KIMCHEEBURGER MED SPEJLÆG

Denne kimchee kan spises som en slags spicy salat så snart den er færdig. Vil du have den til at fermentere, kan du komme den på et skoldet glas og sætte den med løst låg på køkkenbordet i 2-6 dage, til den bobler og dufter af ægte kålballade. Sæt den (nu med tætsluttende låg) i køleskabet indtil brug, når den smager som du foretrækker.

Du kan få kimchee chili i flere og flere asiatiske butikker. Brug det meget gerne i stedet for chiliflager.

OG så er det selvfølgelig op til dig,om du hellere vil lave burgeren i en klassisk burgerbolle!

 

Opskriften giver 4 burgere

 

KIMCHEE SALAT

1 kinakål

1 bundt forårsløg

3 fed hvidløg

1 spsk. fint hakket ingefær

2 spsk. sesamfrø

3-4 spsk. chiliflager

1 spsk. sukker

4 spsk. fiskesauce

MISODRESSING

2 spsk. misopaste

4 spsk. lime

4 spsk. mayonnaise

2 tsk. flydende honning

BURGER
800 g hakket oksekød

olivenolie

salt og peber

4 æg

12-16 store, sprøde salat blade, gerne iceberg

evt. ketchup

 

Snit kålen groft. Snit forårsløgene i skrå skiver, brug både bund og top. Skyl begge dele grundigt og dryp det af. Hak hvidløg fint og bland kål, hvidløg, forårsløg og ingefær sammen.

Rist sesamfrøene og knus dem let. Bland dem med chili, sukker og fiskesauce og bland det hele sammen med grøntsagerne. Klem det let, så det bliver blødere og snasker lidt.

Rør misopaste med lime og mayo og smag til med honning.

Form kødet til 4 bøffer og steg dem i lidt olie på en varm pande. Krydr dem med salt og peber. Steg 4 spejlæg og fyld bøf, æg og kimchee i store salatblade. Servér straks som snasket fingermad eller med kniv og gaffel, og evt. med ketchup til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

 

 

2 tanker om "KIMCHEEBURGER MED SPEJLÆG"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *