Lammekølle med lun kartoffelsalat


Lam var klart den steg min mor serverede mest i 90’erne. Så det er ren nostalgi for mig at lave.
Jeg køber det oftest hos min halalslagter. Han har friskslagtet dansk lam, der er billigere og meget bedre end det frosne eller vakuumpakkede du finder i de fleste supermarkeder. 
Har du en øko gårdbutik som nabo, er det selvfølgelig endnu federe.

 Opskriften er til 6-8 personer


1 lammekølle, ca. 2,2 kg
6 fed hvidløg
groft salt
ENDVIDERE
1,2 kg små, nye kartofler
salt
3 rødløg
1 håndfuld bredbladet persille
2 tsk. fintrevet citronskal
½ dl citronsaft
150 g gode kapers
150 g små sorte oliven (med eller uden sten, efter temperament)
1 dl god olivenolie
salt
TILBEHØR
salat
Skær små lommer i lammekøllen ved at stikke en skarp kniv ind i den. Del hvidløgsfedene i 2 og kom dem ind i lommerne i lammekøllen. Gnid køllen med groft salt, læg den på en rist og brun den i 20 minutter, ved 230 grader i en varm ovn. Skru ovnen ned på 165 grader og steg lammekøllen i yderligere 60-80 minutter, eller til den har en centrumstemperatur på 65-70 grader. Tag køllen ud og lad den trække i 20 minutter, inden du skærer den.
Skrub imens kartoflerne og kog dem møre i saltet vand. Hæld vandet fra dem og lad dem køle lidt af.
Skær løget i tynde både. Hak persillen og vend de lune kartofler med løg, persille, citronskal og saft, kapers, oliven og olivenolie. Smag til med salt og servér straks lammekøllen med kartoffelsalat og en stor, frisk salat ved siden af.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

0 tanker om "Lammekølle med lun kartoffelsalat"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *