cowgirlsalat

Cowgirlsalat

Denne salat er sund, sprød og smækker og så er den nem at lave. Så ikke underligt at det er en af mine favoritter.

Jeg bruger også gerne salsaen, som dip til chips eller som topping på f.eks. bagt laks eller anden fisk og jeg spiser super gerne pepitas som snack til en kold øl.

 

Opskriften er til 2 (sultne) personer

 

2 kyllingebryster

lidt olivenolie

salt

PEPITAS

50 g græskarkerner

1 tsk. knust spidskommen

½ cayennepeber

1-2 tsk. flydende honning

2-3 spsk. limesaft

salt

SALSA

1/2 løg

½ – 1 grøn chili, gerne en frisk jalapeno

1 stor håndfuld koriander

3-4 tomater

saft af 1 lime

salt

SALAT

1 lille rødløg

5-6 radiser

2 hjertesalater

1 avocado

250 g rødkål

lidt mere koriander

200 g kogte, sorte bønner

2-3 spsk. olivenolie

salt

 

Gnid kyllingen med en smule olie og grill den på en varm grillpande. Krydr den med salt.

Skær den evt. i 2-3 stykker inden servering.

 

Rist græskarkerner, spidskommen og cayennepeber på en varm, tør pande i 2-3 minutter. Kom honning og limesaft på og krydr med salt. Rist i yderligere 2-3 minutter, eller til kernerene er ristede og skønne.

Lad dem køle af på bagepapir og servér dem som snack.

 

Blend løg, chili, koriander, tomater, lime og salt i en foodprocessor eller hak det hele i hånden.

 

Snit løget i både, skær radiserne i tynde skiver. Pluk salaterne og skær avocadoen i tern. Snit rødkålen og hak koriander groft. Vend det hele forsigtigt sammen med en skefuld af salsaen.  Dryp med lidt olivenolie og krydr med salt.

 

Anret salaten med kylling, resten af salsaen og toppet med pepitas.

Servér straks.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *