Steg 4 spejlæg.

Lun pølsebrødene og fyld dem med pølser, bønner og tomat. Top med æg og oregano.

 

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard