Tag-arkiv: fastfood de luxe

artig taco

Artige tacos

Dette er bestemt ikke en original tex-mex taco. Men den indeholder masser af god tex-mex smag, og så er den klassiske majstortilla, skiftet ud med et sprødt kålblad. Jeg elsker det! Beregn 2-3 per person, flere hvis I er rigtigt sultne. Eller brug dem som en del af et større måltid.

 

OG selvom der er lang tid til, så glæder jeg mig alligevel som et lille barn, til min fedtede Texas bog kommer til april. Glæd dig til minus sund fornuft og masser af snask og ballade i MIT COWGIRL KØKKEN

 

Opskriften her er til 3-4 personer

 

 

LØG

2 rødløg

1 ½ dl eddike

1 dl sukker

KYLLING

3-4 kyllingebryster

olivenolie

2 spsk. chipotle i adobe

2 tsk. tørret oregano

saft af 1 lime

salt

DESUDEN

8 flotte kålblade – gerne spidskål

2 avocado, i tern

yoghurt

koriander

5-6 radiser, i tynde skiver

1-2 grønne chili, gerne jalapeno i skiver

limebåde

 

Skær løgene i både. Varm eddike og sukker i en kasserolle, til sukkeret er smeltet. Kom løgene i den varme lage og sluk. Lad dem trække mindst 30 minutter, evt. natten over.

Skær kyllingen i strimler. Steg den i olivenolie på en stor varm pande. Den skal tage farve og være akkurat gennemstegt. Kom chipotle, oregano, limesaft og salt på og lad det hele stege ganske kort.

Anret kyllingen i kålblade, top med avocado, yoghurt, koriander, radiser, chili og syltede løg, Servér straks med limebåde til.

 

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

Find flere opskrifter, børnetips, mm på lorangmini.dk

 

04Low carb burger

Low carb burger

Om du vælger low carb modellen eller en klassisk burgerbolle, er op til dig.

Men det med blå ost inde i bøffen holder altså så meget! Det synes jeg du skal prøve.

Vil du selv lave ketchup eller bage burgerboller, så klik på links for opskrift.

 

Opskriften her giver 4 burgere.

 

 

150 g god blåskimmelost, f.eks. Blå kornblomst eller Roquefort

150 g flødeost, naturel

salt og peber

800 g hakket oksekød, 8-10 %

lidt olie til stegning

salt og peber

ENDVIDERE

8 portobellosvampe (eller platte burgerboller)

rødløg i fine skiver

icebergsalat, plukket

ketchup

Rør blåskimmelost og flødeost sammen. Smag til med salt og peber.

Del kødet i 8 lige store portioner og form dem til helt flade bøffer. Fordel ostemassen på de fire af bøfferne og læg forsigtigt de andre ovenpå. Luk kanterne sammen så ostemassen bliver inde i midten af kødet. Steg dem i lidt olie på en varm pande, til de er gennemstegte. Drys med salt og peber. Fjern imens stokken på svampene og steg svampene på en varm pande i en smule olie. Tryk dem flade og krydr dem med salt

Fyld en bøf, salat, løg og lidt ketchup mellem to portobellosvampe og servér straks i papir og med servietter til.

 

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen, Skovdal.dk

 

 

 

Kimcheeburger

KIMCHEEBURGER MED SPEJLÆG

Denne kimchee kan spises som en slags spicy salat så snart den er færdig. Vil du have den til at fermentere, kan du komme den på et skoldet glas og sætte den med løst låg på køkkenbordet i 2-6 dage, til den bobler og dufter af ægte kålballade. Sæt den (nu med tætsluttende låg) i køleskabet indtil brug, når den smager som du foretrækker.

Du kan få kimchee chili i flere og flere asiatiske butikker. Brug det meget gerne i stedet for chiliflager.

OG så er det selvfølgelig op til dig,om du hellere vil lave burgeren i en klassisk burgerbolle!

