Tag-arkiv: blæksprutter

mv_grill

Grillet blæksprutte-salat

Du kan finde lækre blæksprutter hos fiskehandleren. Eller du kan finde dem fra frost hos asiatiske købmand. Ofte får du dem rensede, og kun kroppen. Men Er den hel, skal du huske at fjerne næb, skelet og selvfølgelig rense dem.

Er du ikke til blæksprutter, kan du lave salaten med grillede kammuslinger.

 

Opskriften passer som forret til ca. 4 personer.

 

½ kg renset blækspruttetuber (10-armede)

lidt olie

salt

Dressing:

1 rød chili, eller efter temperament

1 ½ dl limejuice (evt. lidt mere)

1 spsk. sukker

½  dl fiskesauce

Desuden:

1 agurk

1 rødløg

1 bundt forårsløg

1 stort bundt koriander (3-4 håndfulde)

 

Dressing:

Flæk chilien og hak den fint Fjern evt. nogle af kernerne, hvis du ikke vil have salaten for stærk (dog ikke alle, den skal bide lidt). Rør limesaft med sukker til sukkeret er opløst. Kom chili og fiskesauce i og smag til.

Grønt:

Flæk agurken og skrab kernerne ud med en teske. Skær agurken i skrå skiver. Snit løg i slanke både og forårsløg i skrå skiver.

Hak koriander helt groft.

Blæksprutte:

Flæk blækspruttene og åben dem så de ligger med den indvendige side opad. Snit små terne i kødet, men skær ikke igennem. Del sprutterne i 2-3 stykker, alt efter størrelse.

Vend dem med en anelse olie.

Grill dem på en utrolig varm grill. De skal have ½-1 ½ minut på hver side.

Vend straks de varme blæksprutter i marinaden.

Servering:

Anret agurk, løg, forårsløg og koriander i et dybt fad. Dryp med lidt fiskesauce og lime. Top med grillede blæksprutter og servér straks.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard