Tag-arkiv: bistro style

moules frites sund

Moules frites – på den sunde måde

Klassisk ville man spise, sprøde pommes fritter og mayonnaise til disse skønne muslingerne, Men dette sundere alternativ gør mig bestemt stadig super lykkelig! Og så er muslinger jo billige og hurtige og det gør retten til virkelig skøn hverdagsmad.

 

Bruger du retten her som hovedret er der nok til 2 personer (måske 3, alt efter sult.) bruger du den som forret eller frokostret er der nok til 3-4 personer.

 

4 store, søde kartofler

olivenolie

salt

DIP

2 spsk. skyr

½ tsk. dijonsennep

1 tsk. hvidvinseddike

1 spsk. fint revet parmesan

salt

MUSLINGER

2 fed hvidløg

½ fennikel

2 stilke bladselleri

1 gulerod

1,5 kg blå muslinger

lidt olivenolie

1 dl hvidvin

1 dl vand

1 håndfuld bredbladet persille

 

Tænd ovnen på 220 grader.

Skrub kartoflerne og skær dem i ”pommes frittes størrelse”, vend dem med lidt olivenolie og salt, læg dem i et lag på bagepapir på en bageplade og bag dem i den varme ovn i ca. 25-30 minutter. Vend dem jævnligt og giv dem gerne grill de sidste 10 minutter.

Rør skyr med sennep, eddike, parmesan og smag til med salt.

Skær hvidløg, fennikel og bladselleri i tynde skiver. Skræl guleroden og skær den i skiver

Rens muslingerne i koldt vand. Fjern skæg og kassér muslinger der ikke lukker sig, når du banker dem let mod bordet.

Varm lidt olivenolie op i en stor gryde. Kom muslinger og grønt i gryden og lad det sauterer i 1 minuts tid. Det skal ikke tage farve. Kom hvidvin og vand på og lad muslingerne dampe i et par minutter eller 3 under låg, eller til de er åbne. Ryst gerne gryden undervejs, så alle muslingerne får varme.

Kassér muslinger der ikke har åbnet sig under tilberedningen.

Snit persillen fint og vend den med muslingerne lige inden servering.

Servér muslinger, søde pommes fritter og parmesan dip.

 

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann