Mere med hurtig mad

Tomat og muslingesuppe

Så bliver det ikke nemmere. Nyd de skønne, danske blåmuslinger i denne nemme tomatsuppe.

Spis med fingrene og ske og brug gerne en skylleskål – det virker.

Opskriften har været bragt i Alt for Damerne. Vil du have flere sunde og skønne opskrifter _ så klik her.

Orker du ikke at spise brød til, kan du fylde suppen med kogt boghvede eller perler. Eller bare spise en dobbelt portion.

 

Opskriften er til 3-4 personer

 

1 løg

3 fed hvidløg

olivenolie

lidt frisk timian

1 kg muslinger

1 dl hvidvin

5 dl grøntsagsbouillon

300 g mosede tomater

salt og peber

evt. 1 nip sukker

2 håndfulde bredbladet persille

TILBEHØR

groft brød

 

Hak løg og hvidløg fint.

Rens muslingerne og kassér åbne muslinger der ikke lukker sig, når du banker dem let mod bordet.

Sautér løg og hvidløg i olivenolie i en stor, varm gryde. Kom lidt timian ved og tilsæt muslinger. Sautér ½ minuts tid. Tilsæt hvidvin, bouillon og mosede tomater. Lad muslinger og suppe koge under låg i 3-4 minutter, til muslingerne har åbnet sig. Smag suppen til med peber og evt. lidt salt og sukker.

Servér straks toppet med persille og giv groft brød til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

 

Squashpasta a la cabonara

Jeg elsker pasta og det er ikke fordi jeg forsager det. MEN når nu at en squash smager fantastsik i stedet for traditionel pasta, er jeg klart fan af at bruge det ind imellem.

Så er der en ekstra grøntsag på middagsbordet og plads til en ekstra crossaint på søndag!

Du kan også sagtens blande pasta med squashstrimler.

Opskriften er til 2 personer.

1 squash
lidt citronsaft
salt
100 g pancetta (eller bacon) i strimler
evt. lidt stegeolie
2 fed hvidløg i tynde skiver
2 æggeblommer
1 dl piskefløde
salt og peber
2-3 spsk. citronsaft
masser af friskrevet parmesan
plukket oregano

Lav tynde strimler af squashen med en tyndskræller, eller lav spaghetti af squashene med en spiralizer.

Rist pancettaen i en stor, dyb pande. Brug evt. en smule olie, hvis nødvendigt.

Kom hvidløg i pancettaen, når den er sprød og gylden. Lad dem stege med lidt. Pisk æggeblommerne med fløde, og rør det i panden med pancettaen. Lad det varme igennem og tykne en smule, pas på, det ikke får for meget varme, så æggene koagulerer. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Vend den varme sauce sammen med squashen, og servér straks med plukket oregano og revet parmesan på toppen.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

 

salat med røget sild & æg

Super enkel salat, der er perfekt som let hovedret eller som skøn frokostret. Jeg tror på at det bliver forår om 2 sekunder. Så bare sæt vand over til æg……..

Opskriften er til 2 personer.

1 tsk. dijonsennep

1 spsk. æbleeddike

2-3 spsk. olivenolie

¼ bundt dild, hakket

1 hovedsalat, plukket

½ kg kogte kartofler, i mundrette stykker

¾ bundt dild, plukket

1 bundt radiser i skiver

salt

2 røgede sild

3 kogte æg, gerne smilende

Rør sennep med eddike, olie og hakket dild.

Vend salat, kartofler, plukket dild og radiser med dressingen, og smag til med salt. 
Anret sild og salat på to tallerkener, og servér straks med kartofler og halve æg.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Kylling med panchetta

Super nem kyllingeret, med masser af smag fra både panchetta, kapers og tomater. Hurtig, skøn hverdag!

Hvis du ikke kan skaffe panchetta, kan du bruge bacon eller parmaskinke.

Opskriften er til 2 personer

INGREDIENSER:

2 kyllingebryster

8 tynde skiver panchetta

olivenolie

2 fed hvidløg, i tynde skiver

1 dl hvidvin

250 g cherrytomater

3 spsk. kapers

1 spsk. smør

salt og peber

1 spsk. hakket persille

TILBEHØR: ristede kartofler

SÅDAN GØR DU:

Skær kyllingebrysterne i hver 4 stykker – 8 stykker i alt. Rul dem i panchetta og steg dem gyldne i olivenolie i en høj pande. Kom hvidløg ved og lad det tage en anelse farve. Tilsæt hvidvin og lad den reducerer til ca. halvdelen. Tilsæt tomater og lad dem simre i 1-2 minutter. tilsæt kapers og smør, kog op og smag til med salt og peber. Tag panden af varmen og vend persille i. Servér straks med ristede kartofler og evt. en sprød salat.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Kylling og lun hokaidosalat

Vælger du et lille, friskt hokkaidogræskar, er skallen ofte så tynd, at den kan spises. Det gør det hele meget nemmere!

Opskriften er til 2 personer.

1 hokkaidogræskar
2-3 spsk. olivenolie
salt
100 g græskarkerner
1-2 tsk. salt
3 spsk. citronsaft
100 g rucola
KYLLING:
2 kyllingebryster, gerne med skind
lidt olie til stegning
salt

Skrub græskarret. Flæk det, og skrab kernerne ud med en ske (gem kernerne). Skær græskarret i grove stykker, og vend dem med lidt olie og salt. Bag det ved 200° i 25-30 minutter, eller til græskarret er mørt.
Rist græskarkernerne på en varm, tør pande i 1-2 minutter. Kom salt og citronsaft på, og lad citronsaften dampe væk. Lad græskarkernerne køle af. Vend græskar med rucola og sprøde græskarkerner lige inden servering.
Steg imens kyllingen i lidt olie på en varm pande, til den er gennemstegt. Krydr med salt.
Opskriften er til 2 personer

TIP: Rucolaen er god sammen med det varme græskar. Varmen fra græskarret giver den endnu mere skarphed. Det passer til det søde græskar.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Se mere hverdagsmad på femina.dk

Pasta med store rejer

Køb store rejer af bæredygtigt opdræt. Er de ikke bæredygtige, kan de være fulde af antibiotika-rester og opdrættet under dårlige forhold (kan du ikke få bæredygtige, så brug grønlandske).

Opskriften er til 2 personer


250 g frisk pasta
salt
4 fed hvidløg, hakket
olivenolie
200 g store rejer (af bæredygtigt opdræt)
1 smule hakket persille
salt

TILBEHØR:
100 g blandet salat
250 g små tomater i halve
1 håndfuld persille
balsamico
olivenolie
salt og peber

Kom pastaen i kogende, saltet vand, og kog den al dente i ca. 4 minutter eller efter anvisningen på pakken. Dræn vandet fra, men gem lidt.
Rist hvidløget i olie på en varm pande, så det tager en smule farve. Kom rejer på, og lad dem varme kort, hvis de er forkogte, eller lige blive lyserøde, hvis de er rå. Vend pasta og persille på panden med rejerne, og spæd med en smule kogevand. Smag til med salt.
Servér straks pastaen med salat af tomater, persille, eddike og olie, krydret med salt og peber.

TIP: Hvidløget får en skøn smag af at få lidt farve, men bliver bittert, hvis det får for meget.

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann