Mere med louisas favoritter

Ceviche med blæksprutte & melon

En klassisk ceviche er med rå fisk, men blæksprutten skal koges inden brug, da den ellers er for sej. Den søde melon giver et godt modspil til den syrlige lime og gør retten endnu mere frisk! Og ja, der skal virkelig meget lime til.

Brug retten som en forret eller som en del af en uformel middag.

 

Opskriften er  til 4-6 personer

600 otte-armet, renset blæksprutte, f.eks. 2-3 arme

1 løg

2 tomater

1 grøn chili

2 avocado

¼ honningmelon

saft af 3-4 lime (måske mere)

2 håndfulde koriander

salt

Tilbehør:

Tortilla chips

 

Kog blæksprutten i 1 ½-2 timer, til den er helt mør. Kom den i koldt vand og lad den køle helt af i køleskab (du kan klargøre den dagen i forvejen).

Hak løg fint. Skær tomater i tern.

Flæk chilien og skrab frø og frøvægge ud med en teske. Kassér begge dele.

Hak chili fint.

Skær blæksprutten i små stykker og vend den med saft af 3 lime. Lad den trække i 10 minutter.

Vend blæksprutte med tomat, chili og løg.

Skær avocado og melon i tern og hak koriander. Vend det med resten af cevichen. Smag til med salt (der skal en del til) og evt. mere lime.

Servér straks eller lad cevichen trække i op til 2 timer i køleskab. Giv tortillachips til.

 

TIP: Er du ikke til blæksprutte, eller skal det gå hurtigere, kan du bruge rå kammusling. Vend den med lime, præcis som den kogte sprutte og lad den trække. Resten er helt det samme!

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Chris Tonnesen

Coke float (de luxe)

I morgen har jeg tjansen på Go morgen Danmark. Og helt ude af trit med hvad jeg plejer at kokkererer, har jeg valgt denne lille sag fra min bog MIT COWGIRL KØKKEN.

(Få rabat lige nu på bogen! Brug koden taco og få bogen for en flad 100 kr. seddel!!! – leveringstid er ca. 1 uge)

Jeg drikker faktisk meget sjældent cola. (eller sodavand i det hele taget).

Alligevel er jeg KÆMPE fan af det her! Coke float!

Første gang jeg hørte om det, var da jeg som 7-8 årige fandt en opskrift i et Anders And blad.
Jeg er barn af ultra-sund-mor, og fik altså ikke bare cola! (eller vaniljeis). Men min bedste venindes stedfar, forstod hvor vigtigt det var, og skaffede veninden og jeg, både cola og is!

Vi var selvklart solgt!

Senere nød jeg det i Texas – både med cola, Dr. pepper og Rootbeer (som jeg dog stadig er lidt on/off på).

Og som voksen opdagede jeg glæden ved at smide bourboun i sin float!

 

Det er denne version du får her:

 

Opskriften er til 1 person.

6 cl bourbon

2 kugler vaniljeis

25 cl cola, eller nok til at toppe op med

 

Fyld bourbon i et glas. Kom is i og top med cola. Servér straks, gerne med sugerør.

 

Opskrift & styling: louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Ceviche med grapefrugt

 

Opskriften her er fra min nyeste bog Mit Cowgirl Køkken!

Jeg har boet i Texas og bogen er min hyldest til BBQ, tacos, drinks og countryfood.

Sidste sommer rejste min familie og jeg Texas tynd, for at spise alt det vi kunne!

Tjek bogen ud her – eller hos din nærmeste boghandler.

 

 

Opskriften her er god som forret til 4

 

 

Ceviche er så skønt og det nye sort, også i DK! Denne er frisk og skøn med grapefrugt i. Og det bliver slet ikke dårligere at spise den med chips til!

Husk altid at fisk du skal spise råt, skal fryse i mindst 24 timer ved minus 20 grader.

 

 

 

250 g torskefisk (f.eks. torsk eller lange)

¾ dl limesaft (2-3 lime)

1 pink grapefrugt

1-2 tsk. fint hakket jalapeno (eller grøn chili)

koriander

salt

TILBEHØR
sprøde tortillachips

 

 

Skær fisken i grive stykker og vend den med limesaft.

Pil grapefrugten, pil al den hvide hinde af, så du har de skønne, små, lyserøde lameller tilbage. Vend dem i din ceviche og smag til med chili, koriander og salt.
Servér straks med sprøde chips til.

 

TIP: Er du så heldig at have friske majstortillas, kan de nemt steges til sprøde chips i lidt varme olie. Ellers prøv endelig med hvedetortillas. Det smager såååå godt.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang / Mit Cowgirl Køkken

Foto: Anders Schønnemann

 

 

Fish tacos med tomatillosalsa

I morgen i Go appetit på TV2 laver jeg disse skønne fish tacos med min gæst. De er så nemme og hurtige at du tror det er løgn. Lav en smuk, grøn salsa af syltede tomatillos (få dem i Mad og vin), brug syltede grønne tomater eller bare almindelige tomater. Tomatillos er i øvrigt IKKE en tomat, men er i familie med ananaskirsebær og er det nye shiiiit!

Her er opskriften til 2 sultne typer. Lav dem…de er så gode!

TOMATILLOSALSA

5-6 syltede tomatillos eller grønne tomater

2 håndfulde koriander

1 grøn chili, gerne jalapeno

½ løg

salt og lidt limesaft

FISH

300 g lys fisk, f.eks. lyssej, torsk eller lange

1 ½ dl mel

2 tsk. salt

1 tsk. stødt spidskommen

1 tsk. cayennepeber

1 tsk. tørret oregano

1 tsk. sød chili

rigeligt olie til stegning

CHIPOTLECREMA

200 g cremefraiche (eller yoghurt)

1-2 spsk. chipotle i adobe

salt

lidt limesaft

DESUDEN

4-6 tortillas

4 håndfulde rødkål, i tynde strimler

1 jalapeno i tynde skiver

koriander

limebåde

Blend tomatillos eller tomater i en foodprocessor med koriander, chili og løg. Smag til med lime.

Skær fisken i grove stykker, tjek at den er fri for skind og ben. Bland mel, salt, spidskommen og cayenne sammen og vend fisken i mel. Steg fisken i olie på en varm pande.

Rør cremefraiche med chipotle, salt og limesaft.

Lun tortillasene og top dem med kål, fisk, chilimayo, jalapenos, salsa og koriander. Servér straks med lime og gerne guacamole til.

Fordel fisk, grøn tomatsalsa og kål på lune tortillas og servér straks med limebåde og cremefraiche til.

Se flere opskrifter på tacos.

Opskrift & foto: Louisa Lorang

Quinoa & avocadosalat

Denne salat er min absolutte favorit! Den er fed, knasende, frisk og fantastisk. Så jeg spiser den så tit jeg kan!

Hvis du ikke kan få sort eller rød quinoa, er den gule bestemt ok! Det er klart mest for syns skyld, at jeg vælger de farvede til denne salat.

Saleten er god som tilbehør til lyst kød eller god som en selvstændig ret.

Opskriften er til 2 personer

 

1 ½ dl quinoa, gerne sort eller rød

salt

50 g mandler

SALAT

1 citron

1 spsk. honning

3 spsk. olivenolie

2 avocado

2 håndfulde groft plukket koriander

 

Skyl quinoaen og kog den mør i usaltet vand. Den skal koge ca. 15 minutter. Rør lidt salt og dræn overskydende vand fra.

Rist mandlerne på en tør pande (eller i en varm ovn, hvis den alligevel er tændt). De skal riste i 4-5 minutter på panden, eller til de er sprøde. Lad dem køle lidt og hak dem groft.

Skær skrællen af citronen og skær citronfileterne fri for lamellerne. Hold citronen over en skål, så saften ikke går til spilde. Vend citronsaft, citronfileter, honning og olivenolie sammen.

Flæk avocadoerne, kassér stenene og skær kødet i tern. Vend dem med citrondressingen.

Vend quinoa og koriander i salaten og til sidst mandler. Smag til med salt og servér straks.

 

Af: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Se mere af min mad hos Alt for Damerne

 

 

Tacos med friterede østers

Det her er virkelig luksus. Det bedste med det bedste. Tacos og østers! Er du en af dem der endnu ikke har “lært” at spise østers, er dette den bedste introduktion. Her er der lidt at bide i og stadig den skønne smag af havvand og blide østers.

 

Opskriften er til 2 personer.

2 dl kærnemælk

10 dryp tabasco

1  dl majsmel

1  dl hvedemel

2 tsk. salt

1 tsk. hvidløgssalt

10-12 østers

mel

rigeligt olie til stegning

flagsalt

ENDVIDERE
½ blomkål, groft revet

2 gulerødder, i tynde strimler

1 rødløg, i både

1 håndfuld koriander

saft af 2 lime

lidt hakket grøn chili

4 grove tortillas

cremefraiche eller tyk yoghurt

 

Pisk kærnemælk, tabasco, majsmel og hvedemel sammen med salt og hvidløgssalt.

Åben østersene og løsen dem fra skallen. Hæld østersvandet i din dej.

Vend østersene i mel, dej, mel og dej og steg dem i en stor gryde med masser af varm olie. De skal boble omkring dem når de kommer i. Lad dem stege gyldne og sprøde, ca. 1- 1 ½ . Tag dem op og dryp dem af på køkkenrulle. Drys dem med lidt flagesalt.

Vend blomkål med gulerødder, løg og koriander og vend grøntsagerne med lime og chili. Smag til med salt.

Fyld grønt og østers i lune tortillas og servér straks med cremefraiche eller yoghurt til.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders schønnemann

Hummer po boy

Den her lille satan kan jeg spise anytime. Morgen, middag eller aften. Eller skulle nogen vække mig midt om natten og tilbyde mig, hvid brød med hummer og ballade. Ja, så æder jeg den bestemt også – uanset tidspunkt!

Der hersker tvivl om oprindelsen på navnet Po boy – men po boy er en sandwich der kan købes i Louisiana eller langs den mexicanske golf. Den kan indeholde kød, men ofte også fisk og skaldyr. Faktisk er det ikke ualmindeligt at fylde den med friterede østers.

Dette er luksus versionen med hummer. Og selvom kål ikke er særlig originalt, synes jeg alligevel det passer fantastisk til sandwichen.

Gider du ikke selv bage, men skal have lynhurtige po boys – kan du bruge et klassisk hvidt flute eller et stort, blødt pølsebrød.

 

INGREDIENSER

dildkviste

salt

sukker

2 hummere

fint snittet spidskål

3-4 stilke bladselleri

lidt citron

TATARSAUCE

1 dl mayonnaise

1 spsk. ketchup

1 spsk. citronsaft

1 spsk. finthakket purløg

5-6 cornichoner, finthakkede

2 spsk. kapers, hakkede

10-20 dråber tabasco

SERVERING

4 brød eller flute

citron

 

Kog en stor gryde op med kogende vand tilsat dildkviste, salt og sukker.

Du kan vælge at lægge hummerene i fryseren lidt inden du skal koge dem, så bliver de let bedøvet inden de kommer i det kogende vand. Du kan også sætte en kniv i mellem øjnene og med et hurtigt ryk trække den ned igennem hjernen.

Kom hummerene i det kogende vand. Der skal være plads til begge, ellers kog dem af to omgange.

Lad dem koge under låg i 10-15 minutter. Sluk og lad den ligge i vandet i 20-30 minutter. Tag den op. Flæk kløer og pil kødet ud. Pil halen og skær kødet i skiver.

Snit kålene fint og skær bladsellerien i skrå skiver. Vend begge dele med en smule citron.

Bland alle ingredienserne til tatarsaucen og smag til.

Flæk brødene som til hotdogs og fyld dem med kål, bladselleri og tartarsauce. Top med hummer og servér straks med citron til.

 

Opskift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen / Skovdal & Skovdal

 

 

Wontonsuppe med svin

Skøn, frisk suppe med bløde wontons i. Køb wontondej i dit asitiske supermarked. Eller lav farsen til små kødboller i stedet.

Opskriften er til 3-4 personer

INGREDIENSER

400 g hakket svinekød

salt

1 håndfuld koriander, hakket

saft af 1 lime

2 tsk. rød karry

wonton

mel

vand

SUPPE

1 1/2  spsk. rødkarry

1 1/2 l grøntsags eller hønsefond

saft af 2 lime

2 tsk. sukker

fiskesauce

1 bundt forårsløg, fint snittet

2 tomater, i både

koriander

Rør kødet med salt, koriander, revet limeskal og rød karry. Krydr med salt. Fyld farsen ind i wontondej og luk dejen om fyldet. Brug lidt melklister af mel og vand rørt sammen, til at lukke dem med.

Kom rød karry, bouillon, limesaft, sukker og fiskesauce i en gryde og lad det koge op. Smag til med lime og salt. Kom de små wonton i suppen og lad dem pocherer i 3-4 minutter eller til farsen er gennemtilberedt.

Anret forårsløg og tomater i store skåle og hæld den varme suppe i skålene. Servér straks med lidt koriander på toppen

 

Af: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Misosuppe med steak & nudler

Det her er virkelig nem luksus. Jeg elsker misosupper, og anretter gerne suppe skåle med alt fyldet i på bordet og kommer med den varme suppe i en kande og fylder på ved bordet.

Du kan også lave byg-selv-supper og sætte kød og masser af grøntsager på bordet, sammen med suppen i en kande, og så lade dine medspisere samle deres egen suppe. Det er især smart, hvis du spiser med børn (eller kræsne mennesker).

Anyways….bare husk at miso helst ikke må koge, men blot bør opløses i kogende vand.

Opskriften her er til 2 personer.

Ingredienser:
1-2 flotte bøffer
olie til stegning
salt
ca. 75 g kogte nudler
1 dl majs
½ bundt forårsløg, snittede
50 g babyspinat
1 håndfuld koriander

Suppe:
1-2 spsk. misopasta
1 spsk. soja
8 dl kogende vand
limebåde
soja

Steg bøfferne i olie på en varm pande. De skal have et par minutter på hver side, alt efter tykkelse. Krydr med salt, og sæt dem til side.

Kog nudlerne i saltet vand, til de er møre. Skyl dem i koldt vand, hvis de klistrer sammen.
Skær kødet i tynde skiver.

Fordel kød, nudler, majs, forårsløg, spinat og koriander i 2 store skåle. Rør miso og soja med kogende vand. Hæld den varme suppe i skålene, gerne ved bordet, og servér med lime både og soja til.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Se flere opskrifter på ramen.

Sellerifritter

Elsker disse syndige fritter! Og med denne opskrift også et lille opråb til de danske supermarkeder:

SKAF NU PANKORASP OG CHIPOTLE OG SÆT DET PÅ HYLDERNE…….

……Hvor svært kan det være??!?!?!?

Opskriften er tilbehør til mad eller øl (!) til 2-4 personer

CHILIMAYO:
2 dl god mayonnaise
1 spsk. chipotlesauce (el.a. chilisauce)
2-3 spsk. limesaft
salt

FRITTER:
1 knoldselleri
salt
2 dl mel
2 æg, piskede
4-5 dl grov rasp, gerne pankorasp
rigeligt olie til stegning
mere salt

Rør mayonnaise med chipotlesauce, lime og salt.

Skræl sellerien, og kassér skrællen. Skær sellerien i grove stave, og drys med salt. Vend dem i mel, æg og rasp, og steg dem i rigelig og varm olie. De skal være gyldne og lækre. Det tager ca. 5 minutter. Lad dem dryppe af på køkkenrulle, og servér straks med chilimayo til.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang

Jødekager

Min morfar lavede altid jødekager da jeg var barn. De var papirstynde og proppet med kanelsukker og mandler. Verdens bedste! Mine er også gode, men de slår ikke min morfars……..

Opskriften giver en hel-masse-kager

250 g mel

½ tsk. hjortetaksalt

125 g sukker

1 nip salt

200 g koldt smør

1 æg, pisket

ENDVIDERE

Mel til udrulning

Evt. et æg til

1-3 spsk. koldt vand

½ dl sukker

1 spsk. kanel

hakkede mandler

 

Bland mel, hjortetaksalt, sukker og salt. Skær smørret i tern og smuldr den i melet. Når smør og mel har konsistens som brødkrummer, kan du samle dejen med en smule af ægget. Pak dejen i film og sæt den koldt i 30 minutter.

Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord og stik småkager ud med et lille glas eller en udstikker, 4-5 cm. Læg småkagerne på bagepapir på bageplader.

Pisk resten af ægget, eller evt. et nyt med koldt vand. Bland sukker og kanel. Pensl kagerne med æggestrygelse og drys med lidt mandeler og kanelsukker på hver kage. Bag kagerne ved 200 grader i 6-8 minutter. Lad småkagerne køle af på pladen.

Opbevar de helt afkølede småkager i en kagedåse i op til 1 uge.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang

 

Birkes & citronkage

Skøn kage, der holder sig fin og fugtig i et par dage. Servér den til de sødeste du kender!
 
Opskriften giver 1 fin kage, der kan deles af 6-8 personer.
100 g blødt smør
175 g sukker
korn af ½ stang vanilje
2 små æg
1 spsk. fintrevet skal af økologisk citron
1/4 dl citronsaft
½ dl  blå birkes
225 g mel
½ tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 knsp. salt
200 g cremefraiche 38%
GLASUR
1/2 dl citronsaft
4 dl flormelis
Pisk smør, sukker og vanilje hvidt og luftigt med en elpisker. Kom citronskal og saft i og kom æggene i et af gangen mens du fortsat pisker.
Bland birkes, mel, bagepulver, natron og salt og kom det i dejen. Tilsæt derefter cremefraichen og rør forsigtigt til dejen er godt blandet.
Fyld i en smurt form, ca. 2/3 op.
Bag ved 165 grader, varmluft (175-180 i alm. ovn) i ca. 50 minutter, eller til den er gennembagte. Lad den køle af inden du giver dem glasur.
Rør citronsaft med flormelis og kom den tynde glasur på kagen. Lad glasuren sætte sig inden servering.
 
Opskrift & foto: Louisa Lorang