Mere med kikærter

Kikærter & æg i tomat

Inspireret af shakshuka, har jeg lavet denne nemme opskrift! Nyd den som aftensmad eller som en mættende morgenmad.

Vær obs på at du skal sætte kikærter i blød dagen før brug. Du kan bruge dem fra dåse, men det er altså ikke helt det samme 😉

Kom kikærterne i en gryde med usaltet vand og kog dem møre under låg, ca. 45 minutter. Gem gerne kogevandet.
Snit hvidløg i tynde skiver og løg i både.
Sautér begge dele i olivenolie på en stor, varm pande. De skal ikke tage farve.
Kom kikærter ved.
Tilsæt spinat og små tomater og steg kort.
Hæld mosede tomater og vand på og kog op.
Krydr med salt og peber.
Slå 3-4 æg ud i panden og sæt låg på panden. Lad det hele simre til æggene har sat sig.

Servér straks, gerne bare i panden.

Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Opskriften er til 2 som aftensmad og 2-4 som morgenmad.

1½ dl kikærter (sæt dem i blød natten over)
2 fed hvidløg
1 løg
Olivenolie
300 g spinat
200 g små tomater
2 dl mosede tomater
1 dl vand
Salt og peber
3-4 æg

Kikærte guacamole-spread

Jeg laver denne spread og bruger den som dip eller pålæg. Den er ret så skøn som morgenmad sammen med pink grapefrugt. Allerhelst på godt rugbrød!

Skal det gå stærkt, eller skal den med i madpakken så prøv med  et drys sesam, hampefrø eller måske bare lidt citronsaft.

Spread:

200 g kogte kikærter

3 modne avocadoer

saft af 1 citron (evt. lidt mere)

salt

2 skiver rugbrød

lidt olivenolie

salt

Blend kikærter og avocado i en foodprocessor, til en grov mos. Smag til med citronsaft og salt.

Brug mosen på brød eller måske som dip til sprøde grøntsager.

TIP: Kog dine kikærter helt møre, til en mos som denne. Dåse kikærter kan gå an, hvis det haster!

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Flere sunde morgenmadsopskrifter i denne uges Alt For Damerne! 

Hummus

Jeg kan bedst lide, selv at koge mine kikærter. Men har du ikke nået det, kan det udmærket lade sig gøre, at lave hummus på kikærter fra dåse.

 

Opskriften er god som dip til 4 eller som fyld i f.eks. sandwiches eller wraps til 2-3

 

200 g kogte kikærter

1 dl vand kogevand fra kikærterne

1 spsk. tahini

1 fed hvidløg

saft af ca. ½ citron

1-2 tsk. spidskommen

salt

1-2 spsk. olivenolie

lidt nigellafrø

 

Blend kikærter, kogevand, tahini, hvidløg, citronsaft og spidskommen med en stavblender eller på en foodprocessor. Smag gerne til med ekstra citron og spidskommen.

Servér med et dryp olivenolie og lidt nigellafrø.

 

Opskrift & Styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

 

Kikærteguacamole med bagte chips

Opskriften er fra Madpakkebogen

Det afhænger klart af hvem der skal spise denne dip, om der skal både koriander og jalapenos i. Men laver du opskriften uden disse to ingredienser er den stadig skøn. Du kan evt. tilføje dem ved siden af, så der er et valg.

Nok til 4 madpakker eller god sammen med et glas vin til de voksne.

 

3 avokadoer

200 g kogte kikærter

1 fed hvidløg

1 håndfuld koriander (kan undlades)

saft af ½ – 1 citron

2-3 spsk. olivenolie

salt

evt. lidt hakkede, syltede jalapenos

TILBEHØR

3 fuldkorns tortillas

3 spsk. olivenolie

salt

sprøde grøntsager, f.eks:

snackgulerødder

radiser

agurker i stave

 

Flæk avokadoerne, fjern stenene og skrab kødet ud med en ske.

Kom avokado, kikærter, hvidløg og evt. koriander i en foodprocessor og blend massen til den er helt findelt. Smag til med citron, olivenolie og salt og vend evt. hakkede jalapenos i efter smag. Opbevar din kikærteguacamole i køleskab i op til 2 dage.

Klip tortillaerne i trekanter. Bred dem ud på en bageplade og dryp dem med olie og salt. Bag dem ved 200 grader, varmluft i 8-12 minutter, eller til de er sprøde. Lad dem køle helt af inden du pakker chips, kikærteguacamole og grøntsager i madpakken.

Pak chipsene for sig i en papirspose eller et stykke madpapir. De bliver bløde i køleskab.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen /skovdal.dk

Fladbrød med ærtehummus og halloumi

Jeg koger tit en masse kikærter på en gang og har dem i fryseren. Men her kan en dåse grundigt skyllede kikærter godt bruges.

INGREDIENSER

200 g kogte kikærter
150 g blancherede eller optøede ærter
1 spsk. tahini
3 spsk. olivenolie
2-3 spsk. koldt vand
3-4 spsk. citronsaft
salt

ENDVIDERE
250 g halloumi i skiver
olivenolie
½ agurk i tynde skiver
1 håndfuld plukket mynte
2-3 dl friskbælgede ærter
½ bundt radiser i tynde skiver
2-4 fladbrød
salt
citronsaft
olivenolie

Blend kikærter, ærter og tahini, olivenolie og lidt vand. Smag til med citronsaft og salt.

Pensl halloumiosten med lidt olie, og gril den på en varm grill eller grillpande.

Anret hummus, agurk, halloumi, mynte, ærter og radiser på lune fladbrød. Krydr med salt, og dryp med citron og olivenolie. Servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Kikærtesalat med radicchio

Super enkel og sund salat, der passer rigtig godt til stegt kød, kylling eller fisk. Salaten kan spises både varm eller lun.

Opskriften passer til 4-6 personer som tilbehør

400 g kikærter

3 fed hvidløg

2 laurbærblade

ENDVIDERE

4 fed hvidløg, i tynde skiver

olivenolie

2 radicchio salater, groft snittet

4-5 spsk. citronsaft

salt

Sæt kikærterne i blød natten over. Dræn vandet fra dem og kog dem i nyt, koldt vand sammen med hvidløg og laurbærblade. Kikærterne skal være møre, men ikke udkogte. Det tager ca. 40-50 minutter. Dræn vandet fra, men gem lidt.

Rist hvidløg i olivenolie på en varm, stor pande. Kom kikærterne på og lad dem riste lidt. Kom radichio på og lad den lige falde sammen. Smag til med citron og salt. Giv evt. lidt af kogevandet fra kikærterne, hvis det ser for tørt ud.

Servér kikærterne varme eller lune.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Kikærteburger med rosenkål

Jeg ELSKER burger. Også de grønne. denne burger er en mellemting mellem en burger og en falafel. WIN WIN siger jeg bare.

Vær OBS på at du skal sætte kikærter i blød dagen i forvejen. Vægten angivet er tørret vægt.

Og så er der rosenkål i og til. Giv dem nu en chance. Jeg lover at rå rosenkål smager skønt!!!!!!

Opskriften giver 4 små burgere.

 

BURGER:

200 g kikærter, udblødte

200 g ærter optøet fra frost
1 tsk. knust spidskommen
1 håndfuld bredbladet persille
2 spsk. citronsaft
2 tsk. salt

CHILIMAYO:
1-3 tsk. mayonnaise
1-2 spsk. chilisauce, gerne chipotle
1 spsk. citronsaft
salt

ENDVIDERE:
200 g rosenkål
2 spsk. citronsaft
3 spsk. olivenolie
1 tsk. sukker
1 tsk. salt
4 grove burgerboller
1 rødløg i tynde skiver
ketchup

Kør kikærter, ærter, spidskommen, persille, citronsaft og salt i en foodprocessor, til du har en semi-fin masse. Form farsen til 4 små bøffer; klem væde ud af dem, hvis det er nødvendigt for at få dem samlet, og steg dem i rigeligt olie på en varm slip let-pande i 5-6 minutter på hver side. Rør imens mayonnaisen med chili, citron og salt.

Riv rosenkålen groft, evt. i foodprocessoren. Rør citronsaft, olivenolie og sukker sammen. Vend rosenkålen med dressingen, og smag til med salt.

Lun bollerne. Flæk dem, og smør dem med mayo. Fyld dem med kål, bøf og løg, og servér straks med ketchup til.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Se flere af mine hverdagsopskrifter på femina.dk

Ærtehummus

Denne hummus er dejlig frisk og er måske en slags sommer-hummus? 

Brug den som forret, snack, dip eller sandwichfyld.
 
Jeg bruger (optøede) ærter fra frost til selve hummussen, men kan godt lide de knasende friske ærter til at pynte med.
Ærteskud kan købes i enkelte, velassorterede grønthandlere, men kan du ikke skaffe det, kan det sagtens undværes.
Opskriften er til ca. 6 personer som snack
 
 
200 g kikærter
1 laurbærblad
150 g ærter, blancherede
1 lille fed hvidløg
1 håndfuld mynteblade
2 spsk. tahini
½ dl citronsaft
¼ dl olivenolie
salt
ENDVIDERE
4-6 pitabrød, gerne grove
lidt olivenolie
flagesalt
lidt plukket mynte
lidt ærtespirer (kan undlades)
2-3 dl friskbælgede ærter
citronbåde
Skyl kikærterne og sæt dem i blød natten over.
Kog kikærterne sammen med laurbærbladet i ca. 45 minutter, eller til de er helt møre. Dræn vandet fra, men gem lidt.  Kassér laurbærbladet.
Blend kikærter, ærter, hvidløg, mynte, tahini, citronsaft og olivenolie til en grov hummus. Smag til med salt.
Skær pitabrødene i 8 stykker hver og pensl dem med olivenolie. Grill dem på en varm grill eller grillpande og krydr dem med salt.
Anret hummussen pyntet med mynte, ærtespirer og friskbælgede ærter og giv citronbåde til.
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann
         

Falafel

Lav dine egne falafler. Det er super nemt og hurtigere end du tror!? Bare husk at sætte kikærter i blød dagen i forvejen.
 
Opskriften er til 2-4 personer, afhængigt af tilbehør. 
Ca. 14 falafler i alt.
 
 
 

200 g kikærter (udblødt natten over)
1 bundt bredbladet persille
½ bundt koriander
2 fed hvidløg
1 lille løg
1 spsk. stødt spidskommen
2 tsk. salt
¼ dl citronsaft
olie til stegning
TILBEHØR: 

fladbrød
tomat
agurk
rødløg
salat
mynte 

yoghurt
chilisauce
citronbåde
Dræn vandet fra kikærterne; blend kikærter, persille, koriander, hvidløg, løg, spidskommen,salt og citronsaft i en foodprocessor. Saml massen til en dej, og form ca. 14 små falafeler, ved at presse dejen sammen i hånden – brug gerne et kuglejern, hvis du vil have dem helt runde. Steg falafelerne i rigeligt olie i en stor, varm pande eller wok ved middel varme, til de er gyldne og møre – de skal have 3-4 minutter hver.
Servér de varme falafler i lune fladbrød med tomat, agurk, løg, salat og mynte. Giv yoghurt, chilisauce og citronbåde til.



Opskrift: Louisa Lorang 
Foto: Anders Schønnemann