 

Opskriften giver 4 burgere

 

KIMCHEE SALAT

1 kinakål

1 bundt forårsløg

3 fed hvidløg

1 spsk. fint hakket ingefær

2 spsk. sesamfrø

3-4 spsk. chiliflager

1 spsk. sukker

4 spsk. fiskesauce

MISODRESSING

2 spsk. misopaste

4 spsk. lime

4 spsk. mayonnaise

2 tsk. flydende honning

BURGER
800 g hakket oksekød

olivenolie

salt og peber

4 æg

12-16 store, sprøde salat blade, gerne iceberg

evt. ketchup

 

Snit kålen groft. Snit forårsløgene i skrå skiver, brug både bund og top. Skyl begge dele grundigt og dryp det af. Hak hvidløg fint og bland kål, hvidløg, forårsløg og ingefær sammen.

Rist sesamfrøene og knus dem let. Bland dem med chili, sukker og fiskesauce og bland det hele sammen med grøntsagerne. Klem det let, så det bliver blødere og snasker lidt.

Rør misopaste med lime og mayo og smag til med honning.

Form kødet til 4 bøffer og steg dem i lidt olie på en varm pande. Krydr dem med salt og peber. Steg 4 spejlæg og fyld bøf, æg og kimchee i store salatblade. Servér straks som snasket fingermad eller med kniv og gaffel, og evt. med ketchup til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

 

 

muslinger

Muslinger med fennikel og mandler

 

Det her er sund fastfood der batter. Nyd den som den er, med mandlerne til at give både mæthedsfornemmelse og tekstur, eller servér den med groft brød til.

Du kan også komme 1-2 dl kogte perlebyg eller boghvede i gryden, hvis du vil undgå brød.

 

Opskriften er til 2 personer

 

1 bananskalotteløg

1 fennikel

2 fed hvidløg

1 ½ kg blåmuslinger

olivenolie

1 dl pernod (eller anden anislikør)

3 dl vand

2 tsk. koldt smør

1 håndfuld dild

lidt hakkede mandler

 

Snit løget i tynde både. Og skær fennikel og hvidløg i tynde skiver.

Rens muslingerne. Kassér åbne muslinger der ikke lukker sig, når du banker dem let mod bordet.

Varm en stor gryde med lidt olivenolie. Kom muslingerne i og lad dem syde lidt. Tilsæt løg, hvidløg og fennikel. Steg kort og tilsæt så pernod og vand. Sæt låg på og lad muslingerne dampe i et par minutter.

Kassér muslinger der ikke har åbnet sig under tilberedningen.

Kom smør i gryden og vend rundt.

Vend til sidst dild og mandler i gryden.

Servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Stine Christiansen, Skovdal.dk

 

 

kåldogs

Kåldogs a la lorang

AGURKESALAT

1 dl eddike

1 dl vand

1 dl sukker

1 agurk

SYLTET KÅL

½ spidskål (gerne det inderste – gem de yderste blade)

1 dl eddike

1 dl vand

1 dl sukker

lidt fennikelfrø

lidt chiliflager

PØLSER

4 gode pølser

lidt olie til stegning

SENNEP

½ dl gule sennepsfrø

¼ dl æblecidereddike

2-3 spsk. honning

1 tsk. flagesalt

lidt timian

RISTEDE LØG

2 bananskalotter

mel

olie til fritering

salt

DESUDEN

1 rødløg, hakket

8 flotte kålblade

evt. ketchup

 

Lun eddike, vand og sukker, så sukkeret opløses. Snit agurkerne fint og kom dem i halvdelen af den varme lage. Kom fennikelfrø og chiliflager i resten af lagen. Snit kålen fint og vend den med den varme lage.

 

Rist pølserne i lidt olie på en varm pande.

 

Stød sennepsfrøene i en stor morter, evt. af flere gange. Frøene skal stødes ret meget, senneppen må gerne være grov, men det bliver den næsten uanset – så hav tålmodighed og brug musklerne.

Rør eddike, honning, salt og timian med sennepsfrøene. Smag til. Den er stærk!

 

Snit løgene i tynde skiver, vend dem i mel og fritér dem i varm olie i en lille gryde. Dryp dem af på køkkenrulle og drys dem med salt.

 

Snit rødløget i tynde skiver og anret de ristede pølser i kålblade. Top med, sennep, kål, løg og agurkesalat. Servér straks, evt. med ketchup til.

 

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang