gurkemeje kylling

Kylling med gurkemejepaste

Du kender sikkert gurkemeje fra karry, hvor den bidrager med den smukke, gule farve. Eller måske har du en pulver-version stående i skabet – og ved, at den smager nogenlunde af ligeså meget som skabet.

Men frisk gurkemeje er en hel anden oplevelse! Ikke alene er den super sund, måske den vildeste af alle superfoods? Men den er også smagfuld og god i alt fra suppe, karryretter, juice, te, gingerale og her i en marinade.

Husk at gurkemeje smitter helt vildt af på alt fra tøj og hænder til borde og køkkenredskaber, så vær forsigtig.

 

GURKEMEJEPASTE

50 g pillede hvidløg

100 g gurkemeje

100 g cashewnødder

50 g ingefær

50 g galangarod

1 dl vand

salt

KYLLING MED GURKEMEJE

1 kylling

3-4 spsk. gurkemejepaste

2 spsk. eddike

2 tsk. sukker

lidt olie

1 bundt forårsløg

1 rød chili i skiver

koriander

limebåde

 

Gurkemejepaste

Blend alle ingredienserne til gurkemejepasten i en foodprocessor. Husk nu at det farver helt vildt!

Opbevar pasten i et skoldet glas i køleskab i op til en uge.

Kylling med gurkemeje

Del kyllingen i 10 stykker. Tag gerne skindet af den og rids kødet med en lille kniv.

Kom kylling, 3-4 spsk. gurkemejepaste, eddike og sukker i en frysepose og lad kyllingen marinerer i 15-20 minutter på køkkenbordet, eller natten over i køleskab.

Dryp kyllingen med lidt olie og steg kyllingen i en 200 grader varm ovn i 45-50 minutter. Servér den varme kylling toppet med snittet forårsløg, chili og koriander og giv rigeligt med limebåde til.

Servér straks, evt. med masser af lynstegte grøntsager og ris til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard /KAM PHOTOGRAPHERS

Find mine opskrifter HVER uge i ALT For Damerne

 

 

2 tanker om "Kylling med gurkemejepaste"

  1. Hanne nielsen

    Jeg har købt din bog juice &co. Jeg er pludselig kommet i tvivl fordi mine veninder har advaret mod de “grønne” grøntsager o mod rødbeder fordi de kan indeholde nitrit som er farligt for kroppen. Kan det være rigtigt???
    Varm hilsen
    Hanne

    Svar
    1. Louisa Forfatter

      Kære Hanne
      Grøntsager som grønkål, rødbeder, spinat med flere har et naturligt, højt indhold af nitrat, der kan omdannes til nitrit i kroppen. Men jeg vil dog ikke mene at du skal være bekymret for indtaget af juice af disse grøntsager. Men det er jo altid godt at spise varieret, så skift også mellem juicerne.
      undersøgelser viser at økologiske grøntsager indeholder lidt mindre nitrat end konventionelt dyrkede grøntsager – så endnu en god grund til at vælge øko 😉

      Håber du fik svar på dit spørgsmål.
      Mange hilsner Louisa

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *