Tag-arkiv: løg

spinatsalat med løg

Lun spinat salat med bagte løg

 

Jeg er vild med store, fyldige og simple salater som denne.

Servér den som tilbehør til grill eller en søndagssteg? Eller brug den som en hovedret en grøn dag.

 

Normalt er jeg fan af babyspinat, fordi det er så nemt at skylle. Men til en salat som denne, er det dejligt med en stor, smagfuld spinat, der akkurat er faldet sammen på en varm pande.

 

Opskriften er til 2-3 personer som hovedret eller 5-6 personer som tilbehør

 

Løg

3-4 rødløg

olivenolie

1 spsk. flydende honning

1-2 spsk. mild eddike

salt

Linser

2 dl sorte linser

1 spsk. flydende honning

1 spsk. dijonsennep

4 spsk. mild eddike, f.eks. æbleeddike

5-6 spsk. olivenolie

salt

Spinat

5-600 g smuk spinat

5 fed hvidløg

olivenolie

salt

150 g blød fårefeta

 

Pil løgene. Halvér dem og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Dryp dem med olivenolie, honning, eddike og salt og bag dem ved 185 grader i 30-40 minutter, eller til de er møre og skønne.

Skyl linserne og kog dem møre i usaltet vand, ca. 20 minutter. Dryp dem godt af.

Rør honning, sennep og eddike sammen og pisk olien i. Vend de lune linser med dressingen og smag til med salt.

Skyl spinaten grundigt (flere gange). Rib de groveste stilke fra, hvis nødvendigt.

Skær hvidløget i tynde skiver og rist det gyldent i olivenolie på en varm pande. Kom spinat på og lad den akkurat falde sammen. Krydr med salt.

Anret spinaten toppet med linser, feta og løg og servér lun.

 

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Linsedip

Linsedip med pitachips

Det er en ordentlig portion – men denne dip kan man nærmest heller ikke få nok af.

Du kan sagtnes lave ½ portion, men dippen holder sig i 2 dage i køleskab, og kan også bruges som fyld i pitabrød, på bruchetta eller som smørrepålæg på en rugbrødsmad.

 

Her er dip nok til 6 sultne typer.

 

2 auberginer

2 røde peberfrugter

3 fed hvidløg

1 løg

1 dl røde linser

1-2 tsk. harissa (f.eks. fra Al Fez)

3 spsk. tyk yoghurt

salt

lidt olivenolie

lidt røget paprika

saft af ½ citron

CHIPS

3 pitabrød

lidt olivenolie

salt

 

Prik auberginerne med en spids gaffel og bag auberginer, peberfrugter, hvidløg og løg (begge dele med skal på) i en 220 grader varm ovn i ca. 15-20 minutter.

Kog imens linserne helt møre i usaltet vand. Det tager ca. 15-20 minutter. Dryp dem af og lad dem køle en smule.

Kom peberfrugterne i fryseposer og luk dem. Lad dem køle lidt. Åben posen og pil skindet af dem (hvis du ikke kan få det fuldstændigt af, er det ok). Flæk dem og skrab kernerne ud. Flæk auberginerne og skrab kødet ud. Kassér skrællen.

Pil hvidløg og løg. Blend peberfrugt, auberginekød, løg og hvidløg sammen med  harissa og linser. Lad det hele køle.

Rør den afkølede puré med yoghurt og smag til med salt og citronsaft.

Anret dippen med lidt olivenolie og drys med lidt paprika lige inden servering.

Skær imens pitabrødene i trekanter og dryp dem med olivenolie og drys dem med salt. Bag dem sprøde i den varme ovn i 5-7 minutter.

Servér dippen med sprøde chips og evt. sprøde grøntsager.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

one pot

Sommer one-pot

Næsten som frikassé, men mindre fed, mere dejlig og sindsyg nem. Og som navnet antyder er det hele i en gryde!

Nok til 3 personer.

 

500 g kalvekød, f.eks. af bov

1 løg

2 fed hvidløg

lidt olie til stegning

1½ liter grøntsagsbouillon, gerne Herbamere

500 g kartofler

150 g små bitte løg

250 g gulerødder, gerne små

1 lille blomkål

100 g bælgede ærter

2 spsk. smør

salt og peber

1 bundt dild

TILBEHØR
evt. brød

Skær kalvekødet i ternin og hak løg og hvidløg

Sautér kød, løg og hvidløg i en smule olie i en stor, varm gryde. Det skal ikke tage farve.

Hæld 1 liter bouillon på og gem resten til senere. Lad det simre under låg i 40-45 minutter, eller til kødet er ret mørt. Pas på at det ikke koger for hårdt.

Skrub eller skræl imens kartoflerne og skær dem i mundrette stykker. Kom dem i gryden til kødet sammen med resten af bouillonen, eller så det dækker, og lad det hele simre i yderligere 15 minutter.

Pil løgene og skrub eller skræl gulerødderne og skær dem evt. i mindre stykker, hvis de ikke er små og fine.

Del blomkålen i mindre stykker. Kom gulerødder, blomkål og perleløg i gryden til kartoflerne og lad det hele simre i yderligere 5 minutter, eller til grøntsagerne er møre, men stadigvæk har bid.

Kom ærter og smør i gryden. Kog op og smag til med salt og peber. Tag gryden af varmen og vend hakket dild i.

Servér straks evt. Med brød til.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

Parmaskinke

Torta fritta med parmaskinke

 

Italienerne spise disse små friturestegte brød, med skinke og gerne et stykke parmesan og frisk figen i. De er vidunderlige og ganske klassiske på restauranterne i Parma. Servér dem lune og nyd dem som en forret eller som en smækker snack.

Læs mere om Parma og den fantastiske skinke her.

SYLTEDE LØG

4-5 bananskalotteløg

1 dl balsamico

½ dl sukker

Pil løgene og snit dem på langs. Kom dem i en kasserolle med eddike og sukker og lad det simre i 10 minutter, eller til eddiken er tyk og lækker og løgene er møre.

TORTA FRITTA

300 g mel

30 g smør

15 g gær

1 ½ dl skummetmælk

1 tsk. salt

lidt mel til udrulning

rigeligt olivenolie eller solsikkeolie

DESUDEN

parmaskinke

oste

pølse

frugt

 

Lav en bunke af melet på bordet. Læg smør i midten. Opløs gæren i skummetmælk og kom salt i. Lav en fordybning i midten af melbunken og hæld mælkeblandingen i. Saml dejen med hænderne og ælt den i 10 minutter.

Sæt dejen lunt og lad den hæve i to timer.

Drys bordet med lidt mel og rul dejen tyndt ud, ca. 5 mm.

Sæt rigeligt olie over i en gryde og varm den op til den syder når du kommer dej i den.

Skær imens dejen ud med en klejnesporer eller en kniv i ca. 3 x 4 cm.

Fritér dejen 4-5 stykker ad gangen, i den varme olie. Vend den undervejs, så du får fine små, gyldne ”puder”. Dryp dem af på køkkenrulle.

Servér straks et stort fad med skinke, syltede løg, frisk frugt evt. oste og pølser og de varme torta fritta.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen, Skovdal.dk

dhal1

Dhal med raita

Det her er noget af det bedste jeg ved! Det er sundt, billigt, nemt og smager viiiirkelig godt (bedre end det ser ud).

Opskriften er til 2 personer.

Er I meget sultne, kan I koge fuldkorns ris til (Jeg tager den nu som den er)

 

 

2 dl røde linser

6 dl vand

1 løg, hakket

½  aubergine, i tern

lidt olie til stegning

lidt smør til stegning

2 fed hvidløg, hakkede

2 spsk. stærk karry, eller efter smag

150 g smagfulde tomater, hakkede

salt

evt. lidt plukket koriander

RAITA

2 dl yoghurt naturel

lidt spidskommen

lidt limesaft

¼ agurk, i mini tern

lidt hakket mynte

 

Skyl linserne og kom dem i en gryde med vand. Lad dem koge under låg, til de er helt møre og udkogte. Det tager 15-20 minutter. Sautér løg og aubergine i lidt olie og smør på en varm pande, uden at de tager farve. Tilsæt hvidløg, karry og tomater. Kom linserne på og en smule mere vand og lad det hele koge sammen i 5-15 minutter. Smag til med salt.

Rør yoghurt med agurk og krydderurter.

Servér dahl med raita og gerne en sprød salat.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang