Syltede agurker

Hvis ikke jeg for 100 år siden havde fået min drømmetjans som fast madskribent hos FEMINA, var jeg helt sikkert blevet syltekone. Jeg elsker nemlig både at sylte og at spise syltede-ting-og-sager.

I søndags, mens halvdelen af min familie var ude for at morgenbade (læs: klokken 7.23), syltede jeg sammen med min 2 1/2 årige. Vi syltede lemoncurd, salte citroner, pickles og agurker – alt sammen var færdigt inden klokken var 9! Så er man virkelig syltekone-at-heart.

Well. Her kommer opskriften på syltede agurker. Jeg havde ikke så mange drueagurker – så det blev kun til et stort glas fuld. Men gang gerne op…..det er jo syltede agurker for pokker.

Mine agurker er i øvrigt knapt så søde som dem man køber.

 

8-10 drueagurker

koldt vand

fint salt

ENDVIDERE:

2 dl sukker

6 dl lagereddike

2 spsk. hvide peberkorn

3-4 kviste skærmdild

Skyl agurkerne grundigt og prik dem med en lille, spids gaffel.

Fyld koldt vand i en stor skål og hæld salt i. Pisk til saltet er opløst. Fortsæt til vandet ikke længere kan opløse saltet (=en mættet saltlage) og lagen smager virkeligt salt. Kom agurkerne i saltlagen, læg gerne en lille tallerken eller lignende oveni, så de kommer under lagen. Dæk skålen til og sæt den i køleskabet natten over.

Kom sukker, eddike og peberkorn i en kasserolle og kog lagen op til sukkeret er smeltet. Skyl (skold dem evt.) dildskærmene og skold ligeledes et stort sylteglas. Kom agurkerne og dildskærmene i glasset, kassér saltlagen og hæld den varme eddikelage over. Lagen skal dække.

Lad agurkerne trække i mindst 4 dage. Opbevar dem køligt og mørkt i op til 1 år. Åbnet opbevares de i køleskab i et par uger.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